Fræk digitalisering får vælgererklæringer til at strømme ind hos nyt parti

En digital vælgererklæring trækker tusinder af underskrifter til det nye parti Alternativet. Til gengæld har kommunerne ikke vænnet sig til underskrifter med computermus.

Det er ikke nemt at sætte en velsvungen signatur med sin computermus. Ikke desto mindre har det nye, danske parti Alternativet stor succes med at lade folk skrive under på en digitaliseret version af vælgererklæringen, som skal gøre partiet opstillingsparate til næste folketingsvalg. Ud af de omkring 17.000 underskrifter, som partiet har indsamlet, kommer over 12.000 fra den digitale formular, som bliver underskrevet direkte på skærmen, fortæller partiet til Version2.

»Den digitale blanket er super populær og har været meget brugt. Det har givet os et kæmpe boost,« vurderer Alternativets pressechef, Mikkel Nørskov Kjær.

Det er ellers ikke skønskrift, der præger de digitale underskrifter, hvor man skal forsøge at efterligne sin analoge underskrift ad digital vej. Langt de fleste er skrevet med musemarkøren, hvilket ofte giver en nærmest ulæselig skrift. Men det er netop det, der er en del af attraktionen, vurderer Nilas Bay Foged, medstifter af Alternativet.

»Det er en gimmick at skrive under med musen,« fortæller han.

Den digitale blanket har også den fordel, at den bliver delt på sociale medier og rammer folk, som partiet ellers ikke havde fået fat i, mener Nilas Bay Foged. Før et parti må stille op til folketingsvalget, skal foreningen have samlet underskrifter svarende til 1/175 af alle gyldige stemmer, der blev afgivet ved sidste valg. Det svarer til 20.260 vælgererklæringer.

Kommuner er ikke klar til digi-signatur

Mens der er blevet taget godt imod den digitale blanket på internettet, har kommunerne rundt om i landet ikke helt vænnet sig til de særegne muse-baserede underskrifter.

»Nogle kommuner har sendt blanketter tilbage, fordi de mente, det lignede kopier. De er ikke gearet til at tage imod de digitale erklæringer,« mener Nilas Bay Foged.

Selvom erklæringen ligger på nettet, er resten af proceduren den samme som hidtil. Hver vælgererklæring bliver derfor printet og sendt med posten ud i kommunerne, hvor de skal godkendes og sendes til borgeren. Borgeren skal derefter sende erklæringen retur, før den bliver gyldig og tæller med.

Ude i kommunerne betyder mange vælgererklæringer på én gang ekstra tidspres og forsinkelser.

»Vores udfordring er nu, at store kommuner ikke kan nå at behandle vælgererklæringerne. Vi kan sende så mange ind på kort tid, så der opstår flaskehals ude i kommunerne,« fortæller Nilas Bay Foged.

Det var Dukkepartiet, der som de første begyndte at samle vælgererklæringer på nettet. Alternativet har gjort brug af samme tekniske løsning, siden partiet i maj gjorde det muligt at skrive under online. En reel digital version af vælgererklæringen, hvor man med for eksempel NemID kan springe papirarbejdet og flere postgange over, vil ifølge Indenrigsministeriet blive indført til næste år.

Læs også: Digitale vælgererklæringer med NemID klar i 2015

Læs også: Rådet for Digital Sikkerhed: Ikke nødvendigt at bryde persondataloven med nye vælgererklæringer

Læs også: Partier skal kunne samle digitale underskrifter - men hvordan holdes politiske sympatier hemmelige?

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Morten Christiansen

Det undre mig at en vælgererklæringer skal indeholde navn adresse og cpr, når man tager betragtning et folketing/kommune-valg skal foregå anonym afstemning...

Er det bare mig der syntes det virker dobeltmoralsk når man så ikke vil digitalisere folketing/kommune-valg

Faren for snyd er jo lige så stor her :D

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere