WhatsApp og Skype fungerer i et privacy wild west - det skal være slut

Illustration: leowolfert/Bigstock
Europa-Kommissionen vil ikke længere acceptere, at amerikanske chat- og VoIP-tjenester lever i en juridisk gråzone.

Det skal være slut med, at tjenester som WhatsApp og Skype fungerer i en lovmæssig gråzone uden regler for sikkerhed og privacy.

Det er et af elementerne i en stor revision af EU's telelovgivning, som vil blive lagt frem i september.

Indgrebet er ifølge interne dokumenter, som Financial Times er kommet i besiddelse, møntet på såkaldte 'over the top' online-tjenester, der drives af selskaber som Apple, Facebook, Google og Microsoft.

Sagen viser, at EU vil øge sin kontrol med de overvejende amerikanske virksomheder i forhold til sikring af privatlivets fred og overholdelse af basale borgerrettigheder om personfølsomme data. Mere konkret forventes det, at tjenesterne skal leve op til konkrete sikkerhedskrav og redegøre for, hvordan de tjener penge på deres kundedata.

Problemet er, at chattjenesterne og de softwarebaserede VoIP-telefonservices er blevet meget populære, men samtidig fungerer de i øjeblikket i en juridisk gråzone, idet den nuværende lovgivning er møntet på traditionel telekommunikation som telefoni, SMS og mobildata.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ole Tange Blogger

Vi kan idag lave chat-systemer, som gennem deres design beskytter privatlivet (se f.eks. Ricochet.im), og IP-telefoni, der beskytter indhold og gør det svært at se, hvem der kommunikerer (se f.eks. Signal Private Messenger).

Hvis EU virkelig mente noget alvorligt med at beskytte borgerne, så ville det være bedre at støtte og udbrede Privacy-by-Design end at lave policy-begrænsninger, som vi gang på gang ser bliver overtrådt (f.eks. NETS/Se&Hør-skandalen).

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere