Virtualisering og nye antenner giver mobilt bredbånd 23 sømil nord for Skagen

NaturErhvervstyrelsens kontrolskib 'Vestkysten'.
De danske fiskeriinspektionsskibe har ved hjælp af netværksvirtualisering skåret ned på forbruget af dyre satellitforbindelser.

23 sømil fra land skal man være heldig at fange et 3G mobilsignal, selv fra toppen af en skibsmast, så hvad gør man, når man står på et skib og har brug for en internetforbindelse?

Internet via satellit kan koste mere end 100 kroner pr. megabyte. For de danske fiskeriinspektionsskibe er der derfor penge at spare, hvis de kan få almindeligt mobilt bredbånd til at række så langt fra kysten som muligt.

»Udfordringen er, at vores kontrolskibe opererer i indre danske farvande, men så langt væk som Nordøstatlanten. Vi har en række it-systemer, som understøtter besætningerne i deres arbejde, og der er behov for, at de kan tilgås online,« fortæller teamleder Bjarne Lund fra Center for IT hos NaturErhvervstyrelsen til Version2.

Danske og udenlandske fiskere er pålagt en række regler, som kræver, at der afgives beskeder om fiskeriaktiviteter elektronisk i realtid til de nationale myndigheder, og disse beskeder skal være til rådighed for kontrolskibene, så de kan indgå i besætningens prioritering af, om det pågældende fiskerfartøj skal boardes for kontrol eller ej.

Reglerne kan eksempelvis omfatte, at det i visse områder kan være tilladt at fange laks, men ikke torsk, så derfor er det væsentligt for besætningerne at vide, når et fartøj flytter fra ét område til et andet, og hvad det har fanget.

Det er et eksempel på data, som kontrolskibene skal kunne hente for at kunne udføre deres kontrolopgave ved elektronisk at samkøre beskederne fra fiskerne med en risikomodel.

Det kan ske ved hjælp af en satellitforbindelse, men det er dyrt, og datamængderne vokser. Derfor har NaturErhvervstyrelsen været på udkig efter en løsning, der kunne gøre skibene i stand til at bruge de langt billigere mobilnetværk det meste af tiden og kun bruge satellit, når de var meget langt fra land.

»Historisk, så har besætningen prøvet at forberede sig på deres arbejde, mens de stadig var inden for mobildækning, men det gav dårlige arbejdsgange. Vores besætninger var kede af, at det ikke kørte bedre,« fortæller Bjarne Lund.

Samler flere forbindelser i én

Han prøvede derfor at prikke til styrelsens forskellige it-leverandører, og i foråret 2015 foreslog Zentura, at det måske var forsøget værd at afprøve Citrix Cloudbridge, som på daværende tidspunkt stadig var i testfasen.

I september blev systemet installeret på det største af de tre inspektionsskibe 'Vestkysten', som er dét skib, hvor behovet er størst, da det bevæger sig længst fra kysten.

»Teknikken går ud på, at vi har en kasse i hver ende og kan bundle forskellige forbindelser. Samtidig bruger den UDP, og det er godt hér, fordi den ikke venter på bekræftelse for pakker,« siger Bjarne Lund.

På skibene og hos NaturErhvervstyrelsen står altså en hardwareenhed med Citrix' software, som al trafikken sendes mellem. Boksen på skibet råder altså over både modem til mobilt bredbånd og satellitforbindelse og kan fordele trafikken mellem forbindelserne ud fra, hvor godt data kan komme igennem på de forskellige forbindelser.

Ved at bruge UDP som netværksprotokol mellem de to endepunkter kan data sendes, uden datastrømmen bliver forstyrret af lange svartider.

Inspektionsskibene har haft muligheden for at skifte mellem mobilt bredbånd og satellit, men før det nye system var det en manuel proces. Det indebar, at besætningen skulle planlægge at udføre visse online-opgaver, mens de var inden for rækkevidde af mobilnetværket, og dernæst skulle skifte til satellit, hvilket de ofte gjorde, når det var mest belejligt.

Det betød, at besætningerne ofte skiftede over til satellit, før det var nødvendigt, fordi de ikke ville afbrydes i deres arbejde. Med den nye løsning kan de fortsætte deres arbejde, mens systemet skifter automatisk. Dermed bliver der brugt mindre tid på satellitforbindelsen.

Med det nye system viser erfaringerne foreløbig, at alene den mobile bredbåndsforbindelse til TDC's netværk bliver brugt 21,5 timer i døgnet i gennemsnit. Dermed ser satellitforbindelsen ud til at blive brugt mindre.

»Der er nogle udgifter til at implementere det her, men løbende er det ikke dyrt. Mobilt bredbånd koster ikke ret meget i forhold til satellit, så det kan finansieres på kort tid,« vurderer Bjarne Lund.

Nye antenner til 3G og 4G

Ud over Citrix-løsningen har NaturErhvervstyrelsen også opgraderet antennerne på skibene, så der nu er antenner, der er optimeret til frekvenserne til henholdsvis 3G og 4G. Samtidig er antennerne placeret på masten på skibet, og mobilmodemerne sidder lige nu inde i masten. Det har man valgt for at kunne trække korte kabler fra antennerne til modemerne og så trække længere og mindre interferensfølsomme kabler fra modemerne til netværksenheden.

Undervejs har man også fundet frem til, at det bedste resultat opnås ved at dedikere nogle af forbindelserne til at køre 4G rent og andre til ren 3G for at undgå problemer, når modemerne skifter mellem de to typer.

Der opstår dog af og til problemer med modemer, der ikke forbinder til mobilnetværket igen, efter skibet har været uden for dækningsområdet. Det kræver lige nu en genstart, men NaturErhvervstyrelsen arbejder sammen med leverandørerne på at finde frem til årsagen og en løsning. Blandt andet mistænkes de ofte lave temperaturer, som modemerne udsættes for i deres placering i masten, for at kunne påvirke stabiliteten.

Muligheden for at bundle flere forbindelser betyder også, at det er muligt at bruge flere udbyderes mobilnetværk for at opnå dækning og mere båndbredde.

»Med denne løsning har vi haft en god grund til at købe hos alle leverandørerne uden om den fælles aftale for staten,« fortæller Bjarne Lund.

De nye antenner og muligheden for at bundle forbindelserne betyder i praksis en markant forbedring af, hvor langt skibene kan være fra kysten og stadig få forbindelse til de landbaserede netværk. Tidligere var skibene ofte uden for rækkevidde blot fem til otte sømil fra land (cirka 9 til 15 kilometer). Nu har man på skibet Vestkysten målt dækning hele 23 sømil nord for Skagen (cirka 42 kilometer).

»Vi bruger nu næsten kun satellitforbindelsen som sikkerhedsnet. Det har løst rigtig mange ting for os, og der er ingen problemer på applikationssiden. Vi har nogle applikationer, som før var følsomme over for, at vi skiftede mellem modem og satellit. De mærker ikke længere, at vi skifter,« siger Bjarne Lund.

NaturErhvervstyrelsen er nu i færd med at installere systemet på alle tre skibe og arbejder samtidig på løbende finpudsning. Det sker blandt andet ved hjælp af et dashboard, hvor besætningerne kan holde øje med kvaliteten af de forskellige forbindelser. På den måde kan de se, om der eksempelvis er en mobil bredbåndsforbindelse fra en bestemt leverandør, der ikke giver tilstrækkelig dækning til, at det kan betale sig at have den med i puljen.

Følg forløbet

Kommentarer (10)

Svend Nielsen

Udviklingen på satellit bredbånd er gået hurtigt de seneste år. 100 kr pr. MByte lyder mere som en roamet mobil bredbåndsforbindels.
Hos SkyFi (https://www.europasat.com/dk/takster/) kan man få en 100 GByte pakke pr måned til 99,95 Euro ( 756 kr). Min lommeregner siger at det er 0,0075 kr pr MByte.

Båndbredden er 22/6 MBit hvilket formodentlig er langt over hvad en 3G eller 4G kan levere på 23 sømil.
SkyFi bruger Eutelsat Ka Sat, som dækker hele europa og mere til.

René Nielsen

Nu kender vi jo ikke udstyret og behovet, men det lyder ikke usandsynligt med DKK 100,00 pr MB for maritimt internet! Det er ikke gratis at sende en satellit op og så bagefter lave sende/modtager udstyr som skal holde til ”livet på havet”

Udstyret skulle jo gerne virke selvom båden vipper lidt og man er langt fra land. Det er nogle andre priser jeg finder (når vi taler om maritimt internet/telefoni). http://www.groundcontrol.com/maritime_satellite_internet.htm

Mon ikke at de små priser følger de store datamængder og de højere priser de små datamængder?

Jens Ewerling

Det kræver en ekspert system integrator ligesom SeaSat i Køge for at løse specifikke udfordringer som dette her. Derudover er verdens førende firma på udvikling og produktion indenfor udstyr til maritime satellit- og radiokommunikation i Danmark (!), nemlig Thrane & Thrane A/S (trading as Cobham SATCOM).
@Svend Nielsen - man ikke bare bruge Eutelsat Ka-Sat 9A med billig almindelig land udstyr og data planer til maritim brug, det virker ikke. Det kræver specielt radio udstyr i en specielt stabiliseret antenne fordi et skib flytter sig mellem satellitbeams, og så er der også lidt andere priser end på Tooway eller Skyfi, men stadig ikke i nærheden af 100 kr/MB.

Der er rigelig med muligheder for maritime bredbånd til Norden, se også THOR 7 fra Telenor Satellite Broadcasting, TSBc.

Lars F. Jensen

Afstanden til nærmeste olie-/gas-platform må da normalt være en del under 23 nm i det meste af Nordsøen. Disse platforme har vel allerede gode forbindelser til land - eller ?

Ville der ikke være mulighed for generel bedre 4G dækning, hvis landene omkring Nordsøen udbyggede med 4G basisstationer på relevante platforme?

Lars :)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen