Version2’s læsere: Forbud mod kryptering vil ramme lovlydige borgere hårdest

Ville det overhovedet have nogen effekt at forbyde kryptering, eller vil det blot gå ud over helt almindelige borgere? Det er et af de emner, der optager Version2’s læsere.

Kryptering er et af de emner, der virkelig har optaget Versions2’s læsere i kølvandet på fredagens terrorangreb i Paris. Mandag skrev vi en historie om, hvorledes internationale medier blandt andet har gang i spekulationer om, hvordan terroristerne har været i stand til at kommunikere indbyrdes uden at blive overvåget af efterretningstjenesterne.

Læs også: Spillekonsoller, krypteringsapps og e-mail-kladder: Masser af muligheder for lyssky terrorkommunikation

Den belgiske indenrigsminister, Jan Jambon, har til mediet The Bulletin peget på, at meget tyder på, at chatfunktioner i PlayStation 4 er anvendt af ISIS-cellerne, mens Den svenske Försvarshögskolan har været ude med meldinger om, at brug af kladdefunktionen i e-mailtjenester som Gmail er en måde at gå under efterretningstjenesternes radar på.

 

De svenske overvejelser får følgende kommentar med på vejen af Version2-læser Bjarne Nielsen:

»Det er et ældgammelt trick, som ikke længere burde snyde nogen.«

 

Mens den mulige brug af chatfunktionerne i PlayStation 4 får Gert G. Larsen til at skrive:

»Bliver PS4 så kategoriseret som WMD lige om lidt?«

 

I artiklen spørger vi også jer læsere, om I kender til andre metoder til at kommunikere under efterretningstjenesternes radar. Version2-læser René Nielsen mener ikke, det er så svært endda:

»Den letteste måde at holde sig ’under radaren’ på er ved at lade være med at udsende et ’radarsignal’, for tåberne i efterretningstjenesterne kigger jo ikke andre steder hen end på radarskærmen. Og jo mere de skruer op for ’sendestyrken’ i form af øget overvågning, jo flere falske ekkoer får de på skærmen.«

Kryptering skal forbydes

Den internationale debat om kryptering førte blandt andet til, at den britiske premierminister, David Cameron, kunne sætte skub i regeringens forslag til en udskældt overvågningslov kaldet ‘Investigatory Powers Bill’, der blandt andet vil forbyde krypterede chat-tjenester.

Læs også: David Cameron vil sætte fart i vedtagelsen af kontroversiel overvågningslov

 

Et forslag, som får Version2-læser Simon Sørensen til at bemærke:

»Cameron burde – som flere andre verdensledere – indse, at problemerne ikke løses ved at stikke gummihandsken helt op i tarmen på lokalbefolkningen.«

 

Lektor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, Ken Friis Larsen, udtaler i en artikel tirsdag på Version2, at det er umuligt at stoppe eller begrænse kryptering af kommunikation, også selv om det anvendes af terrorister. Og det er umuligt at undgå, at chatfunktioner, f.eks. i tilknytning til spil, kan anvendes til uønsket kommunikation.

Læs også: Forsker om kryptoforbud mod terror: »Det svarer til at ville forbyde simpel anvendelse af regning eller matematik«

»Det svarer til at ville forbyde simpel anvendelse af regning eller matematik,« siger Ken Friis Larsen.

 

Version2-læser Jakob Møbjerg Nielsen kan heller ikke se meget idé i et forbud mod kryptering:

»Hvis det skal fungere, skal straffen for at benytte kryptering være høj nok til at skræmme terrorister og andet skidtfolk. Det vil i stedet kunne ramme almindelige lovlydige borgere, der ikke kan gennemskue det tekniske, meget hårdt, hvis de uforvarende kommer til at benytte kryptering.«

 

Og som Jesper Nielsen påpeger, så vil et forbud næppe have nogen effekt:

»Det er jo flere gange blevet påvist (i USA), at ikke engang dødsstraf har nogen nævneværdig afskrækkende effekt på potentielle mordere.«

 

Mens Michael Hansen er parat til at gribe til civil ulydighed, hvis et forbud kommer på tale herhjemme:

»Det kan de godt glemme alt om, jeg fortsætter med kryptering, om det er lovligt eller ej, for at beskytte mit privatliv mod eventuelt fremtidige overgreb fra staten, der mere og mere ligner en politistat.«

 

Anne-Marie Krogsbøll peger på de potentielle juridiske problemer, der kan opstå i forbindelse med et engelsk forbud mod kryptering:

»Såfremt et EU-land (f.eks. Storbritannien) gør kryptering ulovlig, hvorledes vil det så, i henhold til evt. afskaffelse af retsforbeholdet i Danmark, blive vurderet, såfremt man afsender en krypteret e-mail fra Danmark til Storbritannien, og Storbritannien begærer efterforskning/udlevering i den anledning?«

 

I mellemtiden siver sarkasmen fra Version2-læser Benny Jensen

»Faktisk kunne jeg godt tænke mig, at denne lov bliver gennemført. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at sådan ca. samtlige online-services vil forsvinde fra UK og dermed gøre UK til et IT-uland.«

 

Deltag i debatten. Vi vil rigtig gerne høre din holdning til kryptering. Skal kryptering forbydes eller på anden måde reguleres? Hvorledes benytter du selv kryptering professionelt og privat?

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lars Skovlund

SSL er så indarbejdet i alverdens processer, at det fjerner man ikke bare lige fra dag til dag.
De kan så hævde at det er "firmakommunikation" el. lign., men i de fleste tilfælde er det jo netop klientmaskinen der initierer.

  • 0
  • 0
Kenn Nielsen

Nej, det mener jeg naturligvis ikke, men det er vel konsekvensen.

Jeg afslutter som regel med at wipe den brugte harddisk med tilfældige tal, inden jeg lægger den tilbage i bunken af testdiske.

I fremtiden vil den emsige embedsmand kunne varetægtsfængsle mig fordi jeg - i systemets øjne - ikke "vil" låse min slettede harddisk op.

Og bemærk venligst at der jo slet ikke er nogen krypteret fil på disken.
Og at den emsige embedsmand ikke behøver være interesseret i andet end at vise sin chef - og måske offentligheden - at "man skam gør sit arbejde".

Hvor fedt er dét lige for en fremtidsudsigt ?

K

  • 4
  • 0
Tom Paamand

Diverse magtsyge politikere vil stoppe kryptering på basis af, at kryptering ikke har været problemet ved terrorangreb. Til gengæld er dette en nem anledning til at luske alle de grimmeste forslag om alt muligt andet igennem just nu.

Aflytningssikker kommunikation er nem at udføre. Jeg har af helt andre årsager skrevet et program, der oversætter tekst til varierende håndskrift - og en tilsvarende helt håndskreven tekst kan mange vel stadig lave. Nem at læse for mennesker - men fortsat voldsomt svært for maskiner at gennemskue, om der ligger vigtige ord bag billedet.

Masse-overvågning er relativt billigt per person. Menneskeøjne og -hjerner koster penge, så mistanken skal være solid, før de graver så dybt i mine filer. Så til hverdag er jeg raslende politisk ukorrekt, og krypterer intet (eller gør jeg?). PET har allerede haft alt taget ind til fysisk gennemrodning, og kunne intet finde at straffe for. Og hvoffer skulle de også det - jeg skriver normalt ord ikke for at skjule dem, men for at de skal blive hørt!

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere