Da Facebook i 2014 opkøbte beskedtjenesten WhatsApp for 22 milliarder dollars, hævdede de, at de ikke ville være i stand til at sammenflette bruger-id fra de to tjenester for derved at kombinere data.
Men det, mener EU-Kommissionen, var forkert. Derfor har de nu anklaget Facebook for at give dem vildledende oplysninger i forbindelse med handlen. Det skriver flere medier, eksempelvis Ars Technica og The Guardian.
Helt konkret har Konkurrencemyndighederne i Bruxelles - med danske Margrethe Vestager i spidsen - udsendt et anklageskrift, hvor det fremgår, at Facebook bevidst undlod at oplyse, at ‘de tekniske muligheder for automatisk at matche Facebook-brugernes id med WhatsApp-brugernes id allerede eksisterede på tidspunkt for fusionen.’
»Virksomhederne er forpligtet til at give kommissionen præcise oplysninger under undersøgelserne af en fusion. De skal tage denne forpligtelse alvorligt,« lyder det fra Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.
»Vores rettidige og effektive gennemgang af fusioner afhænger af nøjagtigheden af de oplysninger, som de involverede virksomheder giver os. I dette specifikke tilfælde er det kommissionens foreløbige opfattelse, at Facebook gav os ukorrekte eller vildledende oplysninger i forbindelse med undersøgelsen af overtagelse af WhatsApp. Facebook har nu mulighed for at reagere,« lyder det videre fra den danske kommissær.
The Guardian skriver, at Facebook kan risikere at skulle betale 1 pct. af den samlede, globale omsætning fra 2014, hvor handlen fandt sted. Et år, hvor Facebooks omsætning for første gang oversteg 10 milliarder dollars.
Facebook har fået indtil 31 januar til at svare på anklagen. Umiddelbart mener det sociale medie ikke, at de har gjort noget galt i forbindelse med handlen.
»Vi respekterer kommissionens proces og er overbeviste om, at en fuldstændig gennemgang af de faktiske omstændigheder vil bekræfte, at Facebook har handlet i god tro. Vi har konsekvent givet præcise oplysninger om vores tekniske muligheder og planer, herunder i indlæg om købet WhatsApp og i frivillige briefinger før WhatsApp privacy-opdatering i år,« lyder det i et statement fra en Facebook-talsmand.
Helt ukontroversielle har de to sociale mediers datalege dog ikke været. I august bekræftede WhatsApp, at man ville koble brugernes telefonnumre sammen med Facebooks data for at give bedre og mere målrettede reklamer på Facebook - noget, som vakte utilfredshed blandt privacy-vagthunde i Europa. I november var det da også pres fra europæiske lande - primært Tyskland - som fik Facebook til at stoppe med at indsamle WhatsApp-data i Europa.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.