Warcraft-spillere på jagt efter magisk ridedyr slap gigantisk guddom fri

Spillerne håbede at finde et legendarisk ridedyr i den nye udvidelse til World of Warcraft, men i stedet blev de brikker i en gammel guddoms spil.

Lovecraft-fans vil nok trække på skuldrene og tænke, at selvfølgelig var det dét, der ville ske, men for World of Warcraft-spillerne var det ikke lige den belønning, de havde regnet med, der dukkede op af dybet efter timevis af udforskning af spillets seneste udvidelse.

Spillerne var ifølge denne opsummering på Reddit på jagt efter et legendarisk ridedyr, som angiveligt skulle være i spillet, men som ingen endnu har fundet, selvom de har ledt i årevis. Hvis nogle læsere ikke er bekendte med World of Warcraft eller lignende spil, så er ridedyr temmelig meget en big deal.

Det begyndte med opdagelsen af nogle godt skjulte huler i de områder, der var tilføjet med den nye udvidelse.

En hule var eksempelvis gemt i en sprække bag noget tang ved et skibsvrag ude midt i oceanet. Igen, for de uindviede, så er det ikke ligefrem et sted, man falder over i spillets enorme områder, medmindre man ihærdigt finkæmmer oceanet i håb om at finde et hint til, hvor hippogriffen gemmer sig.

En spiller opdagede dernæst, at rodet på en bifigurs skrivebord passende nogenlunde med et kort over området og viste vej til nogle magiske kugler, som spillerne siden fandt ud af skulle aktiveres i en bestemt rækkefølge.

Hvad fik de? Ældgammel guddom

Igen burde spillerne måske have fattet mistanke, da de magiske kugler hed 'Hungering Orbs'. Det lyder mere af tentakler og ikke-euklidisk geometri end af flyvende hesteørne.

Da alle kugler var aktiveret i den rigtige rækkefølge, fik spillerne i hvert fald ikke det ridedyr, de var på jagt efter. I stedet dukkede en ældgammel guddom op fra en skjult ø i oceanet og proklamerede, at den havde tænkt sig at smadre verden. Alle spillere på serveren, der havde passet deres XP-grinding i fred uden at være indblandet i kultistvirksomhed, fik besked på at give den gamle guddom tæsk.

Og det gjorde både mennesker, trolde, orker, dværge og sikkert også nogle pandaer, som ellers slås mod hinanden i spillet.

Hvis det lyder som en episk fortælling, så er det værd at bemærke, at der ikke gik mange timer, før de første Youtube-videoer var klar med trin-for-trin-vejledning til at få guden Kosumoth til at dukke op. Og dermed er han henvist til for tid og evighed at blive vækket igen og igen fra sin evige søvn for at blive nakket af spillere, der lige skal have et dybhavsgopleridedyr til samlingen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere