Virksomheder trætte af lange svartider med Sharepoint

Urimeligt lange svartider skæmmer de fordele, som flere virksomheder ellers oplever ved at anvende Sharepoint som platform.

»På et tidspunkt havde vi svartider på både ti og tyve sekunder, mens det kunne tage flere minutter at logge sig ind. Jeg behøver næppe forklare, hvor frustrerende det er«.

Lars Aagaard, it-chef i ingeniørforeningen IDA, er en af de mange it-ansvarlige, som netop i denne tid er ved at implementere Microsofts Sharepoint som platform for virksomhedens it-løsninger. Men trods en generel tilfredshed med Sharepoint, er svartiden efter et halvt års drift stadig et irritationsmoment, forklarer Lars Aagaard.

»Det har været nødvendigt med en lang række justeringer for at mindske problemet, men selv om det nu går bedre, er der bestemt plads til forbedringer«, siger Lars Aagaard.

Det samme har man oplevet hos rådgivervirksomheden Cowi, hvis Sharepoint-baserede intranet ellers netop er blevet kåret til et af verdens ti bedste af usability-eksperten Jakob Nielsen.

»Indholdsmæssigt har vi fået opbygget et helt enormt intranet med alle de funktioner, vi ønskede. Men svartiden er ikke god nok. Det bør højst tage et par sekunder at uploade en side, men det er desværre ikke tilfældet i dag. Jeg ved, at andre har oplevet det samme med en SharePoint-løsning, og det er en af de ting, vi arbejder på at få løst«, sagde Cowis it-direktør Arne Hougaard Nielsen i den forbindelse til Version2.dk.

Hos IDA er det lykkedes at nedbringe svartiden ved at opprioritere output caching, altså en forøget lagring af de mest brugte elementer på hjemmesiden.

»Netop den justering har givet det bedste resultat, men det har ikke løst hele problemet. Og vi kan faktisk ikke sige, hvad der helt præcist er skyld i de lange svartider«, siger Lars Aagaard.

Brugere glemmer at skalere
For både IDA og Cowi gælder, at de har anvendt virksomheden Netcompany til implementeringen af Sharepoint. Her bekræfter man, at overgangen til Sharepoint indledningsvist kan resultere i højere svartider. Ifølge salgsdirektør og partner André Rogaczewski ligger fejlen dog ikke i selve Sharepoint-platformen.

»Den gennemgående fejl er, at virksomhederne løbende lægger stadig flere funktioner over på Sharepoint uden en tilsvarende skalering og justering«, siger André Rogaczewski og giver et eksempel:

»Eksempelvis kan Sharepoint i udgangspunktet have været tænkt som en platform til intranettet, men senere overføres så også dokumenthåndtering og flere andre funktioner. Men det kan man ikke gøre uden samtidig at skalere og tune systemet«.

Netcompanys salgsdirektør mener derfor ikke, at Sharepoint kan betragtes som mere problematisk end andre platforme i forhold til spørgsmålet om svartider.

»På den front er Sharepoint hverken værre eller bedre end alternativerne. Min oplevelse er, at kunderne løbende konstaterer, at Sharepoint kan meget mere end man først vidste, og at man derfor overflytter stadig flere opgaver uden at justere det omgivende system«, siger André Rogaczewski og opfordrer samtidig brugere af Sharepoint til hele tiden at sikre sig de nødvendige patches, opdateringer og justeringer.

–-
Sætter du også kaffe over, når intranettet skal loade en side? Skriv dine gode og dårlige oplevelser med sharepoint i debatten!

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kristian Larsen

I min optik er problematikken lige så meget at sharepoint er et relativt umodent produkt.

At folk så farer ud og smider al mulig funktionalitet ind i det giver vel selv sagt problemer.

Men bare rolig, hvis det ikke bliver fixet i næste SP så gør det det nok i næste udgave mm. det viser sig at være en feature :P

  • 0
  • 0
#2 Martin Kofoed

Det er vist generelt for portaler/aggregeringsmotorer, hvor en masse indhold fra forskellige kilder skal præsenteres sammen.

Det er sådan nogle løsninger, som ser vildt godt ud tegnet til arkitekternes store tilfredshed med kasser, skyer, pile, og bling-bling, men som udviklere korser sig ved at implementere, fordi de VED, at det giver performanceproblemer at bygge en side med 50 servicekald per request, kald til legacy CMS-systemer efter indhold, kald til HR-systemer, kald til CICS etc. etc. etc. ... Læg dertil smarte ting som WSRP (WebServices for Remote Portlets), hvor alle "seamlessly" kan integrere til alle portalservere i hele verden... Smart, smart.. Så nedarver man alle WS-*'s dårligdomme blot for at præsentere et stykke indhold i en lille boks på en webside.

Det ender som regel med, at der skal hackes en masse caching-lag ind omkring, hvilket dels ødelægger den oprindelige arkitektur og dels koster en masse konsulenttimer til leverandøren af Sharepoint eller lignende.

En portalserver (uanset fabrikat) er et stykke kompliceret infrastruktur, som - implementeret korrekt - kan give en masse fordele. Men som oftest anvendes den enten som en simpel aggregeringsmotor, der nøjagtigt lige så godt kunne have været udviklet efter "keep it simple"-principper eller som en silver bullet, der skal løse alle virksomhedens præsentationsbehov. Begge dele er lige slemt. I sidste ende står man efter massivt forbrug af tid OG penge ofte med en løsning, som man kunne have udviklet hurtigere og bedre ved at bygge oven på Drupal, Jahia, Liferay eller lignende. Og så havde man endda en masse viden in-house efterfølgende.

Men ok, man får nok ikke tre flasker vin til jul ...

  • 0
  • 0
#3 Normann P. Nielsen

@Kristian

"I min optik" - hvad er preferencerne der for bedømmelsen?

Som M$ og WSS bruger/Administrator ser jeg trods alt et produkt i 3 udgave, så hvad definerer lige at det er umodent (hvilket i øvrigt er et subjektivt udtryk).

Jeg ser altså ikke dit indlæg som særligt seriøst, hverken punkt 1,2 eller 3 (der vist mest er typisk Version2 "FUD")

Min egen opfattelse af sharepoint (WSS) svarer meget godt til artiklen, det kræver lidt optimering, men jeg syntes ikke svartiderne på nogen måde er usædvanligt slemme.

  • 0
  • 0
#4 Kristian Larsen

Sammenlign med konkurrenterne - det er en typisk opfattelse for folk indpodet med MS produkter at "det er godt nok" eller "det bedste" uden at kunne konkretisere.

Så vend den om, ift. alternativerne hvad er det så der gør Sharepoint godt? Er det mere modent end alternativerne? nej Er det baseret på mere moden teknologi? nej Har der været problemer med opsætning af stortset alle reference installationer? ja (dvs. dem jeg har hørt om). Gør det sig gældende for konkurrenterne? nej Findes der alternativer der kan alt sharepoint kan? ja Har de været evalueret til disse projekter? som oftest nej

Mange MS administratorer har smækket sharepoint op, og så har virksomheden fundet ud af at det ikke bare lige var en server mere og er begyndt at søge folk - den vildledelse er ihvertfald en del forklaring til sharepoints udbredelse.

Jeg har set store e-learning portaler baseret på konkurrerende produkter som på ingen måde havde problemer med hverken svartider eller caching (rent faktisk var caching ikke nødvendigt). Jeg ved det kan gøres bedre og jeg er derfor ret uforstående overfor sharepoint valget da det eneste argument jeg kan se for det er at der står MS på kassen.

  • 0
  • 0
#5 Normann P. Nielsen

Er det mere modent end alternativerne + Er det baseret på mere moden teknologi??

Så hermed slået fast at .NET/IIS/Web-services etc er en umoden teknologi..(?)

Har der været problemer med opsætning af stortset alle reference installationer + Gør det sig gældende for konkurrenterne?

Dem vælger jeg så ikke at kommentere :-)

Findes der alternativer der kan alt sharepoint kan?

Hvilke? Jeg er selv på udkig efter noget evt til. privat brug. Jeg er bekendt med Alfresco og O3 Spaces, men efter hvad jeg ved er deres officepakke integration altså ikke ligeså indplementeret (har dog ikke afprøvet dem)

Problemet her er sikkert, at jeg kender rigtigt meget til Sharepoint og ikke så meget til alternativerne, men min fornemmelse er at du ikke er så dybt bekendt med Sharepoint.

  • 0
  • 0
#6 Kristian Larsen

Modenhed: Modenhed kan ofte gradbøjes, men relativt set er .NET umodent. IIS kan godt siges at være en moden komponent efterhånden - min personlige oplevelse er ihvertfald at .NET integrationen oftere giver problemer end IIS i sig selv og IIS problemer oftest er fejlkonfiguration.

En mængde webservice protokoller og standarder er efterhånden modnet for sig, en anden mængde er ikke, men samlet set er helheden ikke modnet. Dermed ikke sagt man ikke skal bruge det, bare at man skal holde det sig for øje - det er dog ikke specielt et problem for Sharepoint idet det er et problem for SUN, IBM, MS, Oracle mfl.

.NET frameworket har den fordel og ulempe at hver version er en fork og dermed kan version 1 derfor siges at være moden, mens version 2 er delvist modnet og version 3 er umoden. Men jeg ville alligevel aldrig anbefale nogen at planlægge udfra at skulle køre .NET version 1.

Af kommercielle alternativer som henvender sig direkte til samme funktionalitetssphere kan nævnes IBM Lotus Quickr [Domino/Websphere/J2EE/NSF] og Novell Teaming & Conferencing [LAMP så hut jeg visker], eller semi IBM Lotus Workplace [Websphere/J2EE/NSF]. Alle med mulighed for integration - her dog udover til MS Office også til OOo og Lotus Symphony.

Jeg er ikke umiddelbart bekendt med FOSS projekter som sådan som jeg ville overveje idet jeg også anser de projekter for, for umodne til mange ting.

Og nu du ikke ville kommentere det - så nævn da gerne en problemfri reference installation af Sharepoint - jeg har set projekter på de andre platforme som er implementeret uden problemer.

Til sidst, formoder jeg du vil medgive at en Sharepoint server ikke blot er "endnu" en server set ift. et miljø med fil/print/web/office etc. og at der skal særlige kompetencer til at køre det. En del af min pointe er at det har mange troet, og fundet ud af at de troede fejl, og det kan Sharepoint selvfølgelig ikke lastes for, men MS marketing kan til gengæld godt. Ligesom de ukløgtige mennesker som har taget en, set i mine øjne, strategisk beslutning uden et ordentligt grundlag i allerhøjeste grad kan.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere