W3C overlader videreudviklingen af HTML og DOM til alternativ organisation

Illustration: Bigstock/REDPIXEL.PL
World Wide Web Consortium vil dog fortsat have ansvaret for standardiseringen.

Helt siden 1996 har ansvaret for vedligehold og standardisering af HTML-specifikationerne ligget hos W3C (World Wide Web Consortium), som to år tidligere blev etableret af webopfinderen selv, Tim Berners-Lee.

Nu er W3C kommet med en meddelelse, som i praksis indebærer, at organisationen overlader det meste af ansvaret for kodesproget HTML samt for programmeringsinterfacet Document Object Model (DOM) til WHATWG (Web Hypertext Application Technology Working Group).

XHTML førte til splittelse

Mens W3C er en organisation, hvor flere hundrede selskaber og organisationer er medlemmer, er WHATWG primært en forening for browserleverandørerne. Organisationen blev grundlagt i 2004 af Apple, Mozilla og Opera Software som et svar på, at W3C i stedet for at videreudvikle HTML valgte at satse på XHTML-standarden.

Gruppen ledes i dag af en styregruppe med medlemmer fra Apple, Google, Microsoft og Mozilla.

XHTML blev aldrig en succes.

»…XTHML har aldrig formået at skaffe sig kritisk masse blandt dem, som laver websites. Enten var de ligeglade, eller også lavede de sider med mange fejl,« sagde Håkon Wium Lie, opfinderen af CSS og daværende teknologidirektør i Opera Software, til digi.no i 2007. Dengang var han også medlem af en nyoprettet arbejdsgruppe i W3C, som skulle arbejde med videreudviklingen af HTML.

Læs også: Berners-Lee: XHTML har slået fejl

På det tidspunktet var HTML 4.01 den nyeste version af standarden. Den kom i 1999, men havde kun minimale ændringer i forhold til HTML 4.0, som kom i 1997.

HTML5 skabt hos WHATWG

I årene efter etableringen udarbejdede WHATWG to specifikationer, Web Apps 1.0 og Web Forms 2.0, som tilsammen blev kaldt for HTML5. Det var dem, der blev taget udgangspunkt i, da W3C skulle komme med en ny HTML-version, som også blev kaldt for HTML5.

Selv om W3C er vedblevet med at arbejde med HTML, også efter at HTML5 blev gjort til W3C-standard i 2014, så går udviklingen så hurtigt, at W3C-specifikationerne i høj grad beskriver noget, som ikke er længere. WHATWG beskriver det på denne måde:

»I en række år arbejdede begge grupperne (W3C og WHATWG, red.) sammen. Men i 2011 kom grupperne frem til, at de har forskellige mål: W3C ønskede at publicere en ‘komplet’ version af HTML5, mens WHATWG ønskede at fortsætte med at arbejde på en ‘Living Standard’ for HTML, hvor specifikationen kontinuerligt vedligeholdes frem for at fryse den i en tilstand med kendte problemer, og at tilføje nye egenskaber for at udvikle platformen.«

Én version

I meddelelsen fra W3C hedder det, at organisationen og WHATWG har indgået en aftale, som indebærer, at de to grupper skal samarbejde om udviklingen af én version af HTML- og DOM-specifikationerne. De to grupper mener, at det er skadeligt for fællesskabet at have to forskellige HTML-specifikationer og DOM-specifikationer at forholde sig til.

Arbejdet med selve specifikationerne skal herefter foregå hos WHATWG. Det er også WHATWG, som får ansvaret for vedligeholdet af specifikationerne.

Fortsat standardisering

WHATWG skal desuden producere periodiske ‘snapshots’, som så skal gennemgå en traditionel W3C-standardiseringsproces, hvilket også indebærer at sikre, at disse versioner af specifikationerne kan bruges uden frygt for patentkrænkelser.

W3C skriver i meddelelsen, at organisationen fortsat vil engagere sig i at sikre, at HTML-udviklingen møder behovene i det globale fællesskab, noget som inkluderer forbedringer knyttet til tilgængelighed, internationalisering, privacy, interoperabilitet, ydelse og sikkerhed.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere