Visa og Mastercard investerer i Facebook-kryptovaluta

Illustration: irklig / BigStock
En række virksomheder, herunder Visa, Mastercard, Paypal og Uber, investerer hver 10 millioner dollars i Libra, Facebooks kryptovaluta, som fremvises i næste uge.

Facebooks kryptovaluta, Libra, har fået sig en række vigtige investorer. Det handler blandt andet om Visa, Mastercard, Paypal og Uber, som hver især har investeret 10 millioner dollars (ca. 66,2 mio. kroner).

Det skriver Wall Street Journal.

Investeringerne er relativt små i forhold til Facebooks planer om at indhente op til 1 milliard dollars (6,6 mia. kroner) i investeringer, men for Libra kan det afgørende blive, at der er interesse for at støtte op om kryptovalutaen fra kreditkortvirksomheder, banker og andre spillere på markedet.

Kryptovalutaer har ikke kunnet konkurrere med mere traditionelle betalingsformer af flere årsager, blandt andet på grund af lave transaktionskapaciteter og meget svingende kurser.

Det har gjort det svært at få lov til at betale for sin pizza med Bitcoin, men med store finansielle institutioner om bord kan Facebook have en fordel, når de skal forsøge at udbrede Libra.

Ikke mange detaljer

Facebook er gået stille med dørene, når det gælder Libra, men ifølge Techcrunch er det planen at offentliggøre et whitepaper for kryptovalutaen på tirsdag – 18. juni.

Både Techcrunch og Wall Street Journal rapporterer, at Libra bliver en stablecoin – det vil sige en kryptovaluta, hvis værdi er bundet op på værdien af en bestemt valuta eller et aktiv. I Libras tilfælde en samling af nationale valutaer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere