Venstres it-ordfører begejstret for digitalt prøvevalg

Det elektroniske prøvevalg for 16- og 17-årige i Århus Kommune er så god en ide, at Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen gerne ser systemet udbredt til rigtige valghandlinger over hele landet.

Det er en tydeligt begejstret it-ordfører fra Venstre, der, efter at have besøgt det elektroniske forsøgsvalg for unge i Århus, nu agiterer for at indføre digitale valghandlinger i hele landet.

»Jeg må indrømme, at jeg er totalt pro. Jeg har kigget på ideen længe, men efter at have set den udført i levende live i Århus, er jeg blevet meget imponeret og synes, det er en fantastisk ide,« siger Michael Aastrup Jensen til Version2.

It-ordføreren er især imponeret over, hvor pædagogisk og let tilgængelig den elektroniske afstemning er. Detaljer som eksempelvis, at systemet hele tiden guider vælgeren igennem processen gør, at han har fuld tiltro til, at også hans mormor på 79 uden problemer ville kunne afgive sin stemme elektronisk.

Michael Aastrup Jensen argumenterer videre, at digitale valg er sikrere, billigere og langt mere effektive end de traditionelle valghandlinger med papir og blyant, hvor valgtilforordnede og stemmetællere i stort antal sidder i dagevis for at komme frem til det endelige resultat.

»Som tidligere borgmester i Randers har jeg som formand for valgbestyrelsen haft mange opringninger fra frustrerede tilforordnede ude på valgstederne, fordi de ikke kunne få resultatet til at gå op. Til slut måtte vi så acceptere, at der var forskel på antallet af afgivne stemmer og det optalte resultat,« siger Michael Aastrup Jensen.

»Med digitale valg er vi ude over det problem og får et meget præcist resultat, som oven i købet foreligger langt hurtigere end vi er vant til. Og helt ærligt. Vi er altså i 2009 ? burde man så ikke også tage den nye teknologi til sig,« spørger han retorisk.

Med på Michael Aastrup Jensens liste over argumenter er også, at man sparer penge. I Århus Kommune lyder beregningen, at hvis det rigtige kommunal- og regionsrådsvalg i dag havde været elektronisk, kunne kommunen have sparet en halv million kroner i udgifter til valgtilforordnede.

»Jeg synes, hver valgbestyrelse skal have lov til at beslutte, hvordan de vil gribe det an. For eksempel kunne man lade Statens IT lave en prækvalifikation over digitale valgsystemer, og så kunne kommunerne investere i det system, der giver bedst mening for dem. Og selv om it-systemerne selvfølgelig også koster noget, synes jeg bestemt regnskabet falder ud til fordel for de digitale valg,« siger Michael Aastrup Jensen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Peter Mogensen

Nu ved vi jo at du ind imellem læser med her, så må vi jo håbe at du også vil bemærke de pointer der er ang. digitalisering - hvad man kan og hvad man ikke kan unden at det bliver et demokratisk problem.

Der er ret mange fagfolk, der er ved at være grundig trætte af at høre snart den ene politiker, snart den anden trække revolverpolitik frem om at nu skal vi have "internetvalg", for nu må teknologien da være moden til det (har de fået at vide af en eller anden valgmaskine-pusher).

Teknologien er IKKE moden til internetvalg og det bliver den sandsynligvis aldrig. Det betyder ikke at man ikke kan få fordel af edb i visse dele af det nuværende valgsystem, men der er en hårfin grænse for hvornår det man ønsker sig reelt er magi og konsekven er at det går ud over demokratiet - og det gælder om at kende den og ikke tro at man er fremme i skoene, blot man vil have digitale valg.

  • 0
  • 0
#4 Preben Charles Nielsen

"Jeg må indrømme, at jeg er totalt pro. Jeg har kigget på ideen længe, men efter at have set den udført i levende live i Århus, er jeg blevet meget imponeret og synes, det er en fantastisk ide." Siger Michael Aastrup Jensen.... Ja fantastisk men stadigvæk ubrugeligt i dag...... Beklageligt med politikere der er totalt uvidende. Jeg stemmer på venstre men ser dog fejlene...

Venligst. EDB chef på 71 år men vidende...

  • 0
  • 0
#5 Klaus Elmquist Nielsen

Hvem er det sikrere for?

Dem der ønsker deres genvalg automatiseret. Sagt med andre ord folk der mener at der har været afholdt de valg der skal være afholdt i danmark. Og at de, for at undgå at civilbefolkningen gør oprør, vil give illusionen af demokratiske valg, ved at benytte manipuleret elektronisk afstemning.

  • 0
  • 0
#6 Dan Mygind

Kære politikere og meningsdannere,

Tænk jer nu om, inden I i en halleluja-vi-skal-være-på-forkant-med-det-nye-stemning kaster jer ud i et eksperiment med vores dyrebare demokrati.

Elektronisk valg er ikke sikre.

Jeg bloggede om de problemer der er med elektroniske valg tilbage i 2006: Elektroniske valg - for risikabelt for demokratiet? http://www.computerworld.dk/blog/itkorr/227

Sidenhen er problemerne stadig ikke løst tilfredsstillende. 2007: Rapport gennemhuller sikkerhed ved e-valg http://www.computerworld.dk/art/40546

2009: CIA-ekspert: Elektroniske valg er usikre http://www.computerworld.dk/art/50867

Se i øvrigt HBO-dokumentaren "Hacking Democracy", hvor det berettes at Al Gore fik et negativt antal stemmer i Volusia County i Florida 2000.

Spol frem til 1:30 i Youtube-videoen: http://www.youtube.com/watch?v=68SX9UgrV10 eller endnu bedre; se hele dokumentaren.

  • 0
  • 0
#8 Erik Cederstrand

Jeg ser et enormt forretningspotentiale som producent af stemmemaskiner eller optællingsmaskiner til papirstemmer. Alene den magt man vil have bør kaste penge af sig, om ikke andet så tænk på alle golfspillene og jagtturene man vil blive tilbudt. Tænk, man har jo den siddende regering i et fast greb ved kronjuvelerne.

  • 0
  • 0
#9 Deleted User

Ved en prototype, der ikke opfylder sikkerheden, som den der blev demonstreret i Århus, kan digitale valg gøres billigere. Men, hvis sikkerheden skal være på samme niveau, så er det dyere. Det bliver dyere at udvikle softwaren. Systemet skal finpusses, således anonymiteten er i orden. Der skal findes metoder, så vælgeren kan verificere sin stemme er korrekt. Og der skal sikres, at valgafstemningsresultatet ikke alene beror på éen leverandør. Problemet med at få stemmerne til at gå op forsvinder ikke - men hvis der ikke er den nødvendige sikkerhed, så svarer det til, at elektronikken ikke dobbelttjekker, og efterregner resultatet. Alle disse problemer, kan også meget nemt løses for papirvalg. Man undlader bare at dobbelttjekke resultaterne. Når først en valgforordnet har noteret stemmen, behøver den ikke at blive dobbelttjekket. Så opnås samme sikkerhed, og samme pris, som for den elektroniske. Ved den elektroniske er sikkerheden endog dårligere, fordi det er nogle ganske få programmører der tæller stemmerne sammen, uden at de dobbelttjekkes. Hvis det er de valgforordnede, der ikke tjekkes, så er det trods alt forskellige - tilhørende forskellige partier over hele landet - og dermed stor sikkerhed for, at det ikke giver afgørende mandatskred.

  • 0
  • 0
#10 Anonym

Men, hvis sikkerheden skal være på samme niveau, så er det dyrere. Det bliver dyrere at udvikle softwaren. Systemet skal finpusses, således anonymiteten er i orden.

Jens, det er nonsens fra ende til anden.

Selvfølgelig kan du nemt ødelægge sikkerhed i et papirbaseret folketingsvalg - forsøg herpå er årsagen til at det er lavet så sikkert som det er.

Men når du ikke engang har en teoretisk model for eValg, kan du ikke løse problemet ved bare at pøse flere penge på udviklingsprojektet.

Det er den slags vrøvl og misinformation der har skabt de mange problemer i Digital Forvaltning.

Hvis man vil spare, så nedlæg kommununerne eller overlad alle beslutninger til EU - så er der meget færre valg at skulle stemme til. Bureaukraterne og kontrolfreaks regner ikke borgerne for noget alligevel, så hvorfor skulle man overhovedet have alle de valg?

Hvad man ikke skal gøre er at svække sikkerhedsmodellen blot for at få pseudo-legitimering.

  • 0
  • 0
#11 Peter Larsen

Der skrives meget her, men husk at der er flere måder at stemme digitalt på. Hjemme via internet giver det problem at det ikke er anonymt og at man kan blive tvunget til at stemme på en bestemt person af en anden person. Man kan også gøre det digitalt med valgsteder som idag. Det kan gøres helt anonymt og uden opkobling til internet - det kræver blot strøm. Man sender som idag vlgkort ud med stregkoder der scannes på valgstedet (for at tælle antal der stemmer), valgkortet inddrages som idag, så man ikke kan stemme to gange. Dernæst går man ind i en boks som idag. Nu er boksen blot forsynet med en skærm hvorpå valglisten præsenteres og stemmen afgives anonymt og "tælles" med det samme. Når valget er slut skal boksene så tømmes for stemmer, det skal ske via en alle anden opkobling ligesom man idag inberetter stemmetallene - men det foregår på kommunen og derfor behøver man ikke at have internet ude på valgstederne.

  • 0
  • 0
#12 Philip Grove

Nu kender jeg ikke systemet der har været brugt i Århus så det kan jeg ikke udtale mig om.

Systemet i dag har dog et fordyrende led som, relativt let, burde kunne spares væk på en eller anden måde, og det kunne måske få diverse politikere til at slappe lidt af indtil løsningerne bliver gode nok.

Jeg taler om udsendelsen af valgkort. De enkelte kommuner der håndterer udsendelsen har sikkert i aftale med Post Danmark der gør det billigere end hvis almindelige danskere ville sende noget tilsvarende. Alligevel er det da en betydelig post på regnskabet, for slet ikke at tale om CO2 udledningen til hele forløbet.

Der sker alligevel ikke kontrol af den der kommer med valgkortet er den rigtige person, udover at den valgtilforordnede kan antages at se personen. Jeg har prøvet at valgkort er gået tabt i posten, og hvad forhindrer andre i at møde op med sådan et valgkort.

Jeg har ikke en løsning på hele problemet, men alle danskere her altså et sundhedskort (tidligere sygesikringsbevis) udstedt af regionerne. Det må kunne bruges til noget og udstederen er kendt. Stemmer kan stadig tælles ved at tælle hvor mange kort der er blevet registreret i systemet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere