Vis os dine klistermærker - eller hvordan din Angular-sticker kan spores tilbage til Victoria-tiden

Klistermærkerne på den bærbare computer signalerer til omverdenen, hvad du interesserer dig for og arbejder med - men der er konkurrerende skoler for at bruge dem.

It-afdelingen i enhver mondæn virksomhed i finanssektoren ville nok korse sig, hvis de så, hvordan især den yngre generation af webudviklere har dekoreret deres bærbare computere med klistermærker i et omfang, som for it-chefen nok vil give flashbacks til dengang, der var rigtige punkere til.

Version2-journalisten har genoplivet en 8 år gammel bærbar med Xubuntu, en SSD og klistermærker, som afspejler ejerens personlige interesser. Illustration: Jesper Stein Sandal

Traditionen er ikke ny, men har bredt sig inden for de senere år. Den er muligvis inspireret af filmen Hackers fra 1995, som på sin egen unikke måde blandede skatermiljøet med hacking. En af filmens hackere har en bærbar computer med et klistermærke fra tøjfirmaet Supreme. Jeg satte også selv et Red Hat klistermærke på mit desktop-tower i 1998, og jeg har næppe været specielt forud for min tid.

Man kan også trække en kulturel parallel til 'bumper stickers', hvor det i årtier har været populært at markere alt fra sin kærlighed til en bestemt pickup-truck til sin politiske overbevisning i det offentlige rum ved at dekorere et dyrt stykke hardware med billige klistermærker.

Omkring 2002 begyndte man at se enkelte klistermærker på låget af bærbare pc'er i takt med, at de blev mere udbredte blandt universitetsstuderende, og i 2009 blev det mere almindeligt at se især Macbooks, der var dekoreret med klistermærker.

Det lysende æble

Macbooken var særlig velegnet til formålet. Bagsiden af skærmen var helt glat og grå, og det oplyste Apple-logo indbød til at dække det eller omkranse det med klistermærker eller 'decals', som udnyttede enten lyset eller æbleformen på en ny visuel måde.

Det var også omkring 2008, at det blev mere almindeligt, at pc-producenter som HP og Dell tilbød særlige kunstneriske designs, der kunne udsmykke pc'en. Der var altså en generel tendens til at ville have pc'en til at signalere ejerens personlighed.

Bærbar udstyret med klistermærker fra konferencer og andre trofæer fra især open source-miljøet. Bemærk Batman-mærket, der gør brug af det lysende Apple-æble. Illustration: Doug Belshaw (Flickr, CC)

Cirka samme tid begyndte open source-miljøet at tilbyde klistermærker, som deltagere på konferencer kunne sætte på deres bærbare computere som trofæer. Dermed begyndte klistermærkerne at skille sig ud fra de første klistermærker, som signalerede noget personligt, til også at signalere noget professionelt.

Selv denne idé er dog ikke ny. En ny Apple-computer har siden i hvert fald 1990'erne haft et par klistermærker med i kassen med først Apples regnbuefarvede æblelogo og siden det hvide logo.

Med open source-klistermærkerne bredte de sig også fra den personlige pc hos universitetsstuderende til de færdiguddannede inden for især webudvikling.

Det betyder, at det i dag er almindeligt at se en bærbar computer, som er dækket af et tæt lag af klistermærker, som alle er relateret til it-konferencer og teknologier. Ethvert open source-projekt med respekt for sig selv har et logo og et klistermærke, og på konferencerne er det i dag ikke kuglepenne eller skumbolde med påtrykt logo, som ligger til fri afhentning, men klistermærker.

Så når man sidder dér på caféen og koder på sin Macbook, så er man reklamesøjle for ikke bare sig selv, men også de teknologier, man arbejder for - og i mange tilfælde også en række startups, som naturligvis også har klistermærker.

Klistermærkestandarder

De velkendte små klistermærker, kendt for deres genstridige lim. Illustration: twak (Flickr, CC)

Hvis du for 10 år siden havde spurgt it-afdelingen, hvordan den havde det med klistermærker på firmaets bærbare pc'er, så havde du nok fået en længere smøre om, hvor irriterende alle disse klistermærker er. Men it-chefen havde nok de små logoer fra Microsoft og Intel i tankerne, som man stadig kan finde nær tastaturet på visse pc'er.

Klistermærkerne er nu nået dertil, hvor de er blevet så almindelige, at det har medført to reaktioner. Den ene er at vende tilbage til det puritanske med en helt jomfruelig bærbar. Den anden er selvfølgelig standarder for klistermærker. I hvert fald uofficielle.

Opensource.com har nedfældet de basale regler for gode klistermærker. Her er den vigtigste regel for dem, der måtte være interesserede i at få lavet klistermærker, at man bør vælge en vinyludgave, enten den matte eller den blanke. Papirklistermærker holder dårligere og er sværere at fjerne igen.

På Github finder man projektet StickerContructorSpec, som definerer standardstørrelsen på én bestemt type klistermærke, som er populær inden for især de forskellige Javascript-frameworks, nemlig det sekskantede klistermærke.

De sekskantede klistermærker har den fordel, at de kan placeres helt tæt uden at overlappe - hvis sekskanterne vel at mærke følger standardstørrelsen, hvor den største afstand er på to tommer eller 5,08 centimeter.

Den direkte modsætning ses hos dem, der foretrækker mange klistermærker i forskellige former og størrelser og helst i en så stor mængde, at de overlapper og næsten skjuler alle spor af den hardware, der gemmer sig under mærkerne.

Hippiekaos og 1920'er-turisme

Det er tættest på det kaotiske og rebelske udryk, som oprindeligt kom fra skaterkulturen - om end man kan argumentere for, at hippierne var der først med deres brug af klistermærker på folkevognsrugbrødet, og selv det kan måske endda spores længere tilbage til opblomstringen af bilferiekulturen i 1950'erne, hvor klistermærkerne var en souvenir, som viste, hvilke seværdigheder man havde besøgt.

Eller man kan trække en tråd helt tilbage til de papirklistermærker, som ethvert hotel med respekt for sig selv, havde til rådighed, så gæsterne kunne tilføje dem til samlingen på kufferten. De var populære fra slutningen af 1800-tallet og frem mod Anden Verdenskrig.

Idéen om at skilte med, hvor man har været, og indirekte hvem man er, via klistermærker kan altså på sin vis spores helt tilbage til Victoriatiden.

Man kan måske ligefrem sige, at klistermærket følger med teknologikulturen. Først jernbanen og dampskibene, siden privatbilismen og nu den personlige computer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kim Schulz

Kan huske at da vi afholdte en Gnome konference i København i 2001 var det nærmeste et krav (set i forhold til forespørslen) at vi havde klistermærker tilgængeligt som merchandise. Ligeledes blev sponsorer og samarbejdspartnere også anbefalet at have klistermærker. De røg selvfølgelig på laptops, kufferter og hvor folk ellers kunne finde plads til dem.
Personligt har jeg i dag en 5-6 stickers af forskellig størrelse på min arbejdslaptop - en af de få på min arbejdsplads som har dette.

  • 0
  • 0
Lars K. Hansen

[mavesur]Har aldrig haft klistermærker på computerne - får aldrig klistermærker. Jeg kan simpelthen ikke se det "flotte" i det. At andre har det, fred være med det. [/mavesur]

Bare ikke på min :-)

P.S. Jeg har heller ikke på kufferterne, bilen, cyklen eller hvor man ellers kan finde på at sætte dem.

  • 4
  • 0
Knud Jensen

Privat har ingen af mine "aktive" maskiner nogen form for klistermærker.
Jeg havde dog et skab hvor de alle blev klistret på, men er siden vokset fra det.
Rejsekufferten har dog flere forskellige klistermærker, Primært fordi det er en standard Samsonite kuffert og jeg ikke gider stå og læse skiltet på hver af dem...

Og på arbejde er der standardmærkerne med "core i5 intel inside, og "microsoft windows".
Samt et "tyverisikret + kommune navn", hvilket får lov at sidde der for sjovs skyld, da der reelt ingen sikring er imod nogen form for tyveri af den. På den forrige maskine faldt det endda af, på en varm sommerdag.

  • 0
  • 0
Ditlev Petersen

Jeg har et klistermærke med en dinosaur, jeg har glemt arten, men det er en planteæder af ornithischernes orden med stor kam på hovedet. Og så et 3D-klistermærke af en stjerne, der titter frem bag et eller andet himmellegeme.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize