10 årsdag for Version2 på print: fiskeindpakningspapir med it-faglighed

Ambitionerne var store, da Version2 for 10 år siden blev lanceret som papiravis. Det har ikke ændret sig siden, selv om avisen efter et år kasserede papiret og fandt sit rette element på nettet.

‘Vores ambitioner er store,’ lovede daværende chefredaktør Vibeke Hjortlund i den første avisudgave af Version2, som kom på gaden den 17. november 2006. (onlineudgaven tyvstartede i starten af oktober 2006)

Ambitionen var at udgive en avis hver 14. dag i et oplag på 80.000 eksemplarer.

Men ambitionerne indebar også, som det stod i den første leder, at skrive om teknologiske tendenser, udvikling, og hvordan it understøtter forretningen på en måde, så det emmende af ‘faglighed, nytteværdi og troværdighed‘.

Godt et år senere var det slut med Version2 på tryk, der fremover udelukkende skulle være et online-medie.

Under overskriften ‘Find noget andet at pakke fisk ind i’, konkluderede chefredaktøren: ‘Med det levende net som medie kan man meget mere end på det døde papir’.

Vi har taget et nostalgisk kig tilbage gennem papirudgaven af Version2.

Virksomheder er for it-konservative

Forsidehistorien i første nummer af Version2 er lagt an som en kioskbasker med overskriften ‘Forstenede it-vaner bremser danske virksomheder’.

Opsangen kommer fra den danske programmør og senere Le Mans-racerkører David Heinemeier Hansson, der står bag open-source web frameworket Ruby on Rails, og som på det tidspunkt for længst havde slået sig ned i USA.

‘Her i USA ser jeg mange mindre virksomheder, der helt har fravalgt bøvlet med at oprette eget it-miljø. Virksomhederne bruger udelukkende web-baserede applikationer,’ lød det fra programmøren.

Han bakkes i artiklen op af professor, dr. merc. Mogens Kühn Pedersen fra Institut for Informatik, som ser mange tegn på, at virksomhederne herhjemme er blevet for forsigtige og konservative, når det gælder it.

10 år senere er denne artikel skrevet og afleveret udelukkende via webbaserede applikationer.

Windows er altid en god historie

Windows har alle dage været kilden til masser af historier for Version2. I december 2006 tog vi således den første prøvetur i det splinternye Windows Vista.

Her nåede vi frem til, at brugerfladen skal have ros for at være mere elegant og hjælpsom end forgængerne, men påpegede det også som knap så heldigt, at brugere skulle klikke ‘godkend’ i et utal af dialogbokse for at godkende systemændringer.

‘Windows Vista er en klar forbedring i forhold til forgængerne, men Microsoft er stadig et stykke vej fra at have ramt en fuldstændig velsmurt udgave af Windows,’ lød den diplomatiske konklusion.

Version2-blogger Poul-Henning Kamp var noget mere kontant i sin klumme ‘Vista-Schmista’ et par uger senere, hvor han blandt andet skrev:

Eneste tydelige fremskridt jeg kan se, er at pressedækningen af Vistas lancering er mildest talt lunken, for ikke at sige skeptisk. En klar forbedring i forhold til spytslikkeriet, der blev XP til del.’

Store nyheder på begrænset plads

I en nyhedsnote i december 2006 kunne vi i avisen fortælle, at Toshiba havde lanceret en 1,8 tommer harddisk med en kapacitet på hele 100 gigabyte. En produktnyhed, vi dengang forventede fik stor betydning for bærbare computere og multimedieafspillere.

Lige efter nytår kunne læserne finde en lille historie om, at SanDisk var begyndt at lancere flashhukommelse, som skulle afløse de almindelige harddiske, men at enhederne med en kapacitet på 32 gigabyte kun var rettet mod særlige kunder.

En historie, der blev samlet op på et par måneder senere under overskriften ‘Forårsmode’, da Intel og SanDisk under det årlige CES præsenterede deres ‘flashbaserede harddiskerstatninger til bærbare computere’.

10 år senere er det svært at forestille sig en ny bærbar computer uden en SSD-disk, mens selvsamme SanDisk i september i år kunne fremvise et SD-hukommelseskort med en kapacitet på 1 terabyte.

Begrænset spalteplads til iPhone

To af årtiets større teknologiske omvæltninger er ligeledes gemt lidt af vejen i den trykte udgave af Version2.

Således figurerer iPhone kun i en mindre overbliksartikel omhandlende slanke mobiltelefoner, hvor en tilbageholdende tekst anslår, at den vil komme til salg i Danmark i slutningen af 2007.

Da telefonen den sidste fredag i juni blev lanceret i USA, konkluderede vi i onlineudgaven af Version2, at ‘det er tvivlsomt, om telefonen vil rykke mobilmarkedet, men den vil være en vigtig prøveklud for iPods fremtid’.

Læs også: Hvad er det så med den iPhone?

Da kalenderåret 2007 nåede frem til november, dukkede der i avisen en lille historie op om, at Google er på vej med et styresystem til mobile enheder kaldet Android.

Et system, som den daværende europæiske direktør for HTC, Florian Seiche, så frem til, fordi det ‘i modsætning til eksisterende smartphones, der anvender Linux, er kompatibelt på tværs af de forskellige telefoner’.

Mobiltelefonen er hackernes nye mål

Version2 kunne i december 2006 berette, at TDC var i færd med at mobilisere en massiv oprustning mod angreb på mobiltelefoner og fra og med andet halvår af 2007 ville begynde at scanne sms’er og mms’er på mobilnettet for ondartet kode.

Det var virussen CommWarrior, som spredte sig via mms og Bluetooth, der var den aktuelle anledning til, at telebranchen ville opbygge ‘et forsvar mod den flodbølge af angreb, som ventes at komme’.

Hackere vil forsøge at udnytte, at de moderne mobiltelefoner er blevet en ny vej ind til it-systemer, som rummer persondata, der kan stjæles og sælges, fastslog artiklen – og tog dermed forskud på et tema, som Version2 har beskæftiget sig med ofte.

For eksempel kunne vi allerede i marts 2007 fortælle, at ‘brugerne er nye mål for hackerne i år’ – og det har de været lige siden.

Johannes Ullrich fra sikkerhedsorganisationen Sans Institute udtalte blandt andet:

»Den vigtigste tendens, vi har set i år, har været målrettede angreb, hvor mennesket har været det svageste led.«

I artiklen peges der på målrettet spam og billedspam som noget, der er på vej tilbage på dagsordenen. Mens det konkluderes, at phishing fremover generelt vil være et mindre problem, fordi flere er blevet opmærksomme på risikoen.

Digital signatur i lommen

IT- og Telestyrelsen og TDC satte ordentligt skub i brugen af den digitale signatur med en ny ‘smart’ løsning. Det var den store historie i Version2 i januar 2007.

Hidtil havde den digitale signatur været låst fast til den enkelte computer, men det skulle et såkaldt cd-kort løse op for.

De ansatte i Økonomi og Erhvervsministeriet var blandt de første brugere af kortet, som også blev sendt ud til mellem 8.000 og 10.000 borgere i Fanø Kommune, som bl.a. kunne bruge det til at tjekke ejendomsskat og betaling af institutionspladser.

En Version2-læser bemærkede i en kommentar til artiklen, at: ‘det havde nu været rart med en USB-løsning’.

Få år senere forsvandt optiske drev fra computerne, men cd-kortets levetid blev endnu kortere.

I marts 2007 kunne det nemlig i Version2 læses, at når TDC’s kontrakt med Videnskabsministeriet udløber, vil finanssektoren stå klar med en ny generation af netbank-signatur.

Kilder fortalte dengang til Version2, at der kunne ‘blive tale om fælles teknologi, hvis vedligeholdelse kommer til at ligge hos PBS’.

Her 10 år senere hedder tingene ikke helt det samme længere, men NemID er stadig et af de emner, som vi vender tilbage til gang på gang.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere