Video: Omstændeligt hack blotlægger billeder og kontakter trods låseskærm i seneste iOS

En sårbarhed gør det muligt at tilgå billeder og kontakter på en iPhone med seneste iOS, selv om telefonen er låst.

Et sikkerhedshul i den seneste udgave af iOS betyder, at uvedkommende med fysisk adgang til en iPhone kan tilgå kontaktoplysninger og billeder på enheden, selvom telefonen er låst.

Det oplyser sikkerhedsmanden Graham Cluley med henvisning til en demonstrationsvideo fra Jose Rodriguez.

Sidstnævnte har tidligere fundet måder en anden måde at omgå låseskærmen i iOS på.

Det seneste hack gør det muligt at tilgå kontakter og ikke mindst billeder på en ellers låst iPhone med iOS 12.

Hacket forudsætter dog ifølge Cluleys udlægning, at taleassistenten Siri er aktiveret fra låseskærmen, og at FaceID enten er slået fra, eller at telefonen er dækket til, så ansigtsscanningen ikke fungerer.

Hvis man er bekymret for sikkerheden i forhold til angreb som dette, så anbefaler Cluley at slå adgangen til Siri fra, mens telefonen er låst.

Den spansksprogede video fra Jose Rodriguez er blevet opfanget af en engelsktalende Youtuber, der med henvisning til originalkilden har eftergjort hacket.

I den engelsksprogede video demonstreres det relativt omstændelige hack mod en iPhone XS Max med iOS 12. Ifølge Cluley skulle der være 37 trin involveret i angrebet.

Den engelsktalende Youtuber fortæller, at sårbarheden foreløbig også skulle være til stede i en betaversion af iOS 12.1. Han gætter på, at Apple forholdsvis snart vil lukke hullet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize