Det skriver Computerworld.
Den nordamerikanske organisation Arin har nu så få IPv4-adresser tilbage, at de i går måtte bede en ansøger om at vente. Der var ingen blokke af adresser, der var store nok til at tilfredsstille ansøgerens behov.
Problemet har været forudset i lang tid, og nu er det ifølge Arins direktør, John Curran, en realitet. Det er et skridt på vejen imod en total udtømmelse af Internet Protocol Version 4-adresser - den type, som de fleste enheder på internettet stadig bruger. IPv4 har i alt cirka 4,3 milliarder adresser og de såkaldte 'free pools', som administreres af officielle myndigheder såsom Arin i USA og Ripe i Europa, er tæt på at løbe tør.
Læs også: Nu løber USA også tør for IPv4-adresser
Der er kun omkring 150.000 adresser tilbage hos Arin, som er en af de 5 sådanne myndigheder i verden, der uddeler IP-adresser. Nogle adresser vil blive frigivet, når indehaveren nedlægger sin forretning eller stopper med at betale regninger, og der vil blive frigivet nogle ekstra adresser fra den globale pulje drevet af IAANN. Det er dog uklart, hvor mange adresser der vil komme fra de to kilder.
IPv4-manglen kommer samtidig med, at behovet for adresser ifølge Arin er stigende. Den øgede efterspørgsel og det begrænsede udbud kan ifølge Curran lede til en total udtømning inden for de kommende uger.
Den eneste rigtige løsning ifølge Arin er IPv6 - det nye system, som tillader et næsten ubegrænset antal adresser. Mere end 1 billion adresser for hver kendt stjerne i universet siger gruppen. Nogle af de større navne på internettet anvender allerede IPv6 i dag, mens andre it-afdelinger har udsat overgangen, fordi det er en tidskrævende og besværlig affære.