Video: 22-tommer gigant-tablet med Android fra Viewsonic
Med sin skærm på 22 tommer er Viewsonic VSD220 ikke en af den slags enheder, du sætter dig til rette med i sofaen.
Men den minder alligevel på mange måder om den oplevelse, man finder på de langt mindre Android-tablets i butikkerne lige nu: Touch-skærm, Android 4.0 og masser af apps fra Google Play.
Viewsonic markedsfører produktet som »det smarte alternativ til den gammeldags pc«.
Der vil nok være delte meninger, om det slogan holder hele vejen hjem. Men faktisk mener det britiske it-medie The Register ikke, at Viewsonic VSD220 er helt i skoven.
»En 22-tommer desktop-alt-i-en Android-computer med både kablet og trådløst netværk, mulighed for at fungere som en full HD-skærm og til en pris lidt over en iPad 2 har masser af potentiale,« konkluderer The Register i sin anmeldelse.
Tablet-skærm-pc'en - hvis vi må kalde den sådan - byder blandt andet på HD-opløsning i 1.920 gange 1.080 pixels, 1,3 megapixel webcam, stereohøjttalere og HDMI- og USB-indgange. Man kan også ignorere, at den rummer en Android-udstyret computer, og bare bruge den som en trykfølsom, ekstern skærm.
Du kan se mere om Viewsonic VSD220 i videoen neden for.
[video:http://youtu.be/2ezDiBArD_4]
