Venstre siger nej til e-valg - lovforslaget falder
Det blev et nej til e-valgs-forsøg efter lange overvejelser hos Venstre. Og dermed falder lovforslag L 132 om forsøg med e-valg med et brag.
»Vi har igennem flere uger været ude at tale med et hav af folk. På jeres (Version2, red.) høring, kommunaludvalgets høring og i andre sammenhænge. Og jeg må bare konkludere, at der er alt for stor tvivl om, om man kan lave et system, der er sikkert nok,« siger Michael Aastrup Jensen, it-ordfører for Venstre, til Version2.
Enhedslisten, Dansk Folkeparti og de Konservative har allerede sagt nej til e-valgs-loven, og med Venstres beslutning er det nu ikke muligt for regeringen at samle flertal for loven. Normal procedure er derfor, at lovforslaget vil blive trukket tilbage.
Det var især bekymringer om sikkerhed og tillid til valget, som fik Venstre til at vende tommelfingeren nedad.
»Der er spørgsmålet om den faktiske sikkerhed, hvor flere har rejst tvivl om, om sådan et system kan hackes, og om man kan sikre, at stemmerne registreres korrekt. Men så er der også tillid og gennemskueligheden til valget. Hvis der kan drages tvivl om valgets resultat, vil vælgerne miste tilliden til valget, og det må ikke ske,« siger Michael Aastrup Jensen.
Et af de primære argumenter for at begynde bindende forsøg med e-valg har været hensynet til handicappede, hvor for eksempel blinde i dag ikke har stemmehemmelighed. Med e-valg kunne de få hjælp til oplæsning af kandidater og dermed selv stemme, har regeringen anført. Men der er mange andre måder at hjælpe handicappede på end at indføre e-valg for alle, mener blandt andet Enhedslisten, som nu arbejder på et nyt forslag, der kan hjælpe denne gruppe.
Og den idé er Venstre med på, lyder det fra it-ordføreren, som støtter op om Enhedslistens beslutningsforslag.
Version2 følger op på sagen.
Venstre stemmer nej til regeringens forslag om at påbegynde forsøg med e-valg. For Venstre har spørgsmålet om e-valg været meget vigtigt. Derfor har folketingsgruppen taget sig god tid i forhold til at lytte til de mange bekymringer, der er kommet fra valgeksperter og it-eksperter, bl.a. på en høring i Folketingets kommunaludvalg i starten af marts måned. Med Venstres beslutning om ikke at støtte forsøget med e-valg, kommer regeringen i mindretal på sit eget forslag, idet Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Konservative også er imod forslaget.
Michael Aastrup Jensen udtaler: 'Venstre vil ikke være med til at underminere tilliden til valghandlingen. Vores demokrati er alt for vigtigt til, at vi skal foretage eksperimenter med det for at afprøve en ny teknologi. E-valg er på nuværende tidspunkt ikke sikkert nok til, at det skal indføres i Danmark'.
Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet anslås det at koste fra 250.000 kr. og til over en million kr. at indføre e-valg pr. valgsted. Samtidig er fordelene ved e-valg nærmest ikke-eksisterende.
Michael Aastrup udtaler: 'Regeringen vil bruge et trecifret millionbeløb på at løse et problem, som ikke findes. Hvad er der egentligt i vejen med den måde, vi afholder valg på i dag? Det er der ingen fra regeringspartierne, der har kunnet forklare. Til gengæld har it-eksperter stået i kø for at påpege problemerne med e-valg'.
Venstre er imod eksperimenter med valghandlingen, men har lyttet til handicaporganisationernes ønske om bedre adgang til hemmelig stemmeafgivning for personer med handicaps. Derfor er Venstre positivt indstillet over for Enhedslistens beslutningsforslag om at iværksætte initiativer på dette område.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.