Så er version 1.6 af udviklingskittet til Googles mobile styresystem, Android, på gaden til udviklere.
Lidt senere på året vil Android 1.6 gøre sit indtog i telefoner og mobile enheder, lover Google.
Android 1.6 SDK (Software Developer Kit) byder blandt andet på understøttelse af nye skærmopløsninger som QVGA og WVGA og nye telefoni-API'er til mobilnetværksteknologien CDMA.
Lige netop de to ting skal sørge for, at Android potentielt set kan nå ud til endnu flere varianter af telefoner, end det er tilfældet nu.
Andre nye features er oplæsning af hjemmesider og mulighed for at overvåge de enkelte applikationers strømforbrug på på telefonen eller den mobile enhed.
Og så byder Android 1.6 SDK på søgning efter informationer fra en Quick Search Box, der søger på tværs af kilder som web, browserhistorik og -bogmærker og kontaktpersoner.
Android-styresystemet er pt. i version 1.5, som bærer navnet 'Cupcake'. Android 1.6 har også fået et kodenavn fra kagernes verden, 'Donut', og ifølge Google kan forbrugerne vente at se de første enheder med Android 1.6 til oktober.
Google forsikrer også, at applikationer skrevet til ældre udgaver af Android fortsat vil fungere på Android 1.6.
For at få Android-udviklerne op på niveau med mulighederne i det nye Android 1.6 SDK, vil der i de kommende uger blive lagt en række blogindlæg, som går i dybden med de nye features.
Klik på videoen for at se en kort gennemgang af de nye ting i Android 1.6 SDK og se mere om annonceringen under fanebladet Eksterne links.