Venstre kræver handling: 'Fuldstændig absurd' med DR NU-forbud på smart-tv

29. maj 2013 kl. 14:4729
Det skal være muligt at se DR på alle tilgængelige platforme - også gennem en app til smart-tv. Venstres kulturordfører tager nu sagen op i Folketinget.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

»Det er fuldstændig absurd – for nu at sige det ligeud.«

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Venstres kultur- og it-ordfører Michael Aastrup Jensen oven på nyheden om, at DR ikke vil tillade en smart-tv app at vise indhold fra DR's egen streaming-tjeneste DR NU - mens samme indhold uden forbehold gerne må vises i en webbrowser.

»Når alle danskere i praksis betaler licens til DR, så skal det også være så let som muligt at se på alle tilgængelige platforme. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er flow-tv noget, der er på vej væk. Jeg ser efterhånden selv stort set udelukkende on-demand-tv,« siger Michael Aastrup Jensen til Version2.

Derfor vil han nu tage sagen op i medieforligskredsen, så hullet kan blive lukket. Efter planen skal forligskredsen mødes på fredag, og den umiddelbare fornemmelse er, at der er opbakning til at sætte handling bag ordene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det kan ikke være meningen, at man for at være lovlydig skal til at køre ledninger frem og tilbage mellem pc'en og tv'et. Vi har haft dialogen om at åbne DR mere op siden sidste valg - og heldigvis er det jo sådan, at vi ejer DR,« siger Michael Aastrup Jensen til Version2.

Flere Version2-læsere antyder i debatten under den første artikel, at DR's argument om 'retransmission' af ophavrsretsligt beskyttet materiale ikke virker gennemtænkt, idet flere - tilsyneladende lovlige - brugssituationer i så fald også vil falde ind under samme bestemmelse.

»Det undrer mig ikke, hvis argumentationen er mystisk. Det er desværre langtfra første gang, DR forsøger sig med dårlige, tekniske undskyldninger,« siger Michael Aastrup Jensen.

29 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
25
30. maj 2013 kl. 13:47

a) Et fjernsyns levetid > 6 år b) En fjernsynsleverandørs servicevindue (nye opdateringer) for et fjernsyn < 2 år. c) Antal år du ikke kan få nye funktioner ind på dit fjernsyn = a - b d) Antal år du ærgrer dig over at du ikke kan få de nye funktioner ind på dit TV = c

Moralen er at hvis du køber et Smart TV så skal du forvente at i hele TV'ets levetid vil TVet have nøjagtigt de samme funktioner som da du købte det. Hvis du vil have flere eller nyere funktioner så køb et nyt fjernsyn. Dette er fjernsynsproducenternes forretningsmodel.

28
30. maj 2013 kl. 20:40

Moralen er at hvis du køber et Smart TV så skal du forvente at i hele TV'ets levetid vil TVet have nøjagtigt de samme funktioner som da du købte det.

Løsningen er naturligvis åbne platforme. En flere år gammel Android telefon får stadig nye apps. Også selvom selve telefonen for længst er droppet af producenten. En 6 år gammel PC kan sagtens afspille DR NU på dr.dk.

Der er ingen årsag til at Smart TV ikke også skulle udvikle sig derhen. Problemet er kun at mit Samsung Smart TV har en proprietær app store i stedet for blot at bruge den normale Android App store.

Man kunne næsten håbe at Apple lancerer et TV så de andre tvinges til at tage sig sammen. Det er lidt ironisk idet Apples platform teknisk set ikke er åben, men de er til gengæld de bedste til at blive ved med at supportere ældre apparater.

29
30. maj 2013 kl. 20:56

Der er ingen årsag til at Smart TV ikke også skulle udvikle sig derhen.

Det sker ikke så længe TV producenterne hellere vil gå i seng med indholdsleverandørerne (som sikrer at der rent faktisk er en eller anden form for indhold til SMART TV) end være på kundernes side. Hvorfor tror du at nye TV krypterer optagelser? For at glæde TV forbrugerne eller for at glæde indholdsleverandørerne.

I samme øjeblik TV producenterne siger "TVet er en åben platform", lukker indholdsleverandørerne for deres materiale. Og jeg vil godt vædde en fadbamse.

24
30. maj 2013 kl. 13:14

er man helt sikker på, at de ikke vil blive respekteret af langt de fleste.

Det kan man selvfølgelig bruge til at etablere en fast indtægtskilde, hvis man fx. er Staten, og der er knyttet pekuniære straffebestemmelser til reglerne.

Andre institutioner må så enten anlægge private søgsmål - eller være til foragt eller grin, alt efter folks temperament.

I den foreliggende situation er der åbenbart afgørende forskel på, om jeg ser fjernsyn med venstre øje eller med højre øje (dette kaldes for en metafor, til venlig information, hvis nogle af regelsnedkerne skulle kigge med hér)- og den logik har jeg uvægerligt lidt svært ved at følge fornuften i.

Ja, egentlig opfatter jeg det mere som en ubegavet måde at prøve at genere folk, som ikke har haft til hensigt at gøre noget forkert, og som betaler deres licens i al fredsommelighed.

22
30. maj 2013 kl. 11:21

Måske det er en undskyldning for at undgå at udvide den i forvejen hårdt presset serverpark? Der er vel en grund til at vi i 2013, ikke kan få vist dr programmer i en ordentlig kvalitet. Desuden, når man forsøger at se de ældre videnom afsnit, kommer der blot en meddelse om at klippet er slettet på grund af meget få ser dem. Det tyder da på at kapasiteten ikke er tilstrækkelig.

20
30. maj 2013 kl. 08:40

Jeg tænker følgende:

  1. Hvor har Venstre tænkt sig at finde pengene? Jeg er sikker på at rettighedshaverne vil tage sig godt betalt for tillade materiale på smartTV som de jo også sælger til andre aktører på smartTV-markedet (Netflix mv.).

Mener at kunne huske lignende problematik i USA om at rettighedshaver ser TV != computer (vist nok noget omkring at man ikke måtte sende sit computer signal til TV hvis man så Hulu).

  1. Har Venstre tjekket med sine økonomiske sponsorer i Danske Medier? De ser jo helst DR med så mange lænker som muligt og helst som en ligegyldighed ala PBS, ARD osv.

Danske Medier er sikkert helt tilfreds med at DR ikke må sende på SmartTV.

  1. Den absurde situation er jo blot resultatet af en absurd ophavsret. Kunne være at Venstre skulle tage et seriøst kig på den hvis der er noget de er utilfredse med?
  • Bjarne
16
30. maj 2013 kl. 01:10

Jeg mangler i høj grad også en brugervenlig app til både min Iphone og min Ipad!

DR NU i webbrowseren er ikke funktionel nok, den er kluntet, omstændig, og man skal ofte lede efter tingene dybere end man normalt burde i en overskuelig app.

f.eks kunne jeg godt tænke mig en nem og overskuelig app til deres live-tv, fuldstændig som de har gjort på radio siden.

Der er også alt for mange fejl muligheder i en browser pga. hukommelse osv. som alt i alt gør DR NU mindre brugervenligt end det kunne have været.

Så ja tak, til et mere bruger venligt DR NU via app´s!

15
29. maj 2013 kl. 23:43

Jeg forstår ikke hvorfor i er sure på DR, det er ikke dem der bestemmer hvad det skal koste, for at sende på en bestemt platform. Rettighedshaverne er ufattelig bange for at tabe penge på alle disse nye platforme - Så de forlanger ekstra penge for hver eneste platform man sender på, Selvom det er de samme kunder man distribuerer til. Bare fordi man har fået lov til at distribuere en udsendelse eller kanal på PC, så har man ikke automatisk ret til at distribuere den på iPad.

23
30. maj 2013 kl. 12:25

Hele humlen i den her sag er jo spørgsmålet om, hvorvidt der rent faktisk ER en rettighedmæssig forskel på forskellige slags datamater i samme husstand. Da det er DR som i den konkrete sag påstår at en sådan forskel eksisterer (muligvis på vegne af rettighedshavere, muligvis som en ren CYA-refleks), er det ganske naturligt at de også har bevisbyrden.

Personligt tror jeg ganske enkelt der er tale om at de ikke forstår hvad et smart-TV er. Men det er en nem bevisbyrde at løfte for dem: de skal blot pege på den paragraf, der skelner mellem hvorvidt min datamat er indbygget i et TV-apparat eller ej.

17
30. maj 2013 kl. 01:18

Er det ikke DR's egne producerede programmer der i høj grad er på DR NU?

14
29. maj 2013 kl. 23:16

Selve ideen om en statisk platform (SMART Tv) i en ekstremt volatil verden, en platform fuldstændig udenfor brugerens kontrol, er i sig selv absurd.

Brug TV som skærm og få en frontend (RaspBErry, Apple TV2, PC eller noget andet) som er under brugerens kontrol, således at nye funktioner ikke venter på at en TV producent eller en indholdsleverandør lige pludselig interesserer sig for dine problemer. Det gør de ikke. De skal tjene penge på et nyt produkt.

TV optagere, net-apps, browsere of alverdens klienter er tilgængelige fra fleksible platforme som Linus, Osx og Windows.

Alle TV optagere indbygget i TV er idag låst og lukket sammen med det TV der optager udsendelserne. Glem dem. Brug en HTPC og en USB TV tuner til 150 kr og bestem over dine optagelser.

SMART TV er en ubrugelig marketings gimmick som udelukkende kolporterer ideen om af TV producenterne og indholdsleverandørerne skal bestemme over din hverdag. Og transportører som DR er fuldstændigt ligeglade med dette faktum.

13
29. maj 2013 kl. 18:56

De burde stille krav til producenterne i stedet. Som minimum understøttelse af DVB-T2/MPEG-4 og hvis tv'et kan gå på nettet, skal det også understøtte HbbTV. Så er det problem løst og vi kan forhåbentligt skifte til DVB-T2 indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg kan ikke se hvorfor vi skal gå producenternes ærinde og hjælpe dem med at bygge lukkede økosystemer.

Det er jo heller ikke fordi Samsung ikke understøtter HbbTV, det er blot det at de ikke ønsker at tilbyde det til danskerne. Det er sandt at DR's HbbTV ikke er så udbygget her i startfasen. Men hvis der var flere brugere, ville de helt sikkert også tilbyde en bedre HbbTV app.

10
29. maj 2013 kl. 16:46

Jeg har valgt at jeg ikke vil betale for de mange tv kanaler og har derfor kun DR. Desværre sender de aldrig noget jeg gider se når jeg har tid til at se TV. Så det eneste jeg ser er streaming TV på min Western Digital Live boks.

En gang så jeg DRs programmer da jeg kunne se dem på Western Digital boksen via RSS feeds og Mediafly. Mediafly lukkede og nu ser jeg så ikke DR da jeg ikke kan få dem op på mit TV på en nem og billig måde(og nej jeg gider ikke se det på min PC eller tablet). (Desværre understøtter min Samsung TV med dets internet@tv ikke nogle apps der kan bruges til noget.)

Har overvejet om jeg skulle lave noget i retning af DLNA server med interface til DR's API på min Linux boks, men jeg har nok ikke lige tiden til det.

12
29. maj 2013 kl. 18:14

Kan du ikke bare installere XBMC på din western digital boks, og se DR's programmer gennem de indbyggede DR.NU-app's?

Alternativt: Har du overvejet Raspberry Pi eller lignende meget billig minicomputer (ca 300kr). Personligt benytter jeg en raspberry pi med XBMC til at se DR.NU og DR's bonanza arkiv med. Den tilsluttes dit TV via hdmi eller coax, og kan styres enten med tv'ets fjernbetjening eller din smartphone (bedst). (Eneste lille minus ved dette setup er, at det af uransagelige årsager ikke længere er muligt at spole frem og tilbage i tv-programmerne. )

18
30. maj 2013 kl. 03:07

Har ledt efter en grund til at købe en pi. Kunne være det var grunden. :) har tidligere været glad for xbmc.

3
29. maj 2013 kl. 15:05

Hvordan er DRM understøttelsen på smartTV når man husker på at det som regel er en linuxARM platform med et GUI der realt bare er en browserudvidelse?

DRM er ofte et ufravigeligt krav aftaler om distributions af indhold, kan der ligge en hage her som ingen i dagspressen helt har fanget?

5
29. maj 2013 kl. 15:28

Teknisk kan jeg ikke give dig et svar. Men det er godt nok til at Netflix, HBO, Yousee, Hulu osv. kan lave en app dertil uden de bryder deres aftaler med ejerne af det materiale de streamer.

Det kan de ikke på "almindelig" linux så det må jo være bedre beskyttet på et smartTV

26
30. maj 2013 kl. 18:29

HBO Nordic (som ikke er HBO - de har bare en aftale med dem) baserer sig på Widevine der understøtter ca alt (inkl. mange linuxbaserede devices) pånær "ren linux" https://www.widevine.com/available_platforms.html

Netflix benytter sig på PC-klieneten af Silverlight DRM - hvad de gør på de linuxbaserede devices ved jeg faktisk ikke... men der er vist noget html5-baseret i støbeskeen (med indbygget DRM)

9
29. maj 2013 kl. 16:06

Så vidt jeg ved, er det temmligt besværligt at få Netflix godkendt på en Raspberry PI, fordi der ikke er adgang til DRM på den. Så når det virker på et Samsung TV, må det antages, at det er ganske muligt at kontrollere streamen, eftersom at Netflix har godkendt det. DR bruger dog ikke samme krav, men har vidst nogle opfundet efter fri fantasi....

4
29. maj 2013 kl. 15:24

DRM er ofte et ufravigeligt krav aftaler om distributions af indhold, kan der ligge en hage her som ingen i dagspressen helt har fanget?

DR bruger i hvert fald ikke DRM på deres Flash streams. Jeg har lavet flere kopier af DR Flash streams [til privat brug] med rtmpdump uden at bruge programmets DRM funktioner.

Deres .mp4 (h264/acc) video podcasts er også uden DRM.

DRs programmer er som bekendt tilgængelige for alle danskere (og nogle svenskere og tyskere) på DVB-T FTA i noget bedre kvalitet, så jeg tvivler på at DRs webstreams er en kilde til "pirat"kopiering. Teh Scene vil have det bedste!

2
29. maj 2013 kl. 15:03

...at der endelig er nogen, der kan se det absurde i den konstruktion man har fået lavet med "medielicens" - som med kulturministeriet egne ord (fra dengang) ikke er en skat fordi der var "skattestop".

Drop dog alt bureaukratiet med DR som selvstændig skatte-indrivende virksomhed. Hvis man mener det er en vigtig del af landets infrastruktur at have et public-service medie (hvilket jeg ikke argumenterer imod), så sæt det dog på finansloven ligesom alle andre dele af infrastrukturen.

11
29. maj 2013 kl. 17:44

Drop dog alt bureaukratiet med DR som selvstændig skatte-indrivende virksomhed. Hvis man mener det er en vigtig del af landets infrastruktur at have et public-service medie (hvilket jeg ikke argumenterer imod), så sæt det dog på finansloven ligesom alle andre dele af infrastrukturen.

Jeg har et endnu bedre forslag. Split DR op i aktier, og send så et antal aktier til hver licensbetaler i forhold til hvor meget de fx har betalt i medielicens de sidste 10 år. Så er DR en privat forening, og så kan aktionærene selv bestemme hvad der skal sendes og hvad det skal koste og om der skal være login på dr.dk. Så slipper man også for at der sidder nogle politikere der blander sig i hvad en enkelt journalist stiller af spørgsmål til en gæst, og hvad de ellers blander sig i.

"Public service" er noget meget udefineret noget, der aldrig været til rådighed for mig. DR kan broadcaste folketingsvalg, men da der alligevel går ca 3 uger før der er dannet regering, kan man lige så godt læse om det i Statstidene. MGP - undskyld, men det har ingen interesse. Matador - ja jeg så det hos mine forældre i 1978. Indrømmet, jeg så live udsendelse EM i 1992 hos en kammerat (og lod mig rive med), men ellers har jeg ikke set noget live siden.

Tiden er løbet fra broad cast. Det er kun gamle stivnakker som gerne sidder og venter en halv time på at en udsendelse starter. Vi andre er sprunget på ondemand-view, så vi ser det når vi vil.

Hvis politikerne går så meget op i at blive set på tv, så kan Folketinget bare betale for at blive vist. Så kan TV2 og TV3 eller andre, alle være med.

DR på folkeaktier nu! ...og lad os så få skrottet den licens.

1
29. maj 2013 kl. 15:01

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er flow-tv noget, der er på vej væk. Jeg ser efterhånden selv stort set udelukkende on-demand-tv

Jeg har det sjovt nok lige omvendt.. kan tit sidde og bladre endeløse rækker af tv-shows igennem uden at føle mig inspireret til at klikke på noget. kan i mange tilfælde bedst lide at kanalerne bare brager derudaf og så kan jeg zappe ind efter for godt befindende.

Nogen der ved om man kan få flow-web-tv nogen steder? Det er alt andet lige nemmere end at skulle trække coax og have DVB-T tuner på tabletten.

19
30. maj 2013 kl. 08:29

Flow web-tv kører fint via Stofa's App. Nogle ting kan man streame anywhere med sit brugernavn/password, andet kræver man laver en VPN hjem og kommer fra sin egen IP.

Tidligere havde de (ubevidst ?) åbnet for at alle kunne se alle kanaler, alene ved at rette et kanalnummer (0-150) i en URL. Men det har de fixet nu. Nu er det dynamiske URL'er man får efter brugervalidering.

6
29. maj 2013 kl. 15:31

Nogen der ved om man kan få flow-web-tv nogen steder?

Ja hos DR. Du kan se live TV på Danmarks Radios hjemmeside.

Der er absolut ingen grund til at et smart TV med internetadgang ikke umiddelbart kan vise alle live DR kanaler, også selvom TV'et ikke er tilsluttet antenne.

Jeg betaler licens, det samme som ham der har købt et kabel-TV abonnement. Jeg har også ret til at se DR på mit TV. Jeg vil bare have signalet via internet, da antenne ikke er praktisk eller muligt der hvor jeg bor.

7
29. maj 2013 kl. 15:48

Der er absolut ingen grund til at et smart TV med internetadgang ikke umiddelbart kan vise alle live DR kanaler, også selvom TV'et ikke er tilsluttet antenne.

DR webtv er Flash med H264 video og AAC audio, så bortset fra det defekte container format (Flash), burde stort set enhver hardware player ting fra de sidste 5 år kunne vise indholdet.

Det defekte container format kan man reparere med passende software, som i realtime remuxer til noget mere hensigtsmæssigt. Det er vel dybest det som XBMC gør? (har ikke kigget på koden).

8
29. maj 2013 kl. 15:52

Mit TV har en indbygget webbrowser, som teoretisk kan vise live TV fra DR. Kun i teorien fordi brugeroplevelsen er så dårlig at det ikke er praktisk.

En gut laver så en app der kan køre på samme TV. Eneste forskel er at han har forbedret brugeroplevelsen til noget der faktisk er brugbart. Og straks bliver han lukket af DRs jurister! Hvorfor?