En ny ændring til Linux-kernen foreslået af Valve, som udvikler spilplatformen Steam, skal forbedre ydelsen i computerspil.
Ændringen forbedrer synkronisering af tråde i multitrådede spil, og skal ifølge ZDNet også give forbedret ydelse til spil, som belaster CPU’en tungt.
Samtidig kommer der en patch til Valves distribution af Wine, Proton, som gør det muligt at spille spil udviklet til Windows på Linux-baserede maskiner.
Valve har længe haft et godt øje til Linux, som de blandt andet brugte som styresystem på Steam Machines, virksomhedens rejse ind i konsollernes verden.
Valves præsident, Gabe Newell, har tidligere kaldt Linux for fremtiden for PC-gaming, efter Microsoft med Windows 8 så ud til at bevæge sig mod en mere lukket platformsstruktur.
I juni var der dog optræk til konflikt mellem Valve og Linux-distributionen Ubuntu, da Ubuntus udviklere erklærede, at styresystemet ikke længere ville understøtte 32-bit-programmer.
Læs også: Usikkerhed om Steams fremtid på Ubuntu
Det fik Valve til at erklære, at de ikke længere ville udvikle en officiel udgave af Steam til Ubuntu. Begge parter trak dog i land, og Steam til Ubuntu lever stadig.