»Jeg vil bare sige, at jeg er uskyldig. Men det er måske for sent at sige det.«
Gottfrid Svartholm Warg fik sidste ord i sagen om hacking af CSC. Men lige meget hjalp det: Landsretten i København fulgte eksemplet stillet af Retten på Frederiksberg sidste efterår og fandt svenskeren skyldig i hackerangrebet.
Angrebet har beviseligt fundet sted fra Wargs computer i Cambodja, men både i by- og landsret har svenskeren forklaret, at computeren blev fjernstyret til at udføre forbrydelsen.
Den påstand blev hverken afvist eller bekræftet af dagens dom.
»Ingen af undersøgelserne har vist spor af eller tegn på fjernstyring,« lød det fra dommer Karen Anke Tørring. Men samtidig kan fjernstyring heller ikke modbevises, mente dommerne, som derfor tog resten af sagens beviser til følge i beslutningen.
Gottfrid Svartholm Warg – der i brede internetkredse er bedre kendt som Anakata – blev idømt tre år og seks måneders fængsel, udvist for Danmark og skal betale alle sagens omkostninger.
Fjernstyring kan ikke udelukkes
Til den danske straf må Warg lægge en måned, som stadig mangler at blive udstået i Sverige. De svenske myndigheder kom nemlig til at udlevere Gottfrid Svartholm Warg en måned for tidligt, oplyser svenskerens mor, Kristina Svartholm, der også var tilstede i Østre Landsret i dag.
Samtlige dommere og nævninge var enig i skyldspørgsmålet. Dermed afveg appelsagen fra efterårets sag i byretten på Frederiksberg. Her mente to nævninge, at det ikke var tilstrækkeligt underbygget, at Warg stod bag hackerangrebet.
Men det var dommer-trioen i landsretten lodret uenig i, fremgår det af dagens dom.
»Uanset at vi således – som byretten – ikke helt har kunnet udelukke muligheden for fjernstyring af tiltaltes computere, så foreligger der således en lang række øvrige oplysninger i sagen, der i hvert fald samlet set helt oplagt og entydigt godtgør, at hackerangrebet mod CSC er foretaget i hvert fald under medvirken af tiltalte,« lyder det i domsafsigelsen.
Chat-logs og krypteret container
Hvis computeren virkelig var fjernstyret i gerningsøjeblikket, er det usandsynligt, at Warg, der »besidder et indgående kendskab til computere«, ikke opdagede det, vurderer landsrettens dommere.
Som i byretten på Frederiksberg lagde Østre Landsret vægt på, at der blev fundet filer fra CSC i den krypterede partition på Wargs computer – en partition, som også rummer 1.100 personlige filer, der tilhører svenskeren.
Retten tilskriver desuden den 30-årige svensker en lang række chat-samtaler under navnet – eller variationer af navnet - ”tlt”. I en chat om hack af Logica skriver brugeren ”tLt-”, at han har haft adgang til det tilsvarende i Danmark. I en anden chat udtaler ”tLt”, at han på grund af computerproblemer har været nødt til at geninstallere et ”clean system”. Ifølge efterforskningen skete der en geninstallation af Windows på Wargs computer den 11. juli 2011 – tre dage før chatsamtalen fandt sted.
For det samlede overblik over, hvad retten har lagt til grund for dommen, kan man læse hele afgørelsen her.
Forsvarer: Vi er ekstremt skuffede
Med dagens dom sætter Østre Landsret et punktum for den historiske hackersag. Det er dog ikke sikkert, at sagen er overstået for Gottfrid Svartholm Warg, der i princippet stadig kan anke strafudmålingen til Højesteret.
»Det vil vi overveje nu,« fortæller Luise Høj, der har været svenskerens forsvarsadvokat gennem hele forløbet.
»Det er ingen hemmelighed, at vi er ekstremt skuffede,« fastslår hun oven på dagens dom.
Advokaten fremhævede i sin procedure en dom om hacking, der havde givet seks måneders fængsel. I stedet får Warg altså det syvdobbelte. Samtidig skal han nu tilbage til arresten og ikke – som Luise Høj ønskede det – sættes fri indtil den resterende dom skal udtjenes.
To måneder fra prøveløsladelsen
Det er i dag omtrent 34 måneder siden, at Cambodias terror-enhed anholdte Gottfrid Svartholm Warg i en lejlighed i Phnom Penh. Sammenlægges den svenske og den danske dom skal den nu dømte svensker i alt afsone fire år og seks måneder – i alt 54 måneder.
Efter normal praksis blive man prøveløsladt efter at dommen er halvvejs afsonet. Og det har Warg allerede gjort, påpeger Luise Høj.
Ser man alene på den danske straf og på tiden i det danske fængselssystem, så har Warg endnu to måneder tilbage, før han – efter normale omstændigheder – får mulighed for prøveløsladelse. I så fald skal han dog forlade Danmark, hvorfra han fra i dag er blevet udvist og har indrejseforbud.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.