Video: Se Googles Street View-cykel sno sig til tops i Rundetaarn

23. september 2010 kl. 12:324
Googles Street View-teknologi tager nu favntag med cykellandet Danmark. Den trehjulede cykel på 150 kilogram har allerede dækket de første 300 kilometer danske stier og parker - og nu også Rundetaarn.
Artiklen er ældre end 30 dage

Googles Street View-cykel er kommet til Danmark. Cyklen, der kan gennemfotografere steder, hvor den traditionelle street view-bil ikke kan komme til, har allerede logget 300 kilometer på cykelstier, i parker og gågader.

Torsdag formiddag var turen nået til Rundetaarn, hvor Trike-fører Frantz Hansen tog hele turen op i den berømte sneglegang på to minutter.

Planen er, Frantz Hansen skal cykle ikke færre end 3.000 kilometer i kongeriget, så han må formodes at have gode lår, når projektet er færdigt.

»Vi samarbejder VisitDenmark om, hvilke områder, street view-cyklen skal fotografere, og alle er velkomne til at foreslå steder, som vi bør besøge,« siger salgschef i Google, Nikolaj Thobo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den trehjulede cykel er spækket med 360 graders kameraudstyr på teleskopstang, laserteodolitter til at måle afstand til bygninger, en benzindrevet generator foruden naturligvis gps-udstyr og en styringscomputer til at logge positionen. Dermed kommer den samlede vægt op på 150 kilogram, så det er forståeligt, at cyklen har en gearing med dobbelt udveksling.

Cyklen er dog blevet en smule lettere i forhold til tidligere udgaver, idet der ikke længere er wifi-scannere ombord:

»Nej. Det er den ikke udstyret med,« siger Nikolaj Thobo. Datatilsynet gav nemlig tidligere på året Google en næse for at have opsnappet mails og kodeord fra folks wifi-netværk via Street View-bilerne.

Nikolaj Thobo afviser, at der ligger en konkret forretningsmodel bag, at man nu også vil gennemfotografere danske gader og stræder, der ikke umiddelbart er tilgængelige med bil.

»Der er ikke nogen specifik monetariseringsmodel for projektet. Det er mere et spørgsmål om at udvide Street View-universet til nogle spændende steder. Nu i dag har vi fotograferet sneglegangen i Rundetaarn, og prøv at forestille dig de muligheder, det kan give turister fremover. Nu får de en langt bedre mulighed for at visualisere, hvad Rundetaarn er for noget, før de tager afsted,« siger Nikolaj Thobo.

4 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
23. september 2010 kl. 13:39

Jeg vil da håbe, han kan få noget fred på nedturen, for med alle de blitz og kameraer bliver det vist en spøjs virtuel tur til toppen. Den med wifi, der opsnapper mails og kodeord, har jeg stadig ikke fattet, for så vidt jeg ved blev det kun brugt til at indsamle MAC-adresser til brug i geo-lokaliseringstjenesten i Google Maps. Jeg så da gerne at denne tjeneste blev udvidet, og undrer mig over hvorfor softwaren ikke tilpasses til at indfange de tilladte oplysninger.

3
23. september 2010 kl. 17:25

Det er var vist kun et PR stunt. Jeg tror ikke de kan få nogle valide gps målinger i cirklære lag.

Resultatet kunne snildt blive som når du tager et skridt frem her:

http://bit.ly/93va1Z

4
30. september 2010 kl. 09:49

For mig ville det være ideelt hvis de også ville kortlægge toiletterne for "Center for Park og Natur (v/ Carsten Olesen)".

Jeg har haft kontakt til "Center for Renhold (v/ Kim Hjerrild)" og vi arbejder sammen om at få kortlagt Københavns kommunes offentlige toiletter, foreløbigt i en slags pilotprojekt, som du kan se her http://www.tinemuller.dk/test_drupal/ og specielt for København http://www.tinemuller.dk/test_drupal/node/6. Nyd specielt StreetView.

Projektet er lavet med OpenSource programmerne Drupal samt Google Maps API og jeg vandt ODIS-prisen http://www.findtoilet.dk/.

2
23. september 2010 kl. 17:14

Det skal overhovedet ikke være tilladt at opsnappe nogen form for data, med mindre man har en skriftlig accept af ejerene af de data. Man kan sagtens lave street view uden dette, da der bare kan anvendes almindelige GPS data, som rent faktisk er ret præcise.