V2-læsere: Flytning på nettet er noget bøvl

OFFENTLIG DIGITALISERING: Flytning på de kommunale hjemmesider er en kafkask oplevelse, beretter Version2's læsere

Det er alt for besværligt at melde flytning på mange kommunale hjemmesider.

Da Kim Thunbo forsøgte på sin kommunes hjemmeside sidst i november fik han, nogen tid efter han var flyttet, et brev med en folder, hvori han kunne finde den læge, han ønskede. Det sendte han så ind til kommunen, men har stadig ikke modtaget et sygesikringsbevis her midt i januar, beretter han.

»Så gider jeg da ikke gøre det over internettet en anden gang, når kun halvdelen af servicen er med! Kommunerne skulle tage at få lægevalg lagt på nettet med flyttemeldingen. Ellers er det for latterligt,« skriver han.

Niels Jensen fortæller i sit indlæg ?Det virker lidt rodet?, om lignende oplevelser med manglende svar fra kommunen.

Han havde ellers fået sig en digital signatur, som han dog havde haft lidt problemer med at lægge på sin Mac.

»Nu har jeg så meldt flytning til den kommune, jeg er flyttet til, men jeg har ikke rigtig nogen idé om, hvorvidt de har reageret på det. Der har i hvert fald ikke været nogen reaktion,« konstaterer Niels Jensen.

Det er ikke betryggende, mener han.

»Hvis det betød noget for mig, havde jeg kørt til kommunen og besøgt dem. Selvom jeg har arbejdet med computere i 25 år, syntes jeg, at hele oplevelsen med at bruge det var lidt forvirrende, og jeg følte mig lidt usikker på, om jeg gjorde det rigtige, og hvad der skete. Men det kan måske være fordi, jeg ikke har nogen Windows-maskine,« foreslår Niels Jensen til sidst.

Mikkel Overvad tematiserer også styresystemernes kompatibilitet med de kommunale digitale services, da han refererer et brev til borger.dk

»Jeg har prøvet at melde min flytning gennem borger.dk. Jeg har en digital signatur og bruger Firefox 3 (IE er for langsom, og får min PC'er til at gå ned. Endvidere er jeg af princip modstander af at bruge for mange Microsoft-produkter). Jeg havde store problemer med at komme ind på flyttesiden, bl.a. fordi jeg skulle ændre på Firefox, så den tilkendegav sig selv som IE. Derefter gik det fint, indtil at jeg skulle indtaste lægeoplysninger. Det fik maskinen til at gå helt ned flere gange. Den prøvede at åbne et popup, som ikke virkede.

Vil I ikke være så venlige at se på det.?

Svaret samme dag fra borger.dk lyder, at det offentlige i november 2009 får ny digital signatur, som minder meget om den bankerne anvender.

»Men, vi håber da at have løst problemerne med din adgang via Firefox 3 inden da. Du er velkommen til at sende os oplysninger om hvilket styresystem + version du anvender samt Java-version.

Når vi modtager oplysningerne sender vi din henvendelse til videre ekspedition i kontoret.«

Niels P Sønderskov kommenterer senere i tråden Niels Jensens indlæg, ved at give ham ret i, at det er besværligt at melde flytning på borger.dk.

»?Der er feks. lavet et fint fælles login til flere systemer, men begge valg ved flytning fører til absurditeter. Når jeg er logget på systemet, får jeg kontaktoplysninger til min nuværende kommune, men skal åbenbart have fat i den kommune, jeg flytter til. Når jeg så vælger Lemvig, bliver jeg smidt ud!« beretter Niels P. Sønderskov.

Hans erfaring er, at der er al mulig information om flytning, men at det er ret vanskeligt at foretage selve handlingen at taste sin nye adresse ind.

»Intet under at færre end fem procent bruger det?Og det første man støder på f.eks. ved flyttecirkusset er telefon og adresse på kommunen...,« skriver Niels P. Sønderskov.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere