Version2-opgørelse: Offentlige websites kører danske cms’er

Illustration: Folketinget
Der er klar dansk dominans, når det offentlige vælger content management-systemer, viser Version2s undersøgelse.

Der bliver købt dansk, når stat, regioner og kommuner anskaffer content management-systemer. Det viser en opgørelse, som Version2 har foretaget.

Ud af de mest centrale myndigheder i Danmark benytter 168 offentlige domæner et cms, mens 73 domæner benytter egen-udviklede systemer, eller blot systemer, som ikke kan genkendes.

Når det gælder de 168 sites, så er det Drupal, Sitecore og Umbraco som ligger i toppen, efterfulgt af Dynamicweb og Sharepoint. Længere nede kommer Typo3 og Wordpress.

Det betyder, at 55 procent af de offentlige sites benytter systemer, som har rødder i Danmark. Det gælder nemlig Sitecore, Umbraco, Dynamicweb og Typo3. Udviklingen af Typo3 foregår dog mest i Tyskland.

Mens Sitecore og Dynamicweb er kommercielle produkter, er Umbraco og Typo3 open source.

Open source dominerer

Af de 168 domæner bygger 58 procent på open source-produkter. Drupal er det mest udbredte med en andel på 21 procent.

Teknologierne, der driver de offentlige sites er voldsomt domineret af ASP.Net med 58 procent, og PHP, med 36 procent.

Sådan gjorde vi

Ifølge Digitaliseringsstyrelsen findes der ikke komplette fortegnelser over danske offentlige websites.

Styrelsen udsender dog publikationen Det offentlige Danmark, som er en oversigt over de mest centrale offentlige myndigheder i Danmark.

Vi har udtrukket samtlige website-adresser fra pdf-publikationen med Linux-værktøjer, og slettet dem, som ikke er relevante, såsom grønlandske og færøske sites, samt sites for politiske partier.

Dernæst har vi brugt webtjenesten Whatcms.org til at finde content management-systemet bag domænet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Søren Malling

Jeg vil gerne heppe på at flg. tese bliver manet i jorden:

Udviklingen af TYPO3 foregår ikke primært i Tyskland.

Open source software generelt foregår i hele verden, fra alle mulige forskellige geografiske lokationer og af alle mulige forskellige nationaliteter.

OSS er et blandingsprodukt af input og feedback fra alle de steder det er blevet brugt og af alle de mennesker som berører det.

  • 1
  • 1
Gert G. Larsen

Kan I beregne hvad der kunne spares, hvis f.eks. KL overtog teknik og infrastruktur for alle kommunernes websites, og Statens IT overtog alle statens. ALLE statens, ALLE.
...og regionerne måske bare droppede at have websites.

  • 0
  • 0
Tine Müller

Tillykke til #Drupal som ligger på en 1. plads.

Drupal også brugt til at holde styr på toiletdataene fra de danske kommuner til #FindToilet http://findtoilet.dk/apps/ Læs http://tinemuller.dk/findtoilet/brugstedet/

International anerkendelse https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6486209521692733440 #OpenData

  • 3
  • 3
Jens Beltofte

Så du tænker at KL laver et monster EU-udbud for alt fra design, strategi og udvikling af 98 primære websites til kommunerne, samt alle andre websites som kommunerne måtte have? Københavns Kommune havde før deres Drupal multisite platform op mod 1000 websites (deres egen vurdering).

Regionerne har vel også behov for at kommunikere deres strategier og information om regionen. F.eks. er det som patient på et hospital i RH, at man kan finde relevant information om hospitalet, afdelingen m.m. på hospitalernes eller regionernes websites.

Men ja, vi kan godt lave en canada.ca om igen hvor man forsøgte at samle mange offentlige websites i Canada i et samlet CMS og website. Det gik gruelig galt....

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere