Statens vegvesen, der er Norges svar på Vejdirektoratet, har fået en bøde på 400.000 norske kroner efter at have foretaget ulovlig overvågning af ansatte, samarbejdspartnere og underleverandører.
Sådan lyder det fra den norske myndighed for databeskyttelse ved navn Datatilsynet.
Sagen handler om, at Statens vegvesen »i omfattende grad« har indsamlet og behandlet personoplysninger, der er blevet brugt til at overvåge samarbejdspartnere, underleverandører og deres ansatte. Oplysningernerne er blandt andet hentet fra blandt andet fra myndighedens fastmonterede vejkameraer.
Materialet har den norske vejmyndighed brugt som dokumentation i sager om kontraktbrud, som har udspillet sig flere måneder efter, at situationerne har fundet sted.
Men den slags er ikke i overensstemmelse med videokameraernes oprindelige formål, og derudover skulle materialet have været slettet efter syv dages opbevaring, hvilket ikke var sket.
Datatilsynet i Norge kalder overvågningen fra Statens vegvesen »stærkt alvorlig« i sin afgørelse af sagen. Tilsynet har blandt andet lagt vægt på, at overvågningen »ligger væsentligt ud over, hvad man som samarbejdspartner kan forvente, at der anvendes personoplysninger til«.