Opdateret kl. 10:30 med information om Forbrugerombudsmanden.
Organisationen VisitDenmarks brug af e-Boks bliver undersøgt af Datatilsynet, efter at flere borgere har klaget til tilsynet over at have modtaget en henvendelse i e-Boks fra VisitDenmark.
Borgerne er alle sommerhusejere, der har modtaget en e-Boks-henvendelse fra VisitDenmark angående nye muligheder for skattefradrag ved udlejning af sommerhuse.
Men netop brugen af e-Boks falder borgerne fra brystet:
»At VisitDenmark kan iføre sig en forklædning som 'offentlig myndighed' og så bruge CPR-registret, mener jeg er kritisabelt og i strid med enhver intention. Sikkert lovligt, men hvad bliver det næste?« spørger Jan Heisterberg-Andersen, der er pensioneret projektkvalitetschef og blandt de borgere, der har modtaget henvendelsen.
Han har bedt om en redegørelse fra VisitDenmark for, hvordan det er muligt at finde frem til hans digitale postkasse i e-Boks, baseret på BBR-oplysninger om et sommerhus.
Datatilsynet: Op til 25 har klaget
Datatilsynet har modtaget adskillige henvendelser fra borgere mv., som medio april 2019 har modtaget enslydende breve med Digital Post, oplyser Datatilsynets konsulent på sagen i et brev til en af klagerne:
»Datatilsynet har bl.a. på baggrund af de modtagne henvendelser besluttet at undersøge sagen nærmere af egen drift og har i den forbindelse den 15. april 2019 anmodet VisitDenmark om en redegørelse i sagen,« lyder det i svaret fra Datatilsynet, som Version2 er i besiddelse af.
Datatilsynet oplyser til Version2, at tilsynet har modtaget 20-25 henvendelser om skrivelsen fra borgerne.
En af klagerne, Erik Larsson, skriver til Datatilsynet, man at ifølge hans viden kun kan sende til en e-Boks, hvis man har adgang til indehaverens CPR-nummer, og »det burde VisitDenmark ikke have«.
»Jeg har i hvert fald ikke givet dem hverken CPR-nummer eller tilladelse til at kontakte mig,« skriver Erik Larsson i klagen til Datatilsynet.
Visitdenmark beklager
VisitDenmark oplyser til Version2, at organisationen har udsendt 270.500 breve via e-Boks, hvilket har affødt cirka 700 henvendelser.
»En del har været positive og spurgt ind til skattetekniske forslag, nogle har bare undret sig over, hvordan VisitDenmark har ret til at bruge e-Boks, og andre har været kritiske over at få den form for kommunikation i deres e-Boks,« oplyser kommunikationschef Anders Rosbo, i en mail til Version2.
I et svar til Jan Heisterberg-Andersen skriver VisitDenmarks adm. direktør, Jan Olsen, at organisationen er en offentlig myndighed og derfor har mulighed for at bruge den digitale postliste, som indeholder CPR- og CVR-nummer på alle borgere og virksomheder, til udsendelse af e-Boks-breve i stedet for at bruge det traditionelle brev.
»Du har fået vores brev, fordi BBR har oplyst, at du ejer et sommerhus. Jeg beklager, hvis du mener, at vi ikke burde have brugt e-Boks til at fortælle om de nye regler,« skriver adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark.
»Jeg undskylder for den ulejlighed, du har haft med at skrive til os, og kan oplyse dig om, at du ikke vil få flere breve fra VisitDenmark om udlejning af dit sommerhus i din e-Boks,« skriver direktøren videre.
Forbrugerombudsmanden er på baggrund af flere klager til denne instans i gang med at vurdere, om de også vil tage sagen op.
Datatilsynet forventer at komme med en afgørelse midt i denne måned.