USB-lagermedier genopliver diskettevirus

Flere virusvarianter er begyndt at sprede sig via USB-tilsluttede lagermedier, advarer Symantec og McAfee.

I 1980'erne og 1990'erne var virus hovedsageligt noget, som spredte sig langsomt via disketter. Når disketterne blev flyttet fra én pc til en anden, blev stadigt flere pc'er inficeret.

Internettet med e-mail og web har siden afløst disketterne som yngleplads for nye virus, men den gamle teknik ser ud til at være på vej tilbage.

Sikkerhedsfirmaerne Symantec og McAfee advarer således begge om en stigning inden for ondsindede programmer som spreder sig ved hjælp af nutidens diskette: USB-lagermedier.

Flashbaserede USB-lagermedier omfatter alt fra MP3-afspillere og visse mobiltelefoner til USB-nøgleringe og harddiske.

Ifølge Symantec indeholder op mod 40 procent af de nyeste ondsindede programmer, som er i stand til at sprede sig selv, nu rutiner til at inficere alle tilsluttede drev på en inficeret pc.

Et af problemerne omkring USB-lagermedier, som gør dem tillokkende for virusprogrammører, er, at styresystemer som Windows som standard er sat op til at lede efter en Autorun.inf-fil. Det kan bruges til at inficere en Windows-pc, så snart et USB-lagermedie med et ondsindet program sluttes til pc'en.

McAfee oplyser, at infektioner af denne type lige nu ligger nummer tre i selskabets globale statistik for inficerede filer og nummer ét i Europa.

Derfor anbefaler både Symantec og McAfee netværksadministratorer til at slå Autorun-funktionen fra på alle klienter ved eksempelvis at sætte det op som en policy i Active Directory.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere