Version2 har i dag lanceret redesignet hjemmeside. Mens noget ligner sig selv, så har vi også tilføjet flere nye elementer.
Hvor det gamle site var præget af tre ligestillede tophistorier, som vi gerne ville sætte i redaktionelt fokus, så byder Version2’s ny design på fem tophistorier. Heraf er den ene højere placeret end de øvrige fire.
Vi har valgt denne model, da vi layoutmæssigt dermed får mulighed for at fremhæve en specifik historie, som vi synes er redaktionelt mest væsentlig netop nu.
Labels
Derudover byder det nye site også på noget, vi kalder Labels. Det er små mærkater, som vil præge nogle af vores historier på forsiden. Det er et forsøg på at forventningsafstemme med læseren, hvad han eller hun går ind til, når der bliver klikket på en historie.
Labels vil være farvemæssigt grupperet efter type. Et labelnavn kan eksempelvis være ‘Kommentar’, ‘Blog’ og ‘Analyse’. Når vi får mulighed for at opmærke blogindlæg med en label, betyder det også, at vi vil være mere tilbøjelige til at bringe blogindlæg som en del af vores almindelige nyhedsflow, frem for at indlægget kun optræder i blog-området.
Det hænger sammen med, at vi med en blog-label har mulighed for at kommunikere klart og tydeligt, at der her ikke er tale om en traditionel nyhed, selvom blogindlægget måtte befinde sig blandt de øvrige nyheder.
Emneord
På det nye forside design fremhæver vi også de emneord, vi har valgt at koble på de enkelte artikler. Ligesom med labels er tanken her, at læseren kan danne sig et hurtigt indtryk af det indhold, som et klik måtte lede til.
Vi introducerer også et element på forsiden, vi har valgt at kalde Debatten live. Det er en ticker, der automatisk opdaterer sig selv med de seneste debatindlæg. Tanken er, at vi gerne vil eksponere de gode bidrag, som vores læsere løbende kommer med.
Endelig er der på Version2’s nye forside en indholdsfortegnelse over de emneord, vi har i vores backend, og som vi bruger til at opmærke artiklerne med. Her er der fri mulighed for at dykke ned i specifikke emner som 'CMS', 'cyberangreb' eller 'åbne data'.
Tilpasset udgave
Da der er tale om første udgave af det redesignede Version2, vil der helt sikkert være plads til flere forbedringer og rettelser. Dem samler vi løbende op på. Vi forventer i den forbindelse at lancere en tilpasset udgave af det nuværende design om ca. to måneder.
Vi håber, I vil tage godt imod vores nye design, og vi glæder os til at høre, hvad I synes om det.
I er velkomne til at sende specifikke bug-rapporter direkte til websupport@ing.dk