Wal-Mart vil sælge EPJ til praktiserende læger

Politikerne i USA vil af med papirjournalerne, og det vil supermarkedsgiganten Wal-Mart udnytte sammen med Dell og EPJ-leverandøren eClinicalWorks.

Obama-regeringen har afsat op mod 120 milliarder kroner til digitalisering af den amerikanske sundhedssektor. Det har sat gang i hjulene hos ikke blot de softwarefirmaer, som leverer EPJ-systemer, men også uventede giganter.

Supermarkedskæden Wal-Mart vil således tilbyde en pakkeløsning til praktiserende læger bestående af Dell-pc'er og EPJ-software fra eClinicalWorks. Det rapporterer avisen The New York Times.

Salget skal ske gennem Wal-Mart-koncernens engrosfirma Sam's Club, som minder om eksempelvis Metro-varehusene i Danmark.

»Det er en meget unik måde at få EPJ ud til de små klinikker på,« siger chefanalytiker Lynne A. Dunbrack fra Health Industry Insights, som er en del af IDC-analysehuset, til Version2.dk.

Hun påpeger, at Sam's Club allerede sælger en masse udstyr via dets internetbutik til praktiserende læger i form af alt fra plastre og gummihandsker til stetoskoper og operationskitler.

Derfor har Sam's Club allerede tusindvis af læger i deres kundekartotek og kunne derfor se, at der ville være et marked for at fungere som salgskanal for EPJ-systemer.

De mange milliarder til EPJ vil blive givet som tilskud til læger, klinikker og hospitaler, som kan dokumentere, at de har implementeret EPJ-systemer, som lever op til de krav, som vil blive opstillet.

Derfor vil lægerne kunne forvente at få dækket en del af udgiften til at udskifte deres nuværende papirjournaler med et elektronisk system. En opgørelse for nylig har vist, at færre end 20 procent af lægerne i USA benytter et elektronisk journalsystem.

Tilbuddet fra Sam's Club vil være baseret på en Software-as-a-Service-model, hvor eClinicalWorks står for selve driften af backend-systemerne.

Sam's Club eller Wal-Marts rolle er derfor primært at fungere som distributør med kontakt til et stort antal læger på én gang.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere