Video: Her er lyden der slår harddiske ihjel

Brandslukningsudstyret er hovedmistænkt i flere mystiske nedbrud, hvor et stort antal harddiske er gået i stykker. Se og hør en demonstration af en slukning.

Da brandalarmen ved en fejl blev udløst i en weekend i februar hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, førte det til et betydeligt værre nedbrud end forventet. 17 harddiske stod af på samme tid, og det var mere, end storagesystemet kunne klare.

Hovedmistanken for harddiskmassedøden faldt hurtigt på brandslukningssystemet i serverrummet. Ligesom i de fleste andre serverrum var der tale om et gasslukningsanlæg, hvor en blanding af inerte gasser under tryk udløses og bringer iltkoncentrationen ned under det niveau, der skal til for at holde liv i en brand.

Læs også: Hovedmistænkt i mystisk harddisk-massedød: 130 dB fra brandslukningsdyse

Problemet er imidlertid, at de mange kubikmeter gas bliver udløst gennem en lille dyse, og det giver et kraftigt lydtryk på typisk 115 og i visse tilfælde helt op til 130 decibel.

I serverrummet på Danmarks Journalisthøjskole stod serverskabet med storagesystemet direkte under én af dyserne til slukningsanlægget, og derfor er det muligt, at lyden fra dysen har påvirket harddiskene.

Hos Siemens har man efterprøvet teorien og nået frem til, at et lydtryk på mere end 100 decibel kan påvirke en harddisk, så læsehovedet rammer selve pladerne i harddisken og dermed ridser belægningen og ødelægger både disk og data.

»Lyden fra en normal ventil er cirka 115 decibel. Vi har udviklet en ny ventil, som kun giver cirka 105 decibel, så vi er ikke helt 'in the clear',« siger teknisk konsulent Kasper Johansen fra Siemens til Version2.

Den nye ventil eller dyse er designet til at give en mere jævn udløsning af gassen. Problemet med de nuværende dyser er, at det kraftige lydtryk kommer lige i det øjeblik, den første gas passerer dysen. Det kan man selv høre i denne video, som Version2 har optaget hos Siemens demonstrationscenter i København.

Den nye ventil er designet til at lukke gas ud ved et mere konstant tryk, og det betyder, at lydtrykket topper ved cirka 105 decibel i stedet for 115 med den gamle dyse, som bliver demonstreret i videoen.

Gastrykket kan i de traditionelle anlæg være op til 300 bar, som skal gennem dysen, men det nye system skal holde det maksimale tryk på 60 bar.

»Når et traditionelt anlæg bliver udløst, så har vi set skader på harddiske. Først troede man, at det var trykforskellen, men det var støjen. I dag bruger man diske med større kapacitet, som er mere kompakte, og derfor skal der ikke så megen påvirkning til, før læsehovedet rører pladerne,« siger Kasper Johansen.

Slukningsanlæg med inerte gasser fungerer ved at sænke iltkoncentrationen til mellem 11 og 12 procent. Anlæggene bruger typisk blandinger af nitrogen, argon og kuldioxid, men princippet er det samme for alle anlæg.

I serverrum er slukning med sprinklere normalt ikke hensigtsmæssigt, da vandet kan beskadige mere udstyr end selve branden, specielt hvis man oplever en falsk alarm. Men der findes væskebaserede alternativer til gasanlæggene.

Eksempelvis fremstiller kemifirmaet 3M den fluorbaserede væske Novec 1230, som både fungerer effektivt til at fjerne varmen fra en brand og ikke reagerer med elektronik eller andre sarte materialer. Den løsning er typisk dyrere for små installationer, men kan være billigere for de helt store systemer, hvor man skal bruge hundredvis af gasflasker til slukning med nitrogen.

Udover producenterne af slukningsudstyr er også harddiskproducenterne interesserede i at kortlægge problemet med høje lyde, der kan give skader på diskene. Derfor er harddiskproducenterne også i færd med at se på, om designet af diske til datacentre kan forbedres for at forhindre skader fra slukningsanlæg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Karsten Pedersen

Umiddelbart vil jeg kraftigt fraråde anvendelse af halogenered kulbrinter i forbindelse med brandslukning i lokaler med elektronisk udstyr. For selv om fabrikanter af brandbekæmpelsesudstyret siger at halon er inert, vil der være en ringe spaltning af forbindelserne under dannelse flussyre, som momentant reagerer med elektronikken. Spaltningen fremmes af elektronstrømme og sandsynlivis også lyd via sonochemistry, der øger reaktionshastigheden. Man vil sandsynligvis kunne detektere flourid i harddiskenes overflade.

  • 0
  • 0
Henrik Biering Blogger

... men den resulterende vibration på diskene inde i serverne, der relaterer til om "læsehovedet rammer selve pladerne i harddisken".

Det ville unægteligt have været mere interessant at se hvilken acceleration brandslukningsudstyret forårsager på diskene i forhold til den acceleration de udsættes for ved normal drift i et rack samt evt. med fuld skrue på de interne blæsere.

  • 1
  • 0
Tomas Ussing

Enig med Henrik Biering. Der er nok i højere grad tale om at frekvensen (en eller flere) af den af dysen frembragte lyd, rammer en (eller igen - flere) af harddiskens egen-frekvenser, således at den kommer i svingninger. Det modsiges ikke af den undersøgelse Siemens har udført; ændres trykket ændres frekvensen(erne) af "dyse frembragt lyd" også. De burde se på udformningen af selve dysen. Kontakt evt. danske MT Sprayteknik, som besidder stor erfaring i udførelse af dyser.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere