Version2-læsere er 26 gange mere Linux-glade end andre

Fire ud af fem besøgende på Version2 bruger Windows. Men Linux er også populært. Faktisk 26 gange mere populært end i Danmark generelt.

Selvom der ofte bliver råbt efter flere Linux-artikler i debatten på Version2, er Linux-brugerne bestemt ikke i overtal blandt de besøgende.

Hele 79,7 procent bruger Windows i en eller anden form, med Windows XP som den mest dominerende variant, mens Linux-brugerne kommer ind på andenpladsen et mulehår foran Mac OS X-folket.

10,4 procent af besøgene på Version2 de seneste 30 dage er sket med et Linux-styresystem på computeren, mens OS X er lige i hælene på Linux med 9,6 procent. Det viser Version2's statistik over besøgende.

Sammenlignet med den generelle andel af Linux-brugere i Danmark, der ligger på 0,4 procent ifølge statistik fra Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM), er Version2's læsere altså en hel del mere Linux-glade. Andelen af Linux-besøg er således hele 26 gange større end generelt i landet.

En anden del af statistikken viser, at nogle af de besøgende nok ikke selv er herre over, hvilken platform, de bruger. 4,4 procent besøger nemlig Version2 via en Internet Explorer 6-browser, som de færreste it-professionelle ville opdages med. Browseren er nemlig otte år gammel og en torn i øjet på webudviklere, fordi den ikke overholder gængse internet-standarder.

Tallet tyder på, at en del af Version2-læserne er underlagt en firma-politik om at bruge Windows og i nogle tilfælde altså Internet Explorer 6.

Længere nede på listen over hvilke styresystemer, Version2-læserne bruger, ligger i øvrigt FreeBSD med 0,06 procent. Her kan en hel del af besøgene - hvis ikke alle - nok tilskrives Version2-blogger Poul-Henning Kamp, der er en fremtrædende kraft inden for udviklingen af FreeBSD.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#7 Palle Simonsen

Fire ud af fem besøgende på Version2 bruger Windows. Men Linux er også populært. Faktisk 26 gange mere populært end i Danmark generelt.

Mon ikke det er fordi et flertal af v2's læsere arbejder professionelt med IT? ...

Sorry - kunne bare ikke dy mig ;)

  • 0
  • 0
#9 Jesper Lund Stocholm Blogger

Hej Palle,

Mon ikke det er fordi et flertal af v2's læsere arbejder professionelt med IT? ...

Sorry - kunne bare ikke dy mig ;)

Jo, og af disse, der arbejder professionelt med IT, mener 90% så åbenbart, at Mac OS X eller Windows er et bedre alternativ end *nix.

Right-back-atcha ... :o)

  • 0
  • 0
#10 Henrik Jensen

Jeg vil lige tilføje at mange Linux og OS X jo i deres daglige arbejde tvinges til at bruge Windows.

Men I bruger vel ikke jeres arbejdstid på at sidde og læse og debattere på version2.dk? Eller er jeg den eneste her der ikke udfakturer den tid jeg benytter på version2.dk? :-D

Og jo det er ment i en spøg. Jeg er helt med på at man har behov for at lige at få koblet fra et par minutter engang imellem i løbet af en arbejdsdag, og er man IT interesseret og sidder bag en computer så kan det være en tur forbi version2.dk

  • 0
  • 0
#11 Michael Falstrup

Jo, og af disse, der arbejder professionelt med IT, mener 90% så åbenbart, at Mac OS X eller Windows er et bedre alternativ end *nix.

Nej det betyder blot at disse 90% er

påtvunget 12 timer om dagen

til at arbejde på "monopoliserede" platforme (forstået, jeg har ikke et frit valg), som er bedst til grafisk arbejde og spil.

The Bling Bling effect in action ;-D

  • 0
  • 0
#12 Palle Simonsen

@Jesper: Da jeg skrev dette indlæg i arbejdstiden (men i ikke fakturerbar tid @Henrik) tæller jeg med i de 79,7% ... ellers havde det mest sandsynligt været de 10.4%.

@v2: Kunne være interessant at se lidt flere detaljer - specielt fordeling på browsere m. versioner ... så kan der garanteres spindes en ny ende og genereres endnu mere flamebait ... ;)

  • 0
  • 0
#13 Anders Rosendal

Jeg ved i forbindelse med et job som webmaster at langt, LANGT de fleste hits kommer i arbejdstiden. Hvilket version2 også har forstået siden de sender nyhedsbrevet ud før frokost.

Jeg hører til blandt den gruppe som bliver talt som windows-bruger, selvom jeg bruger linux når jeg har et valg.

Men lad krigen ligge. Synes stadig det er interessante tal. Man skal bare passe på med at konkludere for meget.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere