Version2-læsere om Facebook-censur: Arrogante og umulige at få i tale

Facebook lukkede uden varsel en gruppe med 5.000 medlemmer. It-giganter, der ikke vil forklare sig, kan udgøre demokratisk problem, påpeger V2-læser.

Det er rystende svært at komme i kontakt med it-kæmper som Google og Facebook - til trods for, at deres store påvirkning af danskernes hverdag.

Sådan lyder kommentaren fra Version2-læser Simon Mikkelsen, efter Version2 onsdag kunne fortælle om en gruppe på Facebook, der er blevet lukket ned uden varsel eller forklaring.

Gruppen ‘Politiet tilbage på Amager’ havde formået at samle 5.000 medlemmer, der ikke ønskede, at Amagers lokale politistation lukkede, før det sociale medie trak stikket.

Læs også: Mystisk censur fortsætter: Endnu en dansk Facebook-gruppe forsvinder

»Den forsvandt bare fra den ene dag til den anden, fortæller gruppens administrator Mark Schiller til Version2.

Version2 har ligesom Mark Schiller forsøgt at få svar fra Facebook på, hvorfor gruppen skulle lukkes. It-selskabet har ikke givet lyd fra sig.

Arrogant stilhed

Mark Schiller er tilsyneladende ikke alene.

‘Det samme skete sidste år med en facebook-gruppe jeg var medlem af, omhandlende et større research-projekt på engelske og amerikanske universiteter,’ fortæller Jens Kristian Geyti i V2-debatten.

‘Gruppen, med et par hundrede medlemmer, og alle spor om at den nogensinde eksisterede, var væk fra den ene dag til den anden, og vi fik aldrig facebook til at kommentere på det,’ fortsætter han.

Læs også: Danmarks største Appleforum lukket af Facebook uden begrundelse

Stilheden er symptomatisk, mener V2-læser Lars Andersen.

‘Jeg gir en is til dem der kan kan vride et svar ud af Facebook & Google Danmark for mig,’ bemærker han og kalder den manglende respons for ‘arrogance’.

Simon Mikkelsen er enig:

‘De er blevet en meget stor del af samfundet, men er så enerådige og lukkede at det ikke burde være lovligt.’

Læs også: Dear Mark Zuckerberg: I think you are abusing your power

V2-læseren administrerer selv en større Facebook-gruppe, uden at have oplevet problemer som dem, der har ramt Mark Schiller.

‘Men jeg oplever generelt en stor arrogance. Den ene måned gælder ét sæt regler, og den næste kan det være lige omvendt,’ beretter han.

Should I stay or should I go…

V2-læserskaren er ikke enige om, hvorvidt det er realistisk blot at afholde sig fra at bruge Facebook.

‘Hvis vælger at kaste sit 'liv' i hænderne på et kommercielt selskab som Facebook, Inc., så har man selv bedt om det,’ pointerer Carsten Andersen.

René Nielsen er enig:

‘Hvis ikke folk vil skifte væk fra Facebook i forbindelse med deres egen deltagelse i en relevant samfundsmæssig debat, så er de næppe værd at samle på, men kan med rette beskrives som lemminger som i kraft af deres antal gør Facebook attraktiv som markedsføringsplatform.’ skriver han.

Læs også: Facebook – demokrati eller slam?

For Simon Mikkelsen er det dog ikke løsningen at ignorere Facebook og de brugere, som ikke har lyst til at oprette sig et nyt sted i cyberspace.

‘Vi gør kun ondt værre hvis vi vender dem ryggen og ikke lærer dem, at nogle af de ting Facebook gør er forkerte. Men det er en kamp op ad bakke hvor man bliver set på som en idiot mange gange,’ bemærker han og tilføjer at lovgivere i stedet skal få Facebook til at leve op til ansvaret.

Botnets og scriptkiddies

Eftersom Facebook ikke vil begrunde beslutningen om at lukke gruppen, er det kun muligt at gisne om, hvad der ligger bag.

Simon Sørensen foreslår i debatten på - ja - Facebook, at lukningen skyldes tilfældige anmeldelser fra forargede mennesker.

‘Facebook har en fornem stikkertradition,’ bemærker han.

Læs også: Facebook køber de data, du ikke vil give dem

En anden væsentlig faktor er Facebooks skelnen mellem sider og grupper, bemærker flere læsere i V2-debatten. Sider må nemlig kun bruges i forretningsøjemed, og kender man ikke forskellen kan man se sin side lukket på den konto.

Mark Schillings nu forsvundne gruppe var dog en reel gruppe. I manglen på svar fra Facebook har han valgt at oprette en ny, der dog endnu har et fåtal af de medlemmer, der var i den originale.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere