Intel Developer Forum, San Francisco: USB-IF (USB Implementer’s Forum) brugte IDF til at vise de seneste USB-nyheder.
Det, som USB-IF fokuserer mest på lige nu, er USB 3.1, der leverer hastigheder op til 10 Gb/s, samtidig med at der er mulighed for at oplade større apparater som blandt andet bærbare computere.
USB 3.1 anvender det nye type C-stik, der er et universelt stik, således at fremtidens USB-kabler kun har en type stik.
Det betyder også, at kablet kan vende begge veje, samt at enheder, der er koblet til kablet kan oplade hinanden. For eksempel kan en skærm, der er tilsluttet lysnettet og en bærbar, oplade den bærbare, mens den bærbare i en nødsituation kan levere strøm til skærmen.
Type C-stikket bliver i fremtiden det eneste USB-stik, men der findes allerede overgangskablet på markedet, således at gamle USB-kabler og stik stadig kan anvendes.
I suiten viste USB-IF blandt andet en 4-i-1 demo, som bestod af en Chromebook, der drev to 4K-skærme samt en MacBook og en Windows PC fra Dell, der begge blev opladet via et kabel fra skærmene.
Den konsoliderede standard
Det virker umiddelbart ikke af meget, at hastigheden på 10 Gb/s kun er en fordobling af hastigheden på 5 Gb/s i den forrige generation af standarden, men samtidig er der sket det, at en lang række specifikationer som var gældende for de forskellige tidligere standarder nu er blevet samlet i en enkelt standard.
Som landet ligger lige nu, er der ingen rigtig konkurrenter til USB 3.1. Ganske vist har Intel lanceret Thunderbolt 3, som arbejder med hastigheder helt op til 40 Gb/s. Thunderbolt anvender samme stik som USB 3.1 – og kan også levere strøm til ydre enheder efter USB-specifikationen, men der er stadig tale om en proprietær protokol, som ejes af Intel, der for så vidt det vides, stadig er den eneste producent af controllere til Thunderbolt.
I it-design har det oftest været ”best practice” at anvende standarder samt komponenter, hvor der findes mere end en leverandør. Dette er en af årsagerne til, at Thunderbolt aldrig rigtig har vundet frem, selv om standarden er hurtigere end usb.
Velkendt situation
Situationen med Thunderbolt vil minde mange – undskyld udtrykket – lidt ældre læsere om kampen mellem Ethernet og Token Ring eller kampen mellem Windows og OS/2. For slet ikke at nævne slagsmålet mellem VHS og Betamax.
I alle tilfælde var det den bedste standard/produkt, der tabte krigen af to årsager. For det første var det vindende produkt godt nok – og samtidig havde det en langt større udbredelse.
Udviklerne bag USB har endnu ikke løftet sløret for, hvad fremtiden vil bringe, men USB-IF-chef Jeff Ravencraft lægger da ikke over for Version2 skjul på, at det sagtens kan lade sig gøre endnu engang at fordoble hastigheden – denne gang til 20 Gb/s.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.