Webudviklers IE6-frustration førte til IQ-svindelnummer

En canadisk webudvikler står nu frem som manden bag fupnyheden om dumme Internet Explorer-brugere. Han var frustreret over de gamle IE-versioners håbløse fortolkning af webstandarder.

Mange timers arbejde med at få en ny webtjeneste til at fungere i de gamle versioner af Internet Explorer gjorde den canadiske webudvikler Tarandeep Gill så irriteret, at han endte med at tage fusen på medier over hele verden.

Han opfandt nemlig en fupundersøgelse, som han sendte en pressemeddelelse ud til medierne om, og alt fra CNN til Version2 hoppede på historien om, at Internet Explorer-brugerne var dummere end gennemsnittet.

Læs også: Ny fup-undersøgelse: Internet Explorer-brugere er ikke for kvikke

Især dem, der stadig holdt fast i den bedagede version 6 havde en håbløs lav intelligenskvotient, viste de resultater, han opfandt til lejligheden, for IE6 var den browser, der havde givet ham mest hovedbrud, da han skulle kode sin webside med en prissammenlignings-tjeneste.

siden Aptiquant.com, som han oprettede til at få undersøgelsen til at fremstå ægte, fortæller han om forløbet. Meningen var bare at få lidt opmærksomhed om at opgradere til nye browsere, og han havde ikke forestillet sig, at stuntet ville kaste så meget medieomtale af sig.

»Jeg gætter på, at jeg fortalte præcis, hvad folk gerne ville høre. ’Memen’ spredte sig så hurtigt, at det var nærmest umuligt at finde alle de medier og blogs, der dækkede historien. Til sidst tog jeg i stedet væk for at slappe af i weekenden, og da jeg kom tilbage, var der nogle, som var begyndt at afsløre fupnummeret,« skriver Tarandeep Gill.

For at få historien til at virke troværdig forberedte han sig grundigt ved blandt andet at læse om psykologiske studier. Rapporten om undersøgelsen skrev han i et formelt sprog, med inspiration fra de forskningsprojekter, han havde været igennem på sin datalogi-uddannelse, og så oprettede han en fuld webside for det falske firma, hvor han brugte indhold fra et fransk firmas webside, men ændrede navnene.

Nu håber han bare, at alt halløjet, som fuphistorien skabte, vil få bare nogle enkelte brugere af IE6, 7 og 8 til at opgradere. Og så sender han en undskyldning til alle Internet Explorer-brugere for, at han kaldte dem for dumme.

Læs også: Fup-undersøgelse om dumme IE-brugere narrede hele verden

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Jul Jönsson

Mange timers arbejde med at få en ny webtjeneste til at fungere i de gamle versioner af Internet Explorer gjorde den canadiske webudvikler Tarandeep Gill så irriteret

Kender det alt for godt. Godt der er nogle der "kæmper imod", eller hvad man skal kalde det.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere