Version2 for 10 år siden: Sendt til tælling af Linux-pingvinen
‘Sendt til tælling af en pingvin’, lyder overskriften på en artikel, som jeg var ophavsmanden til i et gammelt nummer af Version2. Altså den trykte udgave, som for 10 år siden så dagens lys som et indstik i Ingeniøren hver 14. dag.
Artiklen var et forsøg på en førstehåndsskildring af en kamp med at installere Linux på min daværende hjemme-pc.
Det gik dårligt for de to Linux-distributioner OpenSuse og Ubuntu (7.04 og 6.10), der ellers skulle høre til i den brugervenlige kategori.
Problemerne udsprang primært af et dual-monitor setup og til dels af et RAID. Monitorerne kom aldrig rigtigt til at fungere, som jeg ville have det, og jeg endte med at installere Windows Vista (plus nogle XP-drivere). Så virkede det hele.
I kølvandet på artiklen fik jeg flere mails fra både sure og forstående læsere. Mindst en kunne nikke genkendende til problematikken med at få selv såkaldte brugervenlige Linux-distroer til at virke til desktop-brug.
Som jeg husker det, var der også en mail med tilbud om hjælp til installation. Og så var der en, der håbede, at jeg nød de krydstogtbilletter, han formodede, at Microsoft havde tilbudt for den ublu Windows-reklame. Sådan nogle billetter fik jeg nu aldrig.
9½ år senere
Pingvin-artiklen er fra maj 2007. Ud over at jeg er blevet henved 10 år ældre og 15 kilo lettere, så kører jeg i dag Ubuntu på alle fronter.
Det vil sige, at min arbejds-pc kører Ubuntu, ligeledes min hjemme-pc, også min sløve hjemme-netbook kører en Ubuntu-afart. Heller ikke min partners hjemme-laptop-ultrabook er undsluppet Ubuntu Gnome. Min server kører Ubuntu Server, og det gør de to virtuelle servere på den også.
I løbet af de sidste ni et halvt år er der sket flere ting, som har gjort Linux i form af Ubuntu til en total-oplevelse for mig.
Hardware-understøttelsen er de seneste 10 år blevet så meget bedre, at flere Linux-distributioner er gået fra at være nogenlunde til at wifi, harddiske, skærme, scanner, printer, USB-hovedtelefoner, mobiltelefon, grafikkort, lydkort ofte fungerer uden videre.
Naturligvis kan der stadig være hardware, der bøvler. Eksempelvis visse nyere Lenovo-maskiner.
Den umiddelbare hardwareunderstøttelse vil også sige, at det i modsætning til visse andre styresystemer ikke er nødvendigt at hente en tredjeparts-driver på et par 100 megabyte fra en eller anden producent, hvor selve driverdelen kun fylder ganske lidt, mens resten er bloat/crapware.
Siden 2007 er der også sket noget med måden, jeg anvender computere på. En stor del af mit almindelige arbejde bliver klaret i en browser. Så blandt andet tekstbehandling, CMS, mail og kalender bliver afviklet i Chrome, Chromium eller Firefox. Browserne kører alle tre i udgangspunktet på Ubuntu.
Derudover er Libre Office-kontorpakken, som kommer med Ubuntu, også ganske brugervenlig. Og den kan både læse og skrive Microsoft Office-dokumenter i en grad, der fungerer godt nok til mit behov.
Gaming
Spil. Jeg kan ikke sige mig fri for at være lidt af en hygge-gamer. For nogle år siden betød det – medmindre det skulle være kryds-og-bolle-agtige spil – en ikke altid helt let dans med Wine-miljøet. Det gør det muligt at køre software skrevet til Windows på blandt andet Linux.
Jeg har haft nogenlunde succes med at køre visse AAA-spil – altså større produktioner – på Ubuntu på den måde. Dog sjældent uden en del manuel konfiguration.
Læs også: Sådan fik jeg nye Windows-spil til at køre på Linux
For de spil-glade er Wine heldigvis ikke en nødvendighed i samme omfang længere. Ikke mindst takket være Valve, som står bag Steam. Spil-distributionsplatformen kører sammen med en stadig voksende skare af AAA-spil native på Linux, vistnok officielt Ubuntu. Det vil eksempelvis sige Civ V, XCom 2, Rocket League og ikke mindst FTL.
Hvorfor Linux?
Mit daglige computer-brugsmønster kunne langt hen ad vejen sagtens varetages af et ikke-Linux-styresystem. Når jeg kører Ubuntu skyldes det blandt andet, at opdateringer er noget, der installeres hurtigt, let og uden at resultere i langvarige opstarts-, genstarts- eller nedlukningsprocesser.
På mine kollegaers skærme og trætte ansigter kan jeg se, at det fra tid til anden forholder sig anderledes med andre styresystemer.
Derudover er jeg grundlæggende tilhænger af, at kunne se, hvad der foregår bag facaden i et styresystem. Bevares, jeg er langt fra Linux-ekspert, men jeg oplever en umiddelbar og glædelig transparens under opsætning af sådan noget som en VPN-forbindelse, en Samba-server eller et Cron-job.
Muligheden for at kigge under hjelmen og for at kunne dreje og skrue på knapperne i Linux benytter jeg i øvrigt jævnligt i mit journalistiske virke i forhold til kunne afprøve tekniske påstande og antagelser inden for it-området.
Af samme grund har jeg også en Windows 10 Pro-installeret virtuelt på min arbejds-Ubuntu. Så kan jeg eksempelvis teste et eller andet i forhold til Microsofts Edge-browser.
Endelig koster Ubuntu og andre Linux-systemer – herunder versions-opdateringer – i udgangspunktet ikke noget. I hvert fald ikke hvad en softwarelicens angår. Det tiltaler mig ud fra devisen om, at det virker fjollet at betale for funktionalitet et sted, når en lignende funktionalitet kan erhverves gratis et andet.
Ubuntus mærkværdigheder
Selv om Ubuntu er blevet mere brugervenligt, så er Linux-livet ikke altid en dans på roser.
Teknisk knowhow er en fordel, hvis ikke et must. Det er det generelt, hvad computere angår, men i forhold til mit brugsmønster på Ubuntu blev livet bare lettere, da ‘sudo’, ‘chmod’, ‘chown’, ‘ls’, ‘apt update’, ‘apt upgrade’, ‘nano’, ‘/etc/fstab’ gik fra at være fremmedord til noget, jeg er nogenlunde fortrolig med.
Med hensyn til den generelle brugervenlighed så byder Ubuntu her i 2016 på en del mærkværdigheder, jeg mere eller mindre har lært at leve med.
Jeg nævner i flæng: Firefox har bøvl med touchskærms-understøttelsen på tidligere nævnte laptop-ultrabook.
Den ellers relativt udbredte messenger-app Pidgin har i den årrække, jeg har anvendt den, fungeret pinagtigt ringe med det indbyggede notifikationssystem i standardudgaven af Ubuntu.
Først med Ubuntu 16.04 er det umiddelbart blevet muligt at køre nogenlunde gnidningsløst med tre skærme på min Dell-pc på jobbet via en dockingstation. Den skulle ellers være Ubuntu-certificeret.
Grafiske glitches
På samme pc oplever jeg jævnligt grafiske glitches. Det kan muligvis hænge sammen med, at den indbyggede Intel-GPU har svært ved at trække de samlet set ca. 58 tommers desktop fordelt på tre skærme, som jeg gør brug af.
Glitches vil blandt andet sige, at Chrome/Chromium længe har flimret. Problemet har jeg nu muligvis løst ved at sætte GPU rasterization til ‘force-enabled for all layers’ under chrome://flags – men det har altså krævet lidt fifleri. Firefox flimrer ikke, men den kører til gengæld sløvt på mit arbejds-setup.
Jeg oplever ikke grafiske glitches i samme omfang på min hjemme-pc med en enkelt skærm og et Nvidia-kort.
Ingen Ubuntu'er, jeg har haft med at gøre, skilter specielt effektivt med, når der er nye opdateringer til styresystemet. Men det er måske en smagssag.
DRM er et problem. Det vil blandt andet sige e-bøger, musik og video, der er DRM-beskyttet. Foreløbig har jeg overkommet e-bogsproblemer i den sammenhæng via den virtuelle Windows-installation.
Udskrift fungerer som regel, men kan være en mærkelig oplevelse. For mit vedkommende har det blandt andet involveret printerjob, der aldrig bliver udført, og en mærkelig blå baggrundsfarve på print fra min hjemmeprinter.
Retteligt skal det her nævnes, at printning vistnok alle dage på alle computere og styresystemer fra tid til anden har været en mærkelig oplevelse.
Så er der mit surround-gamer - usb - headset ved hjemme-pc’en. Hvis surround-kanalerne skal bringes til at kunne konfigureres via den grafiske lydopsætnings-grænseflade i Ubuntu kræver det mere roden-rundt i en konfigurations-fil, end jeg endnu har orket.
Til gengæld virker min Playstation 3-controller ud af boksen med Steam på Ubuntu. Jeg mener i hvert fald ikke, jeg har pillet ved noget for at få det til at fungere.
En del af ovenstående skyldes givetvis problemer i forhold til hardware/software-leverandører mere end Linux-specifikke udfordringer. Og så er en del af udfordringerne muligvis Ubuntu-specifikke.
Mig bekendt går Ubuntu – herunder forskellige afarter – stadig for at være blandt de mest brugervenlige Linux-systemer. Så jeg synes Ubuntu må være et rimeligt benchmark for Linux-modenhed i forhold til den gængse bruger.
Bedre, men ikke for alle
Trods knasterne vil jeg påstå, at Ubuntu og lignende Linux-distroer i vidt omfang kan være en farbar vej for ikke-ekspert brugere.
Særligt hvis der er et Linux-kyndigt bekendtskab inden for rækkevidde, der kan hjælpe med de værste startvanskeligheder. Og naturligvis forudsat, man ikke er afhængig af Windows-only-programmer. (Pinta er en bedre erstatning for MS Paint og Paint .Net end Gimp)
Som styresystem på arbejdspladsen fungerer Ubuntu i mit tilfælde hurtigt og effektivt. Det lader sig i udpræget grad gøre, fordi en stor del af mine arbejdsopgaver i dag kan klares i en browser. Og derudover kan jeg selv finde ud af supporten.
En del af de support-mæssige udfordringer på en arbejdsplads vil kunne imødegås ved at anvende prækonfigurerede image-filer af eksempelvis Linux installeret på understøttet hardware.
Uanset vil Ubuntu og lignende i flere tilfælde resultere i en lind strøm af brugerhenvendelser til it-supporten – i hvert fald i starten.
Det direkte udsyn fra min arbejdsplads til it-afdelingen i vores organisation vidner dog om, at Windows-brugere også har et løbende behov for support.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
