Vestager overtager EU’s gigantiske Google-sag

Som konkurrencekommissær overtager Margrethe Vestager en rolle, der længe har kæmpet med verdens største teknologivirksomheder. Lige nu er det Google.

EU’s fire år gamle monopolsag mod Google er ikke afsluttet inden EU’s ny konkurrencekommissær danske Margrethe Vestager (R) sætter sig i stolen.

I sagen, der drejer sig om Googles dominerende position inden for internetsøgning og reklameforretning, var parterne tæt på en afslutning, men højlydt kritik fra en flok konkurrenter - heriblandt Microsoft - har fået EU til at kræve flere indrømmelser fra Google.

Inden for de seneste 18 måneder skulle 18 selskaber have reageret over Vestagers forgænger Joaquin Almunias forsøg på at lukke aftalen med Google. Opgaven havner nu i skødet på Vestager, hvilket betyder at hun reelt bliver en af EU’s mest magtfulde kommissærer.

Læs også: Microsoft presser EU: Google-aftale hjælper ikke

Hvis sagen ikke løses i mindelighed kan EU-kommissionen give Google bøder på op til 10 procent af virksomhedens globale omsætning. Det kan i runde tal svare til 30 milliarder kroner og dermed blive en af EUs største sager nogensinde.

Konkurrence-kommissærposten har vist sig som en særdeles magtfuld post tidligere.

Hollænderen Neelie Kroes, der i sin tid som kommissær tog kampen op mod Microsoft, fik blandt andet skilt Microsofts mediaplayer fra Windows og tildelte selskabet bøder på næsten 3,7 milliarder kroner.

Magasinet Forbes udnævnte i den forbindelse Kroes til en af verdens mest magtfulde kvinder.

Sagerne og de globale konsekvenser af beslutnignerne er kun blevet større med tiden.

Til Politiken siger EU-eksperten Marco Incerti fra Bruxelles-tænketanken Centre for European Policy Studies (Ceps) eksempelvis:

»Der er tale om gigantiske bøder og meget store magtbeføjelser på et område, der på grund af globaliseringen og den økonomiske krise har endnu større betydning end tidligere. Ingen anden kommissær får så stor reel magt over akutte situationer med potentielt meget vidtrækkende konsekvenser«.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere