Trods gode intentioner og ædle hensigter om det modsatte er it-branchen i dag stadig langt hen ad vejen mændenes arena. Faktisk arbejder der i dag procentvis færre kvinder i den europæiske it-sektor end i 2007 ifølge EU’s statistikbureau Eurostat.
Og det gælder også i Danmark, hvor 80 pct. af de ansatte specialister i it-branchen i 2017 var mænd – en tilbagegang på godt og vel 3 procentpoint for kvinderne.
Det kan man begræde. Men man kan også forsøge at gøre noget aktivt ved problemet, som man gør hos Microsoft Development, der igen i år vinder titlen som årets it-arbejdsplads.
Her arbejder man helt nede fra folkeskoleplan og op til rekrutteringsprocessen på at få flere kvindelige udviklere ind bag tastaturerne.
»It-branchens image har jo længe været koblet til stereotypen om den unge mand foran computerskærmen. Det er stadig en kæmpe udfordring for os, at der ikke er nok kvinder i it-branchen og på it-uddannelserne. Men vi har ikke tænkt os bare at læne os tilbage i stolen og vente på, at der sker noget,« siger Sara Kolka, der er Head of External Relations i Microsoft Development.
I dag er 15,5 pct. af medarbejderne i Microsoft Development i Lyngby kvinder. Ifølge Sara Kolka ligger der en stor opgave i at ændre kvinders forestilling om it som fag og softwareudvikling som karrierevej.
Hos Microsoft mener man, at ændringen skal ske så tidligt som muligt.
»Vi har øget indsatsen de senere år, fordi forskning peger på, at unge mennesker vælger deres karrierevej tidligt. Derfor afholder vi for eksempel skoleevents for piger, hvor vi i løbet af dagen har meget fokus på at vise kreativiteten i it. Her kan de gennem rollespil sammen med vores udviklere prøve, hvordan vi arbejder. Mange af dem bliver overraskede over, at it kan være så kreativt,« siger Sara Kolka.
Således indsatsen for at gøde interessen for faget. Men hvad gør Microsoft Development for at få virksomheden til at fremstå som en attraktiv arbejdsplads for kvinder, der allerede har valgt en uddannelse og senere karriere som softwareudvikler?
»Vi tænker meget bevidst over, hvordan vi præsenterer os udadtil. Vi vil meget gerne fremvise de kvindelige udviklere i videoer, artikler, til foredrag og på sociale medier. Det handler ikke kun om at vise kvindelige ansigter, men en palet af forskellige mennesker, som viser, at softwareingeniører ikke er ens,« siger Sara Kolka.
Vil undgå ubevidst bias
I Microsoft Developments HR-afdeling sidder HR-manager Christina Scheibler med ansvaret for diversitet og inklusion i virksomheden. Også her er der fokus på, hvordan man henvender sig til de kvindelige softwareudviklere – både i stillingsopslag og i selve processen omkring ansættelsessamtalerne, inden der skrives under på kontrakten.
For det første prøver man at gruppere kvindelige kandidater på den samme dag, når der er ansættelsessamtaler. Det kan, viser forskning, hjælpe til at undgå ubevidst bias, forklarer Christine Scheibler. Undervejs i interview-forløbet vil kandidaterne også møde i hvert fald én af Microsoft Developments egne kvindelige softwareudviklere.
»Det gør vi for at sikre os, at interviewerne har forskellige perspektiver, men også for at vise vores kvindelige softwareudviklere frem som rollemodeller og de forskellige karrieremuligheder, vi har til kvinder,« siger Christina Scheibler.
Selvom kønnene ikke kan deles op i firkantede modsætninger, oplever HR-chefen nogle gange, at kvinder interesserer sig for andre elementer i jobbet end mænd. Derfor prøver Microsoft Development at brede stillingsopslagene mere ud rent sprogligt.
»Vi sikrer os, at der er en kvindelig vinkel i jobopslaget. Det handler for eksempel om at løfte beskrivelsen op fra kun at indeholde de tekniske kompetencer, som de selvfølgelig skal have, til også at handle om andre aspekter som teamwork og kommunikation,« forklarer Christine Scheibler.
Balancen mellem arbejde og privatliv
Spørger man Smitha Nataraj, som er seniorsoftwareudvikler og for nylig havde 10-års jubilæum i Microsoft Development, er der et stort behov for at ændre kvindelige udvikleres forestilling om, hvordan det er at arbejde som softwareudvikler og for en virksomhed som Microsoft.
Hun begyndte selv at programmere spil som 14-årig, og selvom hun i mange situationer har været eneste kvinde blandt mange mandlige udviklere, har hun aldrig personligt følt sig udenfor. Alligevel er hun nu medlem af Microsofts Women in Business Applications-gruppe, der bl.a. arbejder for at tiltrække flere kvindelige udviklere.
»Jeg tænkte først, om der overhovedet var brug for det. Men jeg blev overrasket over at finde ud af, at vi ikke havde så mange kvindelige udviklere. Det var anderledes i Danmark, end jeg havde oplevet i USA,« siger Smitha Nataraj.

Hun har selv to børn på tre og seks år og oplever ofte under ansættelsessamtaler, at kvindelige kandidater bekymrer sig om spidse albuer og om balancen mellem arbejde og privatliv.
»De har en idé om, at Microsoft er meget konkurrencepræget og et hårdt sted at arbejde. Men jeg siger til dem, at jeg arbejder med virkelig interessante og udfordrende opgaver, og at jeg har en god work-life-balance. Jeg kan arbejde hjemmefra, og vi har fleksible arbejdstider, så jeg nogle gange kan tage hjem tidligt, når jeg f.eks. skal hente børn eller skal til fest i børnehaven. Så kan jeg i stedet arbejde senere på dagen, når det passer bedre ind,« siger Smitha Nataraj.
Ifølge Microsoft Developments egne tal er andelen af nyansatte kvindelige softwareudviklere gået fra 4,2 pct. i midten af 2017 til 17,1 pct. i midten af 2018. Frem til denne artikels offentliggørelse er tallet igen steget til 26,9 pct. I absolutte tal er 10 af de indtil videre 41 ansatte i år kvinder.
Det giver anledning til forsigtig jubel i virksomheden:
»Vi skal ikke hvile på laurbærrene, men vi kan se, at det virker, når vi har fokus på det,« siger Sara Kolka.
Læs mere i magasinet Version2 IT Company Rank 2018