Uskyldige danskere udnyttet i registrering af fup-butikker på nettet

Kontaktoplysninger fra danskere er misbrugt i forbindelse med registrering af domæne, der tidligere havde tilknytning til skydeklub og sidenhen er blevet brugt til at huse en fup-webbutik.

Asta og Anja kender ikke hinanden, men de har noget fælles. Indtil for nylig stod Anjas telefonnummer og Astas postadresse opført hos DK Hostmaster i forbindelse med et domæne, der tidligere hørte under Vallensbæk Skydeklub og daværende klubformand Benny Mastrup. Et domæne, der også har huset en fup-webbutik.

Men hverken Asta eller Anja har dog noget at gøre med fup-webbutikken eller det domæne, som deres kontaktoplysninger ellers optræder i forbindelse med. I stedet tyder noget på, at deres oplysninger er blevet misbrugt af den faktiske person bag fup-webbutikken til at skjule sig bag i forbindelse med domæneregistreringen.

Benny Mastrup fortæller, at skydeklubben bevidst lod domænet udløbe. Herefter blev det overtaget af en person, der ifølge DK Hostmaster hedder Asta. I forbindelse med overtagelsen dukkede der også en fup-webbutikop på domænet

Version2 har tidligere beskrevet, hvordan den type webbutikker for tiden systematisk dukker op på danske domæner, efterhånden som disse udløber, og domænet skifter ejer til en person, der ofte har tilknytning til Kina. Registreringsoplysningerne kan dog også være danske, selvom butiksskabelonen ligner den samme som dem på domæner med kinesiske kontaktoplysninger. It-konsulent Henrik Bjørner fra EIT har lavet en egentlig kortlægning af fænomenet, som kan ses her.

Læs også: Kinesere på domæne-hugst i Danmark

En fup-webbutik lover ved første øjekast mærkevarer til en billig pris, men ved et nærmere eftersyn indeholder butikkerne flere mistænkelige elementer - eksempelvis dårligt dansk, der bærer præg af maskinoversættelse. En eventuel kunde bør formentlig være glad for at modtage så meget som et kopiprodukt af de mærkevarer, han eller hun har forsøgt at bestille via hjemmesiden. E-mærket, som blandt andet Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv står bag, har lavet en guide til at spotte den slags fup-butikker. Guiden kan ses her.

Asta og Anja har dog næppe noget som helst at gøre med overtagelsen af domænet eller med den efterfølgende oprettelse af en fup-webbutik på URL’en.

Version2 har ringet til Anjas nummer, der stod opført ved domænet, men nu er blevet fjernet af DK Hostmaster.

Kender du noget til domænet og fup-webbutikken?

»Nej, det må jeg sige, jeg ikke gør. Hvordan kan jeg komme i forbindelse med det?« lyder det umiddelbart fra Anja, der er overrasket over Version2's oplysning om, at hun er kædet sammen med domæneregistreringen.

Og hun afviser også ethvert kendskab til kontaktpersonen Asta, der står opført ved domænet sammen med Anjas telefonnummer. En mulig forklaring kunne måske være, at Asta tidligere har været indehaver af telefonnummeret, det er ikke videre sandsynligt.

»Jeg har haft nummeret i 10-15 år,« siger Anja.

Læs også: Liberal Alliance-domæne overtaget af kineser

Men hvad så med Asta? Version2 har talt med Astas mor, Anne-Mette, der er lige så overrasket som Anja. Hun afviser blankt, at datteren skulle have noget med hverken fup-butikker eller domænet som sådan at gøre.

»Asta er 16. Og hun er ikke involveret i noget i den stil,« siger hun.

Anne-Mette fortæller dog, at datteren engang har været inde at se på hjemmesider med mærketøj. Hvorvidt Asta i den forbindelse er kommet til at afgive oplysninger om sin postadresse, som nu ser ud til at være blevet misbrugt i forbindelse med domæneregistreringen, er uvist. Men det kunne være en mulig forklaring på, hvorfor det lige er Astas postadresse, der optræder sammen med domænet.

Derudover fortæller Anne-Mette, at der også er kommet nogle breve til Asta.

»Hun fik et par breve for et par måneder siden, jeg ved ikke, om det har nogen relation til det. Jeg kan slet ikke huske, hvad det var.«

Et eller flere af brevene kan meget vel have været den fysiske post, som DK Hostmaster sender ud i forbindelse med domæneregistrering til den postadresse, der bliver oplyst i forbindelse med registreringen. Det sker med henblik på, at de validerer, at postadressen faktisk eksisterer, og at de indtastede oplysninger dermed er korrekte.

Inden brevet bliver afsendt, sender DK Hostmaster imidlertid også en mail ud med oplysninger om aktivering af domænet. Så selvom postadressen og telefonnummeret er falsk, som alt tyder på i dette tilfælde, kan personen alene via mailen aktivere domænet.

Først hvis det fysiske brev kommer retur som følge af en ikkeeksisterende postadresse, eller hvis en uforstående modtager af brevet selv retter henvendelse til DK Hostmaster, så bliver domænet lukket igen.

Tidligere domæneejer: Det var overraskende

Benny Mastrup er adm. direktør i SAP-konsulentvirksomheden Acomi. Og han er den tidligere formand for skydeklubben i Vallensbæk og den tidligere indehaver af klubbens domæne.

»Det var overraskende for mig at slå op på siden, og en lille smule forulempet følte jeg mig da også.«

Han anser dog ikke det konkrete tilfælde som et stort problem, da medlemstallet i Vallensbæk Skydeklub og dermed antallet af potentielle ofre for fup-webbutikken er begrænset. Men principielt bekymrer det ham, når der dukker fup-webbutikker op på danske hjemmesider

»Det var let for mig at gennemskue, men rundt om i eksempelvis min familie ville da der være nogle, der ville være i tvivl.«

Benny Mastrup, der arbejder professionelt med it, har fra sidelinjen fulgt debatten om registrering af danske domæner. Og han mener godt, der kunne være en højere grad af validering forbundet med domæneoprettelse, så eventuelle svindlere måske blev lettere at skræmme bort.

Læs også: Domænehugst kan koste dig din e-post

»Det er meget let at give sig ud for noget, man ikke er, sammenlignet med en fysisk butik.«

Men han erkender også, at det ikke er nogen enkel opgave at validere registrantoplysninger på den ene side og på den anden side undgå, at det bliver for bøvlet og restriktivt at registrere domæner i Danmark.

»Vi skal heller ikke ud i en situation, hvor vi får unødigt bureaukrati. Det vil ikke være hensigtsmæssigt,« siger han.

Benny Mastrup nævner en egentlig registrering af webbutikker på .dk-domæner som noget, der kunne være en mulig løsning til at dæmme op for problematikken i forhold til fup-webbutikker rettet mod forbrugere.

»Så ville du som forbruger kunne kontrollere et eller andet sted, om det faktisk er en rigtig butik,« siger Benny Mastrup og nævner en tættere kobling mellem butiksnavn og domænenavn som et muligt led i en mekanisme, der skal gøre det lettere for forbrugere at verificere, om de befinder sig på en legitim webforretning.

»Det er jo godt, det er nemt at registrere domæner. Det er den ånd, der er i internettet. Men det har også sin pris.«

Fup-webbutikken er nu pillet af skydeklubbens tidligere domæne igen, og Anja har efter en henvendelse til DK Hostmaster fået fjernet sit telefonnummer fra domæneregistreringen. Asta står i skrivende stund stadig som indehaver af domænet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
Flemming Hansen

Det virker som om at DK Hostmaster fralægger sig ethvert ansvar for hvem der registrere domains. Oplysninger kan endda være fiktive ser det ud til. Hvorfor er der ikke en form for identifikation af folk ved fx at bruge NemID eller lignende? Jeg synes det er problematisk at man (politi mv) efterfølgende skal bruge ressourcer på at efterforske fusk når en stor del af det sandsynligvis kunne stoppes allerede i registreringsprocessen.

Brian Hansen

Fordi der er firmaer uden danske afdelinger der registrerer legitime domæner, for at beskytte deres varemærke (blandt andet). De har næppe NemID :)
Det kunne dog være interessant at se statistikker om, hvor mange procent der bliver brugt legitimt fra udlandet.
Hvis det er meget få, kunne de jo evt. registreres manuelt, og lade danskerne bruge NemID?

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017

Affecto has the solution and the tools you need

According to GDPR, you are required to be in control of all of your personally identifiable and sensitive data. There are only a few software tools on the market to support this requirement today.
13. sep 2017