Både 2016 og 2017 har været skuffende år for virtual reality fans. Prisen på high-end VR-headsets er stadig stor, og de færreste hjem har en gaming computer stående, der kan køre de nyeste spiloplevelser i de virtuelle verdener.
Alligevel mener den nordamerikanske medieanalytiker Carter Rogers ikke, at man skal erklære teknologien for hverken død eller som en gimmick.
»Virtual reality gør det faktisk godt set i en historisk kontekst,« siger Rogers, der er senioranalytiker i SuperData Research til seminaret PLAY: VR after the hype i den københavnske biograf Cinemateket.
Han underbygger sin pointe med en graf, der viser, at adoptionskurverne for andre medieteknologier som TV og internettet i USA steg langsommere, end adoptionskurven for VR-teknologi.
Brændte børn skyr ilden
Solgte VR-headsets i 2017
Kilde: SuperData Research
At mange analytikere ser skeptisk på teknologien skyldes ifølge Rogers, at analytikere som ham selv forventede, at 2017 ville blive året, hvor VR virkeligt solgte stort.
Salgstallene for headsets i 2017 ser dog ud til kun at være vokset meget lidt. Hans firma regner med, at der blev solgt 6,2 mio. headsets over hele verden i 2016, mens der vil blive solgt 7,7 mio. headsets i 2017, og at de tal har fået tech-giganterne til at blegne.
»Microsoft er både stille og forsigtig med VR. Man kan næsten ikke finde demonstrationer af deres headsets eller marketing af dem. Google har også gået stille med dørene omkring deres nye Daydream 2 headset, selvom deres første udgave blev markedsført vidt og bredt, og Apple tror vi aldrig kommer til at gå ind på VR-markedet,« siger Rogers.
Apple har i stedet lagt fokus på AR med lancering af ARKit, deres app-framework til udvikling af augmented reality apps.
Ingen grund til pessimisme
På trods af den indledende skuffelse, så mener danske Bo Bennekov, at der stadig er masser af værdi at hente i at udvikle indhold til VR-headsets.
»Det, vi ser lige nu, er det modsatte af et hype-train. Analytikerne havde travlt med at overbyde hinanden om, hvor meget teknologien solgte, og nu har de travlt med at sænke alle forventningerne igen,« siger Bennekov, der er direktør i VR-spiludviklingsfirmaet Bolverk Games, i oplægget efter Rogers.
»Du har ret i dine beregninger og tal, men jeg så ikke forretningsomsætninger hos VR-udviklere blandt dine tal, og dem mener jeg altså er fine, og vil stige de næste par år,« siger han.
»Forskellen på VR nu og i gamle dage, er at de store drenge kæmper om markedet. Der er kæmpe investeringer i hardware, og softwareudviklingen vil blive ved med at flyde sammen med den udvikling,« siger han.
Begge mænd er enige om, at næste generation af headsets især er værd at holde øje med. Her nævner de især det kommende Oculus Santa Cruz’ headset, der både tracker din krop og hænder ligesom Oculus Rift headsettet, men som er trådløst og ikke kræver en separat, dyr computer.
»Og så har vi jo slet ikke snakket om business-to-business VR, som er et kæmpe marked. Forretninger og firmaer vil have VR, de ved det bare ikke endnu,« siger Bennekov.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.