W3C godkender DRM-kopisikring til webapplikationer trods modstand

EME-standarden er godkendt af W3C-styregruppen, men flere organisationer frygter, at standarden kan sætte urimelige begrænsninger for brugerne.

En ny standard til rettighedsstyring for indhold i webapplikationer er foreløbigt blevet godkendt af styregruppen i W3C, som står for webstandarderne. Men Encrypted Media Extensions eller EME har mødt modstand fra flere interesseorganisationer, skriver The Verge.

Standarden er beregnet til at gøre det nemmere for eksempelvis streaming-tjenester at indbygge rettighedsstyring til kopisikring for at forhindre misbrug af indholdet. Vel at mærke ved at udnytte EME indbygget i browseren frem for forskellige eksterne teknologier.

Men kopisikring og DRM (Digital Rights Management) har længe været et omstridt emne inden for digital distribution. Inden for spilbranchen har DRM været brugt til at forhindre piratkopiering, men det har også mindsket kundernes muligheder for at anvende produkterne frit.

Og det er netop, hvad organisationer som Free Software Foundation, der længe har været modstandere af alle former for DRM, frygter vil ske med EME.

Organisationen påpeger eksempelvis, at der i det vedtagne forslag ikke er indbygget nogen beskyttelse af brugerne mod, at DRM bruges til at spore brugerne eller på anden vis krænke deres privatliv.

Læs også: Ubeskyttet log-fil hos DRM-virksomhed blotlægger kundehenvendelser

Der har været eksempler på, at DRM-teknologi har udgjort en sikkerhedsrisiko. Det er dog også et argument for EME, fordi det lader indholdsleverandørerne benytte en teknologi, som opdateres og vedligeholdes af browserproducenterne snarere end tredjepartsleverandører.

DRM kan også sætte tekniske forhindringer i vejen for eksempelvis forskere, som vil bruge store mediesamlinger til forskningsprojekter, og det kan også gøre det umuligt eller ulovligt at lave tilpasninger, som gør indholdet tilgængeligt for personer med forskellige handikap.

Et eksempel på det sidste kan være, hvis man ikke blot vil have undertekster på video til personer med nedsat hørelse, men også tekstning med beskrivelser af billedsiden til personer med synshandikap. Hvis DRM-teknologien forhindrer sådanne tilpasninger eller gør dem ulovlige kan det altså betyde, at disse personer ikke kan anvende indholdet, medmindre udbyderen leverer understøttelse for deres handikap.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize