Vista-pc'er kløjs i sletning af filer
For visse brugere er "wauw-oplevelsen" ved Windows Vista en noget anden, end det var tiltænkt. En fejl i styresystemet betyder, at styresystemet i visse tilfælde kan gå nærmest i stå, når brugeren forsøger at kopiere, slette eller flytte en fil.
Microsoft har ifølge nyhedstjenesten The Register udarbejdet et såkaldt hotfix. For ikke-tekniske brugere kan det dog være en vanskelig proces at installere i forhold til de egentlige opdateringer, som typisk installeres automatisk.
Problemet i Windows Vista skyldes angiveligt en fejl i den proces, som beregner den resterende tid, som systemet skal bruge på at udføre filhåndteringsopgaven.
Selve operationen med at ændre i filsystemet fungerer som normalt, men den defekte proces får systemet til at hænge og kan ikke afbrydes, lyder klagerne fra de ramte brugere.
Microsoft undersøger nu muligheden for at udsende en decideret opdatering, som løser problemet, skriver The Register.
