Fem år efter IBMs tv-gimmick, hvor deres Watson-computer besejrede verdensmesteren i Jeopardy, er det endelig lykkedes IBM at skabe nyt håb om en Artificial intelligence-revolution (AI) i industrien, skriver Financial Times.
Ved at opdele Watson i over 40 individuelle kompetenceområder, som på hver sit felt skal tilbyde AI-service til forskere og videnskabsmænd over hele verden, er det lykkedes IBM at puste nyt liv i virksomhedens gamle guldæg.
Dr. Watson er genfødt som computer
Watson Health er navnet på det ene af tre ben, som IBM har givet Watson at gå fremtiden i møde på.
Dette ben har IBM dedikeret til at forbedre mulighederne hos læger, forskere, sundhedsorganisationer og relaterede samarbejdsparter såsom forsikringsselskaber til at opnå ny og hurtigere indsigt i sundhedsdata ved at bruge Watsons evner inden for samkøring og behandling af big data.
Som en del af den nye Watson Health-strategi har IBM blandt andet indgået et partnerskab med fitness giganten Under Armour, der med sin Connected Fitness-platform driver verdens største digitale sundheds- og fitness-fællesskab med over 160 millioner medlemmer via en række af applikationer.
Partnerskabet med IBM skal gøre deres UA-Record-app til verdens første helse-app, der kan analysere, kombinere og sammenligne brugernes personlige og fysiologiske data med Watsons viden om ernæring, søvn, miljø, træningsmetoder mv.
I en pressemeddelelse fra IBM siger grundlægger og direktør i Under Armour Kevin Plank om samarbejdet:
»Når det handler om digital sundhed og fitness, har de seneste ti år handlet om dataindsamling. Vi er nu nået til et punkt, hvor forbrugerne begynder at ville have mere ud af denne viden. Dette partnerskab vil give os mulighed for at føre viden tilbage til forbrugeren på en hidtil uset måde, da vi integrerer Watsons learning-teknologi med de robuste data fra Under Armours Connected Fitness-fællesskab.«
Et lignende samarbejde er indgået mellem IBM og sundhedsvirksomheden Pathway Genomics. Via samarbejdet med Watson Health har Pathway Genomics udviklet en app, der fusionerer kunstig intelligens og massive sundhedsdata med personlige genetiske informationer. Appen giver således brugere anbefalinger om sundhed og wellness baseret på personens egen genetiske helbred i forhold til sundhedsfaglig viden. Også denne app er den første af sin slags på markedet.
Købt sig til viden
En stor del af Watsons nye viden på sundhedsområdet stammer fra IBM's opkøb i 2015 af virksomhederne Merge Health Care, Explorys og Phytel.
Explorys og Merge Health Care leverer infrastruktur og opsamling af patientdata og kliniske billeder på hospitaler og klinikker verden over. Explorys har således bidraget til Watsons viden med 70 millioner sundhedsdata alene fra USA og Merge Health Care med over 3 milliarder kliniske billeder med tilhørende analyser.
Phytel har specialiseret sig i udviklingen af software, der ved at analysere patienternes elektroniske journaler kan forbedre den opfølgende behandling, øge patienternes engagement i egen sundhed og derved minimere behovet for genindlæggelser.
Dette er informationer, som IBM nu i anonymiseret form tilbyder at databehandle for sundhedsindustrien i hele verden via Watson Health-platformen.
Folketinget er interesseret
Som det er i dag, har Watson Health intet samarbejde med det danske sundhedsvæsen, forklarer Anders Quitzau, IBM's danske Watson-ekspert. Men Folketinget har vist interesse for projektet.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft besøg fra Folketinget ovre i Watson Group. Og i næste uge får vi besøg af en gruppe ledende regionsembedsmænd til en Watson-briefing. Så der er stor interesse fra myndighedernes side for at vurdere, hvad mulighederne for Watson er i Danmark«, fortæller han.
I Danmark har Novo Nordisk netop indgået en aftale med Watson Health om behandling og forskning i diabetes. Watsons database skal dermed bidrage med viden til udviklingen af fremtidens diabetesbehandling.
»Vi vil meget gerne have et samarbejde med det danske sundhedsvæsen og kan se store fordele for begge parter i et sådant samarbejde,« forklarer Anders Quitzau.
Men indtil videre er Watson ud over samarbejdet med Novo Nordisk kun involveret i en række pilot- og testprojekter hos danske virksomheder, fortæller han.
Watson på tre ben
Ud over Watson Health har IBM valgt at opdele Watson i yderligere to dedikerede forretningsenheder: en enhed kaldet Watson og en enhed med navnet Watson IoT (Internet of Things).
Den rene Watson-enhed skal udvikle cloud-baserede løsninger, der kan være med til at fremme kommercialisering af kunstig intelligens på tværs af en række forskellige brancher. På den måde minder dette ben mest om den oprindelige idé med Watson.
Watson IoT skal fokusere på at skabe overblik og viden ud fra data indlejret i de mere end 9 milliarder enheder, der i dag er tilsluttet verden over, og som genererer 2,5 quintillion bytes af nye data dagligt.
Korrekt svar ikke nok
På MD Anderson Cancer Center ved universitetet i Texas begyndte man for tre år siden at træne Watson i at skelne mellem patienternes symptomer. Målet er at give lægerne et instrument til at kunne stille bedre diagnoser og planlægge behanlinger mere effektivt. Men opgaven har vist sig at være sværere end ventet.
Ifølge Lynda Chin, der er leder af den medicinske innovationsenhed på universitetet, er et af de største problemer for Watson og computere generelt, at computere kommer til kort, når der ikke findes et korrekt svar på et spørgsmål - som der gør i Jeopardy. Inden for lægevidenskaben er der oftest kun veldokumenterede meninger, hvilket computere har svært ved at arbejde med, siger hun til Financial Times.
Et andet problem for Watson er troværdighed. Supercomputeren regner måske rigtigt, men kan ikke forklare hvorfor, hvilket ifølge Kris Hammond, professor i computervidenskab ved Northwestern University, er et problem.
»Hvis du går ind til ledelsen på en virksomhed og siger, vi er nødt til at lukke tre fabrikker og fyre folk, vil det første spørgsmål, direktøren stiller, være 'hvorfor'. Det er derfor ikke nok bare at generere et resultat,« forklarer han til Financial Times.
Lynda Chin mener heller ikke, at Watsons svar kan stå alene.
»Watson kan ikke være den eneste kilde til begrundelser - der vil være behov for andre supplerende teknologier,« fastslår hun.
Tror på Watson
Selv om det ikke går så hurtigt som ventet, er Lynda Chin overbevist om, at Watsons evner kan få banebrydende betydning inden for kræftforskningen.
»Jeg er stadig overbevist om, at evnen kan udvikles til, hvad vi regnede med. Lykkes det at udnytte Watsons teknologi til at lægge ræsonnementer fra onkologiske eksperter i hænderne på andre læger, kan det få vidtrækkende konsekvenser,« siger hun.
Lynda Chin sammenligner potentialet i Watson Health med, hvad Amazon betød for detail-og shopping.
Vitaminindsprøjtning for tre milliarder dollars
Det har længe været kendt, at IBM er trængt på sin kerneforretning. IBM satser derfor stort på de nye Watson-tiltag og har alene i 2015 investeret over 3 milliarder dollars i indkøb og udvikling af ny viden til Jeopardy-mesteren, som meget vel kan blive den, der i fremtiden også skal helbrede it-gigantens økonomi.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.