WeChat afviser overvågning af chat-historik

Efter anklager om det modsatte udtaler WeChat, at de ikke lagrer eller analyserer brugeres private beskeder.

Den populære kinesiske messaging-app WeChat lagrer ikke brugeres chat-historik, siger virksomheden bag. Udtalelsen kommer som svar på kritik fra den kinesiske forretningsmand Li Shufu, der er ejer af Volvos kinesiske moderselskab, Geely Holdings. Han er citeret i kinesiske medier for at have sagt, at WeChat overvåger alle brugerkonti.

Det skriver BBC.

Li Shufu har ifølge The South China Morning Post sagt, at den administrerende direktør for virksomheden bag WeChat, Tencent, »overvåger os gennem WeChat hver dag, for han kan se lige, hvad han vil«.

Men det er en ren misforståelse, mener WeChat.

Scorer lavt på privacy

Alle kinesiske sociale medier er påkrævet af de kinesiske myndigheder at censurere ulovlige offentlige beskeder. De private beskeder har WeChat derimod ikke adgang til, fortæller virksomheden.

»WeChat lagrer ikke brugernes chat-historik. Den gemmes kun på brugernes mobiler, computere og andre terminaler. WeChat vil ikke bruge noget indhold fra brugeres chats til big data-analyse. WeChats tekniske model, der ikke lagrer eller analyserer brugerdata, gør, at rygterne om, at vi kigger på jeres WeChat hver eneste dag, er en ren misforståelse,« udtaler WeChat.

WeChats moderselskab, Tencent, fik i 2016 en score på nul ud af hundrede af Amnesty International, da organisationen i en rapport vurderede, hvor godt forskellige sociale medier beskytter brugernes privatliv. Amnesty skrev:

»De mislykkedes ikke kun med at opnå nogen som helst af vores kriterier, men var også eneste virksomhed, der ikke offentligt har meldt ud, at de ikke vil give myndigheder adgang til krypterede beskeder ved at bygge en bagdør.«

Sidste år kunne den amerikanske avis The Wall Street Journal skrive, at en byggeleder i Kina blev fængslet efter at have fortalt en upassende joke på WeChat i en privat gruppebesked.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere