Watch Dogs 2 høster roser: Hack din vej til kontrol over biler og satellitter

Det er hackerens kamp mod systemet, der er i centrum i Watch Dogs 2.

Da en algoritme udpeger Marcus Holloway som gerningsmanden bag et røveri, han ikke har begået, indleder han en cyberkrig mod systemet for at få det lagt ned for tid og evighed.

Trods den dystre baggrund er tonen i Watch Dogs 2 let, farverig og munter som et møde mellem kreativ cyberkriminalitet og Grand Theft Auto - og spillet får rosende ord med på vejen fra alverdens spil-anmeldere. Den samlede score på sitet Metacritic er 83 ud af 100.

Læs også: Blizzard fejrer Diablo-jubilæum ved at genskabe Diablo 1 i Diablo 3

Spillet lader brugeren hacke sig ind i San Franciscos infrastruktur og i enhederne, som samtlige borgere i den digitale storby konstant bærer på sig. På den måde kan man slå sikkerhedssystemer fra eller stække modstanderen under en biljagt.

Hacker-elementet - som dybest set er det, der afskiller Watch Dogs fra lignende spil, bliver rosende omtalt af en lang række anmeldere.

'De eminente hacking-mekanikker får dine handlinger, såsom at tage kontrol over en satellit i det ydre rum, til at føles grandiose og ustoppelige på underholdende måder,' skriver Game Informer om spillet, der følger det oprindelige Watch Dogs-spil, der udkom i 2014.

Læs også: Bare én tur til gennem verdenshistorien: Nu kommer Civilization VI

Både hacker-manøvrerne og verdenen som helhed beskrives som større og mere komplet end forgængeren. Alt, der ikke fungerede i forgængeren, er fjernet, som Gamer.no formulerer det.

For nylig har producenten Ubisoft desuden genaktiveret spillets multiplayer-feature, der ved lanceringen i sidste uge gav så mange tekniske problemer, at det blev slået fra.

Trods ros til spillets underbygning af rollen som hacker-rebel bemærker flere anmelder, at missionerne alt for ofte ender i klassisk pistol-kamp - frem for at kræve spidsfindige computerløsninger.

Se traileren til Watch Dogs 2 her:

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere