.Net Core 3.0 preview 8 er sat i søen, og i denne omgang har Microsofts udviklingsværktøj Visual Studio fået opdateringer, som blandt andet berører det platformsuafhængige mobilmiljø Xamarin, som bygger på .Net. Det skriver mediet The Register.
XAML Hot Reload for Xamarin.Forms er nu tilgængelig til både Windows og Mac-versionerne af Visual Studio 2019, og det betyder, at udviklerne ikke behøver at builde en app for at se en ændring i appens brugerflade, som skrives med XML-sproget XAML. Før det ændrede XML-dokument indlæses, tjekker Visual Studio, at ændringerne er gyldige, skriver Microsoft i et blogindlæg.
Blandt andre nyheder i preview 8 er understøttelse af Docker-containere med C#-applikation til såkaldt serverless afvikling i Microsofts sky, Azure Functions.
Microsoft har nu også meldt ud, at .Net Core udgives officielt i næste måned.