Velmenende EU-forslag om roaming kan gøre din mobilregning dyrere

Til sommer forsvinder roaminggebyrerne. Det har EU vedtaget, og dermed er det slut med de høje gebyrer på telefonen, når man er i udlandet. Men forslaget, som kommer med gode intentioner, kan potentielt ende som en dyr fornøjelse, advarer organisationer.

EU-kommissionens plan om at fjerne de omstridte roaminggebyrer fra næste sommer møder nu kritik. Meningen med tiltaget er, at gøre det billigere at bruge sin mobil i udlandet, end det er i dag, men ifølge Forbrugerrådet Tænk, Dansk Industri og otte andre europæiske organisationer kan det have den stik modsatte effekt.

De frygter nemlig, at beslutningen vil føre til dyrere mobilregning og dårligere netværk, hvorfor de har henvendt sig til kommissionen. Det skriver DR Nyheder.

Læs også: Roaming forsvinder helt i EU fra 2017

Roamingafgiften har givet kolossale mobilregninger, hvis man har været til for flittig på mobilen under et udlandsophold. Derfor virker det også umiddelbart som et kærkomment initiativ at fjerne afgifterne. EU har løbende reguleret prisen ned og har senest besluttet, at afgiften skal væk senest 15. juli næste år, hvorefter man vil kunne benytte sin mobiltelefon ude til samme pris som hjemme.

Men uenighed om, hvordan reglerne indføres i praksis, kan gøre livet surt og regningen dyrere for både teleselskaberne og forbrugerne, mener de ti organisationer.

»De risikerer at underminere markedet for forbrugerne. Det er hverken godt for forbrugerne eller for televirksomhederne,« siger Peder Søgaard-Pedersen, der er sektorchef i Dansk Industri, til DR.

Læs også: EU: Din streamingtjeneste skal kunne bruges over hele kontinentet

Teleselskabernes frygt ved regelændringen er, at de på tværs af landegrænser vil lænse hinanden så meget, at man er nødt til at sætte prisen for abonnementer op, hvilket i sidste ende vil gå ud over forbrugeren.

Det skal nemlig stadig koste penge at bruge eksempelvis det spanske mobilnetværk, når en dansk person er på ferie i Spanien. Men i stedet for at modtage regningen selv vil regningen for personens brug sendes direkte til hans teleudbyder.

Derfor kæmper man lige nu om reguleringen af de beløb, teleselskaberne må opkræve hos hinanden. Lige nu tyder meget på, at beløbet lander højt - måske helt op til 75 kroner per gigabyte data, en dansker bruger på ferien, oplyser DR.

Det vil ramme de danske teleselskaber hårdt, fordi danskerne typisk har abonnementer med enorme mængder af data til lave priser, typisk eksempelvis 24 gigabyte data i en pakke til 129 kroner - altså beløb, der langt fra dækker den regning, teleselskabet vil modtage, hvis de bruges på en ferie.

Læs også: EU-borgere får årligt 90 dages fri roaming inden for unionens grænser

Derfor har de ti organisationer nu henvendt sig til EU for at bede om at få nedsat det gebyr, teleselskaberne må opkræve af hinanden.

»Vi er bange for, at de forslag, der ligger på bordet, vil gøre det for dyrt for forbrugerne og selskaberne at gennemføre det, der er det politiske mål, nemlig fri roaming i hele EU,« siger Martin Salamon, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, til DR.

Forbrugerrådet Tænk er som sådan enig i EU’s ambition om at afskaffe roaming-gebyrer. Men det skal gøres på en måde, alle kan leve med, ligesom man fra EU’s side skal være opmærksom på, at det kan føre til svindel med mobilabonnementer.

Modellen, som den er fremlagt af EU nu, vil nemlig give en europæer mulighed for at smutte til Danmark, købe bunkevis af billige abonnementer med store datapakker, for dernæst blot bruge dem i sit hjemland.

Nogle af de tiltag, EU har arbejdet med i den sammenhæng, er eksempelvis krav om at begrænse antallet af dage med fri roaming - en anden har været krav om, at en mobil skal tændes i sit hjemland med et bestemt tidsinterval for fortsat at virke, skriver DR.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Hansen

Eller også kunne teleselskaberne regulere afregningspriserne internt, da ingen selskaber kan gå helt fri for at have hinandens kunder på deres net. Hvorfor i alverden skal det her ende som forbrugeren eller EU-kommisionens problem?

Hvis f.eks den reelle omkostning pr. GB er 75 øre, og en fair afregningspris mellem selskaberne er 150 øre pr. GB lidt afhængig af geografiske forhold i landet, så vil et enkelt spansk selskabs forsøg på at afregne til 7.500 øre pr. GB, være en torn i øjet på resten af den europæiske telebranche.

Hvis man som teleudbyder har 100 af dette spanske selskabs kunder på sit net og de har 1000 af dine, så kan du vel bare afregne til ca. kr. 750 pr. gigabyte, indtil mellemregningen går i 0 og de dropper deres ublu priser? Der er vel et frit marked med fri konkurrence og fri prisdannelse i EU?

At EU-kommissionen nu skal tigges om at agere socialrådgivning og pris-politi for telebranchens liberale organisationer og at teleindustrien her viser sig at være bange for markedskræfterne, er da en tåkrummende pinlig historie for dem.

Fix problemet selv!

Hvis de havde bare en halv så liberal rygrad som de selv prøver at fremstå som havende, så var der for længst blevet etableret en europæisk børs for køb og salg af teledata-trafik mellem selskaberne, efter præcis samme opskrift som elmarkedets Nord Pool. Derved kunne de øge prisgennemsigtigheden og sørge for udbud og efterspørgsel ville sætte realistiske og transparente priser for telemarkedet på tværs af Europa.

Efter som en sådan børs ikke eksisterer, kunne man jo næsten blive fristet til at tro, at realistiske og transparente priser sat efter efter udbud og efterspørgsel slet ikke var i de europæiske tele-mastodonternes interesse.

Henrik Hansen

Jeg finder det relevant at sammenligne priser på den samme vare: 1Gb data på dansk mobilnet.

  • I eksemplet nævnt i artiklen koster 24GB 129 kr, altså 5,37 kr/Gb

  • hvis jeg tager min italienske mobil til damark og bruger den på de danske mobil net koster det 0,007cent per kilobyte, altså 550,50 kr/Gb.

Jeg betaler altså 10000 % mere for at købe det samme ydelse.

Jeg glæder mig til at kommissionen gør noget ved den voldsomme diskriminering. (hvem syntes det er sjovt at skulle betale 800 kr for en liter mælk....)

Jeg er i øvrigt helt ening med den anden Henrik der har skevet herover, brancen har haft masser af tid til selv at gøre noget ved det.

Baldur Norddahl

Efter som en sådan børs ikke eksisterer, kunne man jo næsten blive fristet til at tro, at realistiske og transparente priser sat efter efter udbud og efterspørgsel slet ikke var i de europæiske tele-mastodonternes interesse.

Jeg er ikke helt sikker på hvad det er du forsøger at sige. Du skriver "fix problemet selv". Men teleselskaberne ser ikke noget problem. De tjener jo kassen. Så hvorfor skulle de fixe noget?

Hvis du starter et nyt teleselskab i Danmark og du ønsker at dine kunder skal kunne bruge mobiltelefonen i Spanien, så må du lave en aftale med et spansk telefonselskab. Og de kræver en høj afregningspris. Din ide er at du som nyt teleselskab bare kan afkræve det samme gange 100 af det spanske selskab, men næh, hvorfor skulle det spanske selskab lade deres kunder gøre brug af dit netværk, når de allerede har en god aftale med TDC i Danmark?

Når det er sagt, så er problemet jo allerede løst hvis du køber et abonnement som 3LikeHome med gratis roaming i hele EU.

Log ind eller Opret konto for at kommentere