Venstre kræver svar om "grotesk" forsinkelse i agilt it-projekt

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Det er rystende, at nyt it-system til domstolssstyrelsen overskrider tidsrammen med tre år og sender skatteyderne en ekstraregning på 38 mio. Det mener Venstres it-ordfører, Michael Aastrup Jensen, der nu vil kræve svar fra ministeren.
Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen kalder håndteringen af 'Juridiske Fagssystemer' for yderst uprofessionel. Illustration: BO AMSTRUP

Dybt pinligt og helt utroligt, at sådan en sag dukker frem.

Sådan beskriver Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen et it-system til brug hos de danske domstole, som foreløbigt overskrider tidsrammen med tre år og bliver på 38 millioner dyrere end oprindeligt forudset.

Reaktionen kommer, efter at Version2 mandag berettede om ESDH-systemet, der trods udvikling efter agile metoder ikke har kunnet overholde budget og tidsfrister.

»Jeg er rystet over, at vi igen står med en sag om et offentligt it-projekt, som er løbet helt af sporet. Det er yderst uprofessionelt og grotesk. Og det viser, at vi har brug for mere central styring i forhold til offentlige it-projekter i Danmark,« siger Michael Aastrup Jensen til Version2.

Projektet, Venstre-ordføreren omtaler, hedder ‘Juridiske Fagsystemer’. Det er et ESDH-system (Elektronisk Sags- og Dokumenthåndtering), der skal tages i brug hos de danske domstole, som dækker over Højesteret, Østre- og Vestre Landsret, Tinglysningsretten og 24 byretter fordelt i hele landet. Systemet har blandt til formål at skære ned på papirbunkerne i domhusene.

Læs også: Agilt projekt blev tre år forsinket og 38 millioner kroner dyrere

Merudgifter bør kunne forudsiges

Gennemgår man aktstykket om systemet, er der en række områder, hvor projektet skrider økonomisk. For eksempel er foranalysen af projektet blevet 3,8 millioner kroner dyrere end kalkuleret med fra start.

De tre års forsinkelse har betydet ekstra renteudgifter til finansieringen på yderligere 8,5 millioner kroner.

De sidste 25,6 millioner er midler, som bliver overført fra et uafsluttet it-projekt, der oprindeligt skulle have været udmøntet i et system til behandling af tvangsauktioner og skiftesager. Så her får man altså også mere funktionalitet for de ekstra penge.

Michael Aastrup mener, at ekstraregningen burde have været forudset:

»Hvordan de her udgiftsposter ikke blev erkendt og noteret langt tidligere i forløbet, er mig en gåde. Igen et billede på, at håndteringen af det her nye, forsinkede ESDH-system er yderst amatøragtig,« fortæller Michael Aastrup Jensen til Version2.

Det samlede beløb for ESDH-systemet ‘Juridiske Fagsystemer’ render op i 106 millioner kroner.

Justitsminister Morten Bødskov erkender da også i aktstykket, at præsentationen af ekstraregningen »burde være sket på et tidligere tidspunkt«.

På baggrund af forsinkelsen vil Michael Aastrup Jensen nu stille spørgsmål til justitsminister Morten Bødskov om sagen.

Han ønsker samtidig i sine paragraf 20-spørgsmål at starten en diskussion om, hvordan Statens IT kan styrkes, så den centrale kontrol af lignende offentlige it-projekter i fremtiden kan styrkes.

Globeteam og Dansk System Industri A/S er leverandører på systemet til de danske domstole, mens konsulenthuset Devoteam fungerer som rådgiver.

Version2 følger op.

Læs også: Domstolsstyrelsen ændrer taktik: Bygger agilt ovenpå skrottet ESDH-projekt

Opdateret: Domstolsstyrelsen præciserer, at skatteyderne ikke bliver præsenteret for en ekstraregning på 38 millioner kroner, da pengene hentes internt i styrelsen på eksisterende bevillinger.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Klaus Enevoldsen

Han ønsker samtidig i sine paragraf 20-spørgsmål at starten en diskussion om, hvordan Statens IT kan styrkes, så den centrale kontrol af lignende offentlige it-projekter i fremtiden kan styrkes.

Sjovt hvordan svaret fra et liberalt parti er at der skal mere centralisering til, hvad skal socialisterne nu sige?

  • 2
  • 0
Jan Heisterberg

Dårlig journalistik og politisk spin synes at være basis for denn artikel.

Når 25 af de 38 millioner kommer fra sammenlægning med et andet system, hvor den bevilling ikke følger med af uoplyste årsager, så er det svært at blive særligt forarget. Reelt er der altså tale om 13 millioner i et projekt til 108 millioner - DET er ikke en stor overskridelse, hvis altså det bliver slutresultatet.

Og så den faglige kommentar: der er vist ingen som tror at et ESDH-system er simpelt ? Alle erfaringer viser (uanset dårligdomme i projekterne), at det er YDERST kompliceret at erstattet hævdvundne, manuelle processer, endog her i omkring 30 forskellige retter, med et it system.
Vores retssystemer er på 1800-tals niveau i sagsbehandling, så selvom prisen fordobles kan det kun blive bedre.

POLSAG, hospitalsjournalsystem og mange andre viser kompleksiteten i sagsbehandlingssystemer. Hvis det lykkes, til brugernes tilfredshed (= god funktionalitet, så er det i sig selv en succes - på trods af tidsplan og budget).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere