Varme-nedbrud på datacenter i Ballerup sendte flere hjemmesider i knæ
Søndag aften gik hjemmesiderne hos flere danske medier, virksomheder og offentlige myndigheder i sort på grund af et nedbrud i et datacenter i Ballerup.
Datacentret er ejet af virksomheden Interxion, som leverer it-infrastruktur til en række virksomheder og hostingselskaber. Ifølge Version2s oplysninger skyldes nedbruddet, at datacentrets køleanlæg gik i stykker.
Problemet med køleanlægget opstod omkring klokken 20.00 søndag, hvorefter der blev lukket ned for hele systemet.
I løbet af natten arbejdet på at få rettet op på driften og den manglende køling. Omkring klokken 23 faldt temperaturen i datacentret ifølge Version2s oplysninger med 1 grad hvert 20. minut - som minimum har det været nødvendigt at nå ned på 15 grader.
Det er uklart, hvor varmt der var blevet i datacentret på daværende tidspunkt.
Flere blev ramt
Der er endnu ikke et samlet overblik over omfanget af nedbruddet, men Interxion leverer blandt andet infrastruktur til den hollandske hostingvirksomhed Sentia, som også er blevet påvirket af hændelsen.
I flere statusmeldinger har Sentia i løbet af natten til mandag oplyst, at deres kunder kan opleve »mulige udfald grundet køling«, men det er endnu uklart, hvor mange der har været tale om.
Samtidig har flere medier og virksomheder oplevet problemer i perioden fra søndag aften i løbet af natten til i dag.
Det gælder blandt andet aviserne Kristeligt Dagblad og Dagbladet Information, som har oplyst, at de var ramt af et nedbrud i perioden.
»Meldingen er, at der er en kølefunktion hos vores serverudbyder, som er gået i stykket. Derfor blev en lang række af deres kunder, herunder os, ramt, da serverne blev så varme, at de lukkede ned,« skriver Dagbladet Information i en kommentar på Facebook.
Hos Skatteforvaltningen var der problemer med NemLog-in i tidsrummet søndag aften.
Der er i øjeblikket problemer med NemLog-in - vi arbejder på højtryk for at løse dem.
— Skattefar (@Skattefar) 30. juni 2019
Derudover har der angiveligt været problemer med DSB App og Saxo.
Version2 og Ingeniøren var også ramt af nedbruddet. Her gik der omkring seks timer, før siderne var online igen omkring klokken 01.
Stadig problemer
I den seneste statusmeldinger om sagen oplyser hostingvirksomheden Sentia, at de stadig har kunder, som er berørt af datacentrets køleproblemer. I den seneste statusmelding fra klokken 09:10 mandag morgen er der tale om to kunder, og Sentia er i direkte kontakt med disse.
»Der forventes ikke flere løbende opdateringer her, men Sentia vil efterfølgende stille en redegørelse for begivenhederne til rådighed for de berørte kunder. Vi beklager igen hændelsen og de ulemper, den har påført vores kunder,« skriver hostingselskabet i statusmeldingen.
Version2 har forsøgt at få svar på en række spørgsmål til hændelsen, og vi følger op, hvis der er noget nævneværdigt nyt at berette.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.