Microsoft kommer nu med den første offentlige testudgave af selskabets nye tilbud, Azure Stack, som er en softwareplatform der i vid udstrækning tilbyder de samme tjenester og grænsesnit som selskabets cloudløsning, Microsoft Azure, men som er tænkt til at køre på kundens egne servere.
Det offentliggjorde Microsoft i går.
Ideen med det nye produkt er at kunne tilbyde kunderne en såkaldt hybrid cloudløsning, som giver mulighed for, at applikationer både kan køre i det lokale serverrum og på Azure-tjenesten uden at skulle skrives om.
Det sker ved blandt andet ved at tilbyde identiske softwaregrænsesnit i både Azure og Azure Stack.
Også administration og automatisering bliver i vid udstrækning ens, uanset valget af cloudtype. Administratorene kan anvende de samme værktøjer, og altså uafhængigt af om systemerne kører i et lokalt datacenter eller i Microsoft offentlige sky.
Læs også: Cloudkrigen spidser til: Oracle investerer massivt i teknologi og hyrer 1400 nye cloudfolk i EMEA
Microsoft hævder at være den eneste leverandør, der tilbyder en sådan 'enhedssky', der altså spænder over hybride løsninger.
»[...] vi ved at mange virksomheder fortsat støder på udfordringer, når de vil flytte deres applikationer fuldstændig over i den offentlige sky. Det handler om suverænitet over data eller regulatoriske udfordringer. Det kan sætte dem i en kompliceret situation at have én fod i den offentlige sky og én fod 'on-premises'. For at håndtere denne kompleksitet, anbefaler Microsoft, at virksomheder tilnærmer sig cloud som en model, ikke som et sted,« skriver Microsofts Mike Neil i gårsdagens udmelding.
Azure Stack vil efter alt at dømme ikke bare gøre det mulig at etablere en hybrid netsky, hvor Microsofts Azure-tjeneste udgør den offentlige del. Det åbner også for, at konkurrenter kan tilbyde den offentlig del, som i stor grad er identisk med Microsofts egen Azure.
»Mange 'managed service'-leverandører ønsker at blive konkurrenter til Azure og tilbyde tilsvarende tjenester,« siger Neil til VentureBeat.
Den første offentlige testversion af Azure Stack bliver tilgængelig på fredag, men er dog temmelig begrænset. Ifølge TechCrunch vil den for eksempel kun støtte én enkelt server. Men Microsoft lover, at man vil komme en hel serie med lignende Technical Previews, hvor man vil udbyde flere tjenester og indhold.
En færdig version af Azure Stack forventes at blive tilgængelig i fjerde kvartal i år.