Virtualisering er motoren i disaster recovery for flyselskabet Thomas Cook

3. maj 2011 kl. 08:111
TEMA: Flyselskabet Thomas Cook Airlines flytter så mange af it-systemerne som muligt over på en virtuel platform, der er fundamentet for en streng disaster recovery-plan.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Luftfart er en dyr branche, når noget går galt i serverrummet, for fly skal helst være i luften til tiden for at tjene penge. Derfor har flyselskabet Thomas Cook Airlines, som især flyver charterture for rejseselskaberne Spies og Ving, opbygget en omfattende plan for disaster recovery, hvis uheldet skulle ramme datacenteret.

»Vi har en ret gennemtænkt disaster recovery-plan, som vi tester en gang om året. Visse systemer som eksempelvis IP-telefoni og systemer, der skal få flyene i luften, skal være oppe igen inden for otte timer,« forklarer teamleder Jesper Brink Sørensen fra Thomas Cook Airlines' danske afdeling til Version2.

It-systemerne er afgørende for at holde styr på fly, besætninger og passagerer, så hvis it-systemerne er nede, så kan flyene heller ikke komme af sted. Og et af nøglesystemerne er IP-telefoni, fordi kommunikation er afgørende, hvis uheldet har været ude.

»Vi går meget op i disaster recovery og har ret strenge krav. Der er vores virtuelle platform motoren. Uden den ville det ikke være umuligt at komme hurtigt op igen, men det ville være vanskeligere,« siger Jesper Brink Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er IP-telefonisystemet det seneste, som er blevet flyttet til en virtuel platform i samarbejde med konsulentfirmaet Axcess, som har leveret en løsning baseret på Ciscos Unified Communications-platform.

Det nye IP-telefonisystem hos Thomas Cook består derfor af to fysiske maskiner, som spejler hinanden. De kører begge med VMwares virtualiseringsplatform på Ciscos hardware, selvom Thomas Cook hidtil har anvendt Microsofts Hyper-V.

»Generelt kører vi Hyper-V, men Cisco har en politik om, at de vil kende til alt i deres systemer, så vi er tvunget til at købe Ciscos kasser og køre VMware. Det er ærgerligt, for vi ville gerne have kunnet konsolidere,« siger Jesper Brink Sørensen.

Heldigvis kan it-folkene bruge det samme administrationsværktøj til både VMware og Hyper-V, og næste skridt bliver at flytte selskabets fax-løsning over på den virtuelle platform og tilknytte ny hardware, så systemet kan bruges til både fax og sms direkte fra brugernes pc'er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi kiggede også på en løsning med rent fysiske maskiner, men det var billigere at køre virtuelt. Vi skulle købe mindre hardware, så VMware-licensen er hurtigt betalt,« siger Jesper Brink Sørensen.

Thomas Cook Airlines har et datacenter i Danmark, men disaster recovery-planen involverer samarbejdspartneren Mytravel, der har datacentre i Stockholm og København. Selskabets testmiljø står hos Mytravel i København, og det er det første skridt i disaster recovery-planen.

»I en disaster-situation fjerner vi testmiljøet. Det kan lige akkurat køre det, vi har i dag, men vi har også mulighed for at købe ekstra kapacitet,« forklarer Jesper Brink Sørensen.

Fordi de fleste af Thomas Cook Airlines' it-systemer i dag kører på en virtuel platform, er systemerne ikke afhængige af, at der er bestemt hardware til rådighed i det datacenter, hvor systemerne skal genetableres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag har Thomas Cook Airlines virtualiseret cirka 80 procent af systemerne, men selvom it-folkene gerne ville virtualisere alt, så er der nogle systemer, hvor det ikke er helt lige til.

»Vi har nogle udfordringer med for eksempel Oracle. Det er lidt et smertensbarn med licenser i den sammenhæng, så der kører vi med en dedikeret fysisk maskine, som vi så kører virtuelt oven på. Vi har ét meget vigtigt system, som kører på Oracle, så det er lidt en udfordring,« forklarer Jesper Brink Sørensen.

Som udgangspunkt kræver Oracle, at man køber licens til samtlige processorer i den fysiske maskine, som softwaren kører på, også selvom den virtuelle maskine ikke udnytter alle processorer. For at komme uden om den ekstra omkostning ved virtualisering af Oracles database skal man bruge Oracles egen virtualiseringsløsning eller køre Solaris.

Det vil imidlertid også give problemer for it-folkene, hvis de skal administrere endnu en virtualiseringsplatform.

»Der er mange virtualiseringsplatforme, men meget få værktøjer, der kan administrere på tværs af dem alle, og de gør ikke helt godt nok, så man kommer til at fedte med at få ét backupværktøj til at virke med dem alle. Vi forsøger at standardisere for at holde administrationen lavest mulig,« siger Jesper Brink Sørensen.
Artiklen er en del af Version2's tema om virtualisering.

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
3. maj 2011 kl. 08:56

Hvorfor skal Oracle og deres licenser altid være på tværs, og hvorfor bliver kunder ved med at finde sig i det licensbøvl der altid er med Oracle installationer? Burde en licensnøgle ikke blot definere hvor mange processorer (RAM også?) der er købt licens til, og så kun udnytte det antal? Så kom man jo uden om det med hvor mange processorer der er tilgængeligt i den fysiske maskine.