Ustabilt system til vælgererklæringer plaget af ‘uheldige’ fejlmeddelelser

Nye partier kæmper med fejl i systemet til digitale vælgererklæringer. Men den grundlæggende del af systemet fungerer – det er fejlmeddelelserne, der er forkerte, siger de ansvarlige.

‘Hjælp undefined med at stille op til Europa-Parlamentsvalg’. Det er næppe den besked, man forventer at blive mødt med, når man logger på systemet til afgivelse af digitale vælgererklæringer for at støtte et parti, der vil stille op til et folketingsvalg.

Og fejlen er blot én af en lang række ved det nye system, der ellers skulle gøre op med kommunale flaskehalse i behandlingen af de omkring 20.000 vælgererklæringer, et nyt parti skal præstere for at kunne stille op til Folketinget.

Situationen skaber frustration hos de partier, der er afhængige af systemet, hvis de ønsker at stille op til næste valg.

»Det har været vores største udfordring og måske direkte hindret vores vej, fordi der har været så meget bøvl med systemet, og det er så besværligt anlagt,« siger formand Kashif Ahmad fra Nationalpartiet.

Fra både leverandøren KMD og det ansvarlige ministerium lyder det dog, at selvom fejlen med ‘undefined’ kan efterlade borgeren i den tro, at noget er helt galt, så er det reelt blot en uheldig formulering:

»Systemet forbinder til andre systemer. Blandt andet NemID og CPR. Så hvis forsøget på at afgive vælgererklæring ikke fungerer, så kan man få denne mærkelige fejlmeddelelse. Siden burde bare sige ‘prøv igen senere’,« forklarer Søren Stauning, specialkonsulent i Social- og Indenrigsministeriet.

Selvom fejlen altså ifølge ministeriet blot betyder, at systemet skulle have midlertidige problemer, så kan den føre til, at vælgeren opgiver. Og Nationalpartiets formand er da heller ikke tilfreds med udmeldingen:

»Det er de færreste, der gider prøve flere gange. Hvis man gerne vil have nye partier med i demokratiet, hvorfor lancerer man så noget, der har så mange problemer? Vi har brugt måske 95 procent af vores tid, siden partiet blev stiftet, på vælgererklæringer,« siger Kashif Ahmad.

Tungt system plager stabiliteten

Systemet til digitale vælgererklæringer skulle have været klar til folketingsvalget i juni 2015 men blev først sat i drift i januar 2016.

Læs også: Digitale vælgererklæringer får hug for syv dages betænkningstid

Efterfølgende har det så vist sig, at platformen kæmper med stabilitets-problemer, som er blevet forsøgt løst ved i flere omgange at øge serverkapaciteten:

»Der er blevet tilføjet yderligere ressourcer i slutningen af januar og her i begyndelsen af maj,« fortæller Søren Stauning.

Problemet ser ud til at være, at dele af systemet er tungere i drift end forventet. Antallet af brugere har i hvert fald ligget omkring dét, der var forventet.

»Vi kan konstatere, at der er to grupper af fejl. Dels er der driftsstabiliteten, som for eksempel at hjemmesiden er nede, og dels er der fejl i systemet, hvor brugeren får vist en fejl, der gør, at man reagerer på en anden måde, end det er tænkt,« siger Søren Stauning og fastholder, at selve systemet fungerer, som det skal – det er kombinationen af stabilitetsproblemer og uhensigtsmæssige fejlmeddelelser, der får systemet til at fremstå defekt.

Ministeriet oplyser, at de kendte fejl som eksempelvis de uhensigtsmæssige fejlmeddelelser skulle blive rettet i en opdatering fra KMD, der frigives 10. juni.

Men for de partier, der skal bruge systemet, kan problemerne betyde, at selvom de har indsamlet vælgererklæringer, så har de ikke kunnet få dem færdigbehandlet i tide:

»Konkret betyder det for os, at vi har vælgererklæringer, der udløber, fordi systemet ikke fungerer,« siger Kashif Ahmad.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Schmidt

[...] selve systemet fungerer, som det skal – det er kombinationen af stabilitetsproblemer og uhensigtsmæssige fejlmeddelelser, der får systemet til at fremstå defekt, [fastholder Søren Stauning].

Den lader vi lige stå et øjeblik.

In other news, IC4-togene fungerer som de skal, bortset fra en kombination af stabilitetsproblemer og uhensigtsmæssigheder, der får togene til at fremstå defekte.

Ministeriet oplyser, at de kendte fejl som eksempelvis de uhensigtsmæssige fejlmeddelelser skulle blive rettet i en opdatering fra KMD, der frigives 10. juni.

Eftersom systemet fungerer, som det skal, kan vi også sagtens vente yderligere 14 dage på at rettelserne kommer i produktion.

  • 3
  • 0
Kjeld Flarup Christensen

Dels er der driftsstabiliteten, som for eksempel at hjemmesiden er nede, og dels er der fejl i systemet, hvor brugeren får vist en fejl, der gør, at man reagerer på en anden måde, end det er tænkt,« siger Søren Stauning og fastholder, at selve systemet fungerer, som det skal

Øh nej, systemet fungerer ikke som det skal, hvis brugerinterfacet fejler. Længere er den bare ikke. Han kan sige, at det bagvedliggende system virker som det skal. Brugerinterfacet er en uhyre vigtig del af systemet.

  • 3
  • 0
Finn Thøgersen

Øh nej, systemet fungerer ikke som det skal, hvis brugerinterfacet fejler. Længere er den bare ikke. Han kan sige, at det bagvedliggende system virker som det skal. Brugerinterfacet er en uhyre vigtig del af systemet.

Det kommer da an på hvad det reele formål med systemer er ?

Hvis formålet er at besværliggøre det for nye partier at stille op og spilde deres tid, så virker det vel efter hensigten ?

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere